Lokalhistorien

i Niløse, Ruds Vedby, Skellebjerg og Tersløse Sogne

- Hjemmeside for Lokalhistorisk forening og for Lokalarkivet- Tilbage til Ruds Vedby

Ved valget i 1854 fik han en højremand som modkandidat, den lærde økonom Theodor Hasle, fra Hesselbjerggård. Igen vandt Mikkel, og igen stemte Ruds Vedby massivt på den tabende kandidat. Ved valget i 1858 havde Mikkel trukket sig på grund af alder (60 år) og en anden af I.A. Hansens støtter, den føromtalte smed fra Rude, Søren Jensen, opstilledes. Han blev valgt, og igen stemte Ruds Vedby massivt på den tabende kandidat. Den tabende kandidat var nationalliberal, og når bønder og husmænd i Ruds Vedby stemte på ham, kan det skyldes tryk fra Vedbygård, Nørager og andre arbejdsgivere. Vi ved positivt, at en kusk på Nørager blev fyret med den begrundelse, at han havde stemt på Venstre (Bondevennerne). Kun fordi hans kone fik foretræde for ejeren, grev Ernst Moltke, og undskyldte ham med ordene ”Greven ved da, at han er så ualmindelig dum”, fik han jobbet igen. Og Lars Nilsen (Gamle Nielsen) mente, hans søn ikke fik et lærerembede, fordi han havde stemt på Bondevennerne. ”Søren Jensen var en god mand, med jævn god forstand, en ærlig sjæl, men dog lovlig lidt oplyst som Rigsstadsmand” (sagt af landbrugslærer Christian Christensen i sin erindringsbog). Af udseende var han stor og svær, vel bygget med et mørkt, strit hår og et fyldigt ansigt. Han var gemytlig og talte gerne i et muntert lag, men ikke gerne i Folketinget. Også ham var de nationalliberale ude efter. I 1859 var Rigsdagen indbudt til taffel hos kongen. Også Søren Jensen deltog. Efterfølgende digtede de nationalliberale en vise herom. Et af versene lyder: Kors dog for al den mad, der gik med, Der blev vist ædt et par stude. Ingen dog åd som den satans smed Søren Jensen fra Rude. Søren Jensen var ellers ikke ømskindet, men her følte han sig godt nok stødt. I øvrigt var han en habil folketingsmand. Men også hans tid randt ud, og den 5. marts 1864 tabte han til den lokale mand, Lars Dinesen fra Kulby. Inden denne sagde ja til at stille op, havde han spurgt sin mor, om han måtte. Som han senere skrev i sine erindringer: ”Ja, når Moder tillader det, tror jeg ikke godt, jeg kan sige nej”. Lars Dinesen var arbejdsom og blev hurtigt en af Venstres ledere. Han stemte imod fredsslutningen i 1864 og imod den reviderede grundlov af 1866.

Han blev valgt ind i finansudvalget på baggrund af 7 års skolegang hver anden dag i Tjørnelunde skole samt et halvt års højskoleophold. Men fra omk. 1870 drev han mere og mere over mod højre, og i 1871 blev han stemt ud af Det forenede Venstre. Det betød, at der var kampvalg på valgdagen den 20. sep. 1872. Lars Dinesen vandt med 1102 stemmer over Venstres kandidat med 638 stemmer. For første gang var Ruds Vedbykredsen dermed repræsenteret af en højremand. Men allerede ved næste valg trak han sig uden kamp, og en gårdejer fra Solbjerg blev valgt. Denne trak sig imidlertid allerede i 1879 for at skaffe redaktør Tauber fra Slagelse en sikker kreds. Alligevel var der spænding om valgets udfald, da Højre stillede med kaptajn Dons, der blev anbefalet af Lars Dinesen. Over 4000 deltog i valghandlingen, mange var kommet fra andre kredse. Tauber fik 1050 stemmer, mens Dons måtte nøjes med 784. Og ved alle valg i 80’erne høstede Tauber store stemmetal. 1892 døde han midt i sin gerning. Tauber regnes for en af de betydeligste rigsdagsmænd fra den tid. Det var derfor velfortjent, når ”Vestsjællands Demokrati” i 1897 rejste ham et monument ved Bredgades Port i Slagelse. Da gaden skulle udvides, flyttedes mindesmærket til Ruds Vedby i 1911 til en plads mellem afholdshotellet og stationen. Monumentet blev her genindviet ved en fest den 23. juni 1911. Efter Taubers død tog Laurits Jørgensen, som er omtalt i begyndelsen af dette kapitel, over. Han beholdt kredsen indtil 1908, hvor provst Michael B. Nielsen fra Vemmelev blev valgt for det nystiftede parti, Det radikale Venstre. Han stillede op på et stærkt antimilitaristisk program. Året efter dannede De radikale regering, og han blev kultusminister, dvs. undervisningsminister, kulturminister og kirkeminister. Han gjorde sig ikke bemærket som minister, men var en habil administrator, og i øvrigt blev regeringen væltet efter blot et år og erstattet af en Venstreregering. Ved valget i 1910 stillede kultusministeren ikke op, og kredsen erobredes af fhv. gdr. Søren Svendsen fra Bjerringbro. 1926 - 35 var dommerfuldmægtig Christian Christensen valgt for Venstre her i kredsen. Søren Svendsen var født i Kirke Helsinge og virkede som dommerfuldmægtig i Høng. Ved valget i 1960 blev Venstre det største parti i Vedbykredsen, og med 5.776 stemmer fik de over 1/3 af samtlige stemmer, men Socialdemokratiet var tæt på med 5.447 stemmer. Mens det nystiftede parti SF fik 422 stemmer. Ved valget i 67, hvor den socialdemokratiske regering væltede, kunne de dog trøste sig med, at de gik frem i Vedbykredsen til hele 6.026 stemmer mod Venstres 5.732. Det var i 67, at de radikale stormede ind i Folketinget med næsten en tredobling af mandattallet til 27, men i Vedbykredsen fik de samme stemmetal som 7 år før (1.200), mens SF fordoblede sit tal til 942 stemmer.