Det at være den mest umusikalske by i landet fik massiv omtale i alle landets aviser. Hele sider ofrede de på Ruds Vedby. Selv Svikmøllen og Blæksprutten omtalte byen, så turistmæssigt og handelsmæssigt var det en succes. Byens borgere var dog ikke glade for idéen, og i alt fald en enkelt kvinde nægtede at handle i Uglebjergs butik. Først da hendes familie i Jylland havde fortalt hende, hvor fremragende en idé det var, vendte hun tilbage. Der var da heller intet belæg for udsagnet om at være umusikalsk. Det var rent bluf og udelukkende et forsøg på at komme i medierne. Det lykkedes til fulde.
Selve ugen var fuld af musik.
16. sep. startede kl. 7 om morgenen, hvor gademusikanter gik rundt i Rudsgade og spillede. Kl. 8,30 gik en lirekassemand den samme rute. Kl. 10. kom gårdmusikanterne, der også spillede i gårdene. Kl. 14,30 spillede et FDF orkester. Kl. 15 var der koncert i Vedbygårds park og om aftenen spillede et symfoniorkester i Kroens store sal, mens der var høstbal på Afholdshotellet. Hele ugen gik en vægter rundt og sang, og der var kirkekoncert.
Ruds Vedby Valsen
Det var i den anledning Ruds Vedby valsen blev skrevet. Forfatter var ”Silver”, Henry Nielsen, fmd. for idrætsforeningen, komponisten var Axel Schøtts bror i Sorø, Arne. Valsen blev indspillet på grammofonplade 16.9. 1950, men vist nok kun i et eksemplar. Lærerinde Bodil Sørensen, der også var også organist, leverede musikledsagelsen. Sangeren er vist nok ukendt, men det kan have været Einar Jensen eller Poul Olsen. Disse to herrer var i alt fald sammen med lærer Bue Lond inde i Radiohuset den 23. september for at medvirke i et radioprogram lørdag aften[1]. Her sang de valsen med musikledsagelse af et stort orkester. De fik 50 kr. for at optræde. I årene derefter blev pladen spillet når Julius Petersens bil med højtaler kørte rundt i byen for at reklamere for arrangementer.
(Fra Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 13 side 86f, 2005
Bogen kan købes hos boghandlere eller over nettet her)
[1] Dette radioprogram mener nogle var ”Weekendhytten”, andre at det var Den gyldenblondes Frikvarter
Tegning, der efter sigende viser Ruds Vedby som den mest umusikalske by i Danmark. Tegningen bragtes i et af vore landsdækkende julehæfter
Copyright Lokalarkivet i Dianalund 2016