Historien i Dianalund, Niløse, Skellebjerg og Ruds Vedby

Søg på lokalarkivets website:

Lokalarkivet

Find Dianalund Lokalarkiv i Arkiv.dk

Tørv - En oversigt

”Kun få lande ere saa rigeligen forsynede med Tørvemoser, som Danmark. Næsten alle Bønderbyer have Tørveskjær, og mange have Overflødighed til at sælge”. Sådan står der i en bog om Agerdyrkning fra 1803[1]. Hvor vi i dag regner tørv for noget fattigt, regnedes det da for en rigdom.

Den store rigdom på tørv gjorde at ”Bonden skærer ikke ordentligt, men snart her og snart der, han sørger ikke for Afløb til vandet, så det stiger, og den bedste Tørv lader han være”[2]. Men i øvrigt har man  tilsyneladende fabrikeret tørv på samme måde til alle tider. Der er skæretørv og der er æltetørv, på Sjælland også kaldet ”trådtørv”, fordi man ”tråder” i det: Det tørveagtige dynd æltes her af to eller flere karle med deres bare ben, indtil den bliver sej, siger G. Beitrup, derpå hældes dyndet med skovle op på en trillebør og trilles ud på et jævnt og fast underlag. Der udbredes det jævnt i et lag så tykt som en tørv. Når massen nu er lidt tør afstikker man de enkelte tørvestykker med en spade. ”I stedet for Karle kan man også bruge Heste”, slutter Beitrup.  Denne metode blev i princippet også brugt under 2. verdenskrig, selvom en vis mekanisering fandt sted.

På Vasebakkegård (Kærvej)  findes et mindre privat tørvemuseum. 

I begyndelsen af det 19.århundrede forsøgte man at presse tøv, men det gik ikke. At brænde kul af tørv forsøgte man sig også med, men det var for energikrævende. Man brugte simpelthen mere energi i processen, end man fik ud af det.

Sjællands Kraftværk skulle ligge i Åmosen

I 1907 udarbejdede en vis ingeniør Faber en plan til forsyning af el på hele Sjælland med baggrund i to elværker: et i Åmosen og et i Skovshoved. Når der skulle ligge et i Skovshoved, skyldtes det muligvis, at Faber selv boede her. Placeringen i Åmosen var mere relevant, for elektricitetsværket skulle bruge tørv som brændsel. Faber var ikke den eneste, der puslede med de tanker, også et ingeniørfirma og en professor pegede på Åmosens tørv. De beregnede, at der ville være tørv nok i 50-60 år. Planerne var langt fremme. 3.april 1908 besluttede Holbæk Amtsråd således at oprette elværket i Åmosen, og ingeniørfirmaet Smith og Walther blev sat til at udarbejde de konkrete planer. Det blev ikke til noget. Elværket skulle være privatejet, og folkestemningen ønskede ikke privatkapitalistiske interesser ind i strømforsyningen. Samtidig var man bange for at tyske penge ville komme ind i elværket, og tyskere kunne folk dengang ikke lide. Men der var også mere håndgribelige modargumenter: Tørv var dårligt brændsel, og der var ingen veje ud i området. Endelig var der problemet med våde somre, her ville tørvene blive dårlige, og hvad så?

Tørve-elværket blev altså opgivet. Men man fortsatte med tørv til eget forbrug og til de nærmeste byer. Fire mand skulle kunne skære 16000 tørv – 8 læs – om dagen, men tørveproduktion var ikke kun mandfolkearbejde. Kvinder og børn vendte og røglede tørvene. Børn blev holdt hjemme fra skole, når tørvene kaldte. Forældre ville hellere betale mulkt.  Helt op til efter 1960 kunne man se kvinder gå og vende og røgle tørv i Åmosen til privat brug.

Tørveproduktion i Stordrift

Fra og med 1. verdenskrig til og med Korea-krigen blev der imidlertid produceret tørv i Åmosen på stordriftsbasis. Og tørvene herfra blev solgt over hele landet, men fortrinsvis til København og det øvrige Sjælland. Bodal mosetørv var velrenommerede i 30’erne, og der blev ligefrem sat annoncer i bladene i deciderede salgsfremstød. Hovedproduktionen af tørv fandt dog sted under 2. verdenskrig, hvor Danmark var helt afskåret fra at importere brændsel.

 Andre erhverv ved siden af tørveproduktionen

Selvom tørv var den vigtigste beskæftigelse i Åmosen til alle tider, var det ikke den eneste. Trap Danmark kunne i 1858 berette, at ”dagleierklassen” i Niløse samler lyng til koste om sommeren, at der også findes træskomageri i sognet, og at nogle væver grove stoffer til dækkener og sække. Så sent som 1906 gentager Trap indsamlingen af lyng til koste, men skriver dog at mængden af lyng er på tilbagetog. Op til mosen ligger der som vi ved store partier af ler. Det har givet produktion til tre teglværker i Niløse sogn, et i Orebo, Verup teglværk og et nu nedlagt lige nord for Niløse i nærheden af Verup teglværk. Også de gav i sin tid beskæftigelse til mange mand.

[1] G. Beitrup: Agerdyrkningens Tilstand i Danmark bd.2  1803 side 276

[2] samme