Historien i Dianalund, Niløse, Skellebjerg og Ruds Vedby

Søg på lokalarkivets website:

Lokalarkivet

Find Dianalund Lokalarkiv i Arkiv.dk

Tilbage til Tersløse

Skålstenen                             

et følgende er et referat fra af Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 2:

På Filadelfias område findes en arkæologisk sjældenhed, den såkaldte skålsten. Den ligger nu ved Koloniens Museum, men lå engang nord for kirken. Den er ca 1,1o meter lang og ca o,5o meter bred og indeholder 7 skålformede fordybninger, der hver er omkring 1o cm i diameter og 8 cm dybe.

Stenen var ukendt for Nationalmuseet indtil 12.7. 1967, hvor den senere rigsantikvar, Olaf Olsen, ifølge eget udsagn tilfældigt mødte Koloniens gartner, Erik Nielsen, der fortalte ham om skålstenen. Den 28.8. fik Olaf Olsen tid til at underrette Nationalmuseets 1. afdeling, og allerede 2.9. var Thorkild Ramskou herude for at måle den op. Stenen var oprindelig fredet, men denne fredning er nu sløjfet, da man ikke kender dens oprindelige placering.

Vi kender få andre skålsten spredt ud over Europa. De er lavet på overgangen mellem ældre og yngre stenalder, altså for ca 6ooo år siden.  Hvorfor de er lavet, ved vi ikke. Men det har været meget vigtigt, at lave dem: 7 otte centimeter dybe huller laves ikke fordi man keder sig en lørdag eftermiddag. Det har taget tid og må have haft et formål. Man gætter på noget kultisk.

Der har nok ikke boet mennesker i oldtiden i Tersløse sogn undtagen i Atterup og måske mod nord i den nuværende Tersløse Bøgeskov. Tersløse sogn har mest været dækket af en mørk urskov, med sumpe, moser og søer. Ved en af disse søer har der ligget en helligdom, hvor skålstenen måske har været alter.

Helligdommen er senere i oldtiden forladt, sunket sammen, og skålstenen på et vist tidspunkt havnet i søen. Denne er senere blevet til mose, og mange, mange år senere blev Filadelfia skabt. I 1911 gravede man ud til det, der nu er Koloniens kirke. Her fandt man den gamle helligsten og efter forskellige placeringer, ligger den nu ved museet.

Troldstenene

Det følgende er et uddrag af Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 3, 2007 udgaven: 

Parallelt med Per Degns vej løber Sølvagervej. Går vi ned ad denne, støder vi på en gaffeludfletning. Lige til højre herfor står to store sten, den ene omkring 1,5 meter høj og den anden noget mindre. Det er troldstenene. De stod her i måske 3000 år, men så forsvandt de pludseligt. Nu er de tilbage. Eller er de?

 Troldstenene ved Sølvagervej

Sagnet fortæller, at to trolde var blevet gale på hinanden. Den ene boede i Sobjerg Banke den anden i Galtebjerg. De var så sure, at de begyndte at kaste sten efter hinanden. Da de imidlertid gjorde det på samme tid, tørnede stenene sammen i luften og faldt ned her nord for Tersløse. At den historie er rigtig kan ses deraf, at der i den ene sten var aftryk af troldens 5 finger­spidser. Han havde nemlig boret fingrene ind i stenen for at få bedre fat. Ca. 6 cm dybe er hullerne. Den anden trold, som var en dametrold, brugte sit hårbånd som slynge. Derfor skal man kunne se en ca. 80 cm lang, glat fure i den anden sten. De to trolde blev for øvrigt siden gode venner. Så gode faktisk, at de giftede sig. Derfor kunne folkene i Tersløse og Skellebjerg sogne en tidlig morgen og formiddag se et gevaldigt optog af brudegæster komme fra Stenlille og gå ind i Sobjerg Banke. Det var en bryllupsfest, der siger spar to til, hvad vi ellers har oplevet. For den er endnu ikke slut. I alt fald har ingen set bryllupsgæsterne komme ud af højen igen. Men stenene ligger ved Tersløse. Og de vender sig, hver gang de lugter friskbagt brød i denne by. Det samme gør for øvrigt en sten i Glarmosen, som trolden fra Sobjerg også skal have kastet.

En videnskabelig Forklaring

Nogle folk tror ikke på trolde og tror i alt fald ikke, de har kunnet kaste så store sten. Så de folk leder efter andre forklaringer på stenenes placering og deres udsmykning. Endnu er det ikke lykkes dem. Man peger på, at stenene nok er fra bronzealderen, at de har haft kultisk betydning, muligvis noget med astronomi. Den ene sten er en såkaldt rillesten, siger de, og disse har man fundet forskellige steder. Navnlig de rillesten, der ligger i Nordsjæl­land, er undersøgt og beskrevet. Her hælder man nærmest til tanken om, at de er led i et observatorium, et middel til beskrivelse og bestemmelse af planeternes gang, solformørkelsers komme, kometers bane etc., og man sammenligner dem - idet man går ud fra, de er ruiner af et større anlæg - med Stonehenge i Sydengland.

Oppe på Ørnebjerg i Buerup ligger der også en rillesten. Rillen her følger klart linjer i landskabet og ved dens ende stod en offerpæl af træ. På samme bjerg er der i alt fald 10 stencirkler. Her kan Vestsjællands oldtids-observatorium have ligget. Er Tersløses to troldsten rester af et lokalt samlingssted for amatørastronomer? Har de nogen forbindelse med Skålstenen ved Koloniens Kirke? Vi ved det ikke. Måske får vi det aldrig at vide.

Utoligt, at de er her

At de er her, er imidlertid i sig selv interessant. Det viser, at selvom Tersløse sogn ikke var et sted, hvor man boede og ikke et sted hvor man opholdt sig meget, så foregik der alligevel noget her i oldtiden. Noget mystisk, noget hemmeligt, og sikkert noget vigtigt. For to store sten får ikke den udsmykning, uden at det skal bruges til noget, og uden at det har en væsentlig betydning.

Stenene i Vor tid

Hvor om alting er. Stenene stod her uantastet i flere tusinde år og er velbeskrevne i den ældre såvel som den nyere litteratur. Omkring 1956, måske 54, ønskede kommunen en branddam, der i tilfælde af ildsvåde på den nye centralskole, man lige havde bygget, kunne levere vand. Branddammen blev gravet lige bag de to troldsten og var indhegnet med et trådhegn. Dammen blev 3 meter dyb, men noget vand kom der ikke i den. På et tidspunkt blev de to sten væltet ned i graven. Synderen var, efter hvad troværdige folk siger, en landmand. Stenene stod i vejen for ham, når han kom kørende med sin mejetærsker. Hvis stenene var væk, kunne han lettere komme rundt i svinget. Sagnet sagde ellers, at flyttede man stenene, ville der ske en ulykke på Voldagergård. Og det skete faktisk, idet ejeren døde umiddelbart efter! Stenene lå nu nede i udgravningen, og her blev de beskrevet i 1965 af den nu afdøde sognepræst, Knud Høgsbro Østergaard. Han er den, der har leveret den mest omhyggelige beskrivelse. I udgravningen lå der ikke to, men tre sten, skrev han. Den ene, den med rillen, var brækket i to. Hvornår det er sket, vides ikke. Svend Grundtvig indsamlede en del stof i tiden 1854-83 og også om vores sten. De er med i Danske Sagn 1895. Her står der "to - måske tre store sten". Folk her på egnen, der kan huske stenene, taler imidlertid kun om to. Og sagnet gør altså også.

  Knud Høgsbro Østergaards skitse af troldstenenes placering i den tørre branddam. Skitsen overgav han til Chr. Dalgas, der gav den til Jørgen Mogensen.

8.1.1971 gav Politimesteren i Ringsted Dianalund kommune tilladelse til at sløjfe Branddammen under forudsætning af, at der blev opstillet nye brandhaner og andre udskiftes. Det skete. Kommunens folk fyldte herefter det tre meter dybe hul uden at bekymre sig om de tre sagnsten. Var der nu ikke sket mere i sagen, ville stenene have ligget dér endnu, og når den nuværende generation er uddød, ville ingen vide noget om stenene.

Sådan gik det ikke. I 1981 fandt Christian Dalgas, den daværende skovrider og leder af Vedbygård, på, at stenene skulle op og flyttes til den af ham anlagte bypark i Ruds Vedby, Vestskoven, som den kaldes. 6. maj skrev han til kommunen om forlov. Kommunalbestyrelsen var - med undtagelse af Jens Juel Petersen, der boede på Sølvagergård[1] - ligeglad med disse gamle sten. Så Dalgas gik i gang. På trods af, at lokale folk kunne udpege stedet, tog det to dage med rendegra­ver at finde to af stenene. Bransmark i Sorø kom med en stor gravemaskine og på en speciel blokvogn blev de transporteret til byparken, hvor de kunne have stået den dag i dag. Desværre fandt Dalgas kun to sten. Rillestenen (eller den ene halvdel) ligger stadig i den gamle branddam. Men stenene stod så i Ruds Vedby, et sted, hvor de ingen historisk berettigelse havde. 

I denne bogs forgænger fra 1995 skrev jeg: ”Inden det helt går i glemme, hvor stenene stod, burde man så ikke grave den sidste op? Og burde man ikke flytte de to sten, der nu er i Ruds Vedby tilbage? Om 20 år er der ingen, der kan huske, hvor de nøjagtigt stod. Skal de flyttes, skal det være nu”.  Det skete faktisk også! Folk i Ruds Vedby var irriterede på stenene. De stod i vejen. I anledning af Dianalund bys 100 års fødselsdag besluttede kommunalbestyrelsen derfor at flytte stenene tilbage til den oprindelige plads. Jeg sad dengang i kommunalbestyrelsen og holdt talen ved geninvielsen af stenene. Teknisk Forvaltning havde lidt svært ved at finde det oprindelige sted, hvor de havde stået. Til gengæld var flytningen ikke vanskelig. I 1981 havde det krævet en specialvogn. Motorkræften i 2001 var nu så meget større på almindelige biler, så stenene kunne flyttes af vejvæsenet på deres køretøjer.

Nu står stenene hvor de altid har stået (men den ene halvdel af rillestenen ligger sandsynliges stadig 3 meter under mulde). Nu kan de igen dreje sig, når folk bager brød i Tersløse. I Ruds Vedby drejede de sig aldrig, men det er vel også for meget forlangt at selv en velvoksen sten skal kunne lugte det friskbagte brød i Tersløse helt over i Ruds Vedby? Nu mangler vi så kun at finde ud af, hvad stenene oprindelig har været brugt til.

[1] Han foreslog, at man kunne placere dem på hjørnet af Per Degns Vej og Holbergsvej, hvis de ikke skulle blive på deres oprindelige sted, for trods alt at bevare dem i sognet.