Lokalhistorien
i Niløse, Ruds Vedby, Skellebjerg og Tersløse Sogne
- Hjemmeside for Lokalhistorisk forening og for Lokalarkivet- |
Niløse i bronzealderen
Mange ved, at Åmosen og dermed Niløse sogn er rig på fund fra ældre stenalder. De færreste ved, at også fra f.eks. bronzealderen kan Niløse opvise interessante fund.
På Chr. Petersens mark i Niløse sogn blev der i 1873 ved førstegangspløjning af et moseområde fundet en massiv guldring med en diameter på 7 cm og en højde på 2 cm. Den vejede 91,2 g og befinder sig i dag på Nationalmuseet, hvor den kan beses i rum nr. 11. En kopi kan købes i museet for 3948 kr. Dog ikke i guld, kun i sølv. I øvrigt skulle det være Chr. Petersens bror, der var hjemme på orlov fra sin soldatertjeneste, der pløjede og fandt guldringen.
Foto: Nationalmuseet
Ringen er meget berømt, den vises således på Nationalmuseets hjemmeside, i web-leksikonet ”Den store Danske” og i Jørgen Jensens monumentale storværk ”Danmarks Oldtid”.
Desværre står der i den gamle protokol på Nationalmuseet ikke præcist hvor denne guldring blev fundet. Men måske kan du hjælpe Lokalarkivet i Dianalund og dermed Nationalmuseet? Det er vel ikke umuligt, at der i dag lever en efterkommer af Chr. Petersen og at vedkommende derfor kan føje noget til ovenstående historie. Det kan også være du på anden måde har hørt om historien. I så fald må du meget gerne kontakte mig.
I Kongsted blev der i 1950 fundet et større depot fra Ældre Bronzealder. Det indeholdt 20 bælteplader og bukler, en celtøkse, et hovedsegl, 5 ødelagte save, 4 ubestemmelige brudstykker, en bronzeklinge og to fragmenter. Alt i alt et stort depotfund.
Depotfundet fra Kongsted som det optræder i Johs. Brøndsteds store værk om Oldtiden
I 1919 blev der ved Skellingsted bro fundet et bronzesværd, og i 1948 nord for Rævebjerg endnu et bronzesværd. Alt i alt er der fundet omkring 50 ting fra Bronzealderen omkring Kongsted. Med andre ord er denne by et af de rigeste fundsteder fra Bronzealderen herhjemme. Der må endnu være folk, der kan huske, da disse fund blev gjort. Hvis du kan fortælle mere om ovenstående vil Lokalarkivet være taknemmeligt. Der er ikke fundet gravhøje eller begravelser i øvrigt fra Bronzealderen i Niløse sogn, så folk har ikke boet her. Guldringen kan have været et offer til guden i mosen og fundene i Kongsted et depot for en handelsmand, der af en eller anden grund ikke har fået hentet sine varer.
Jørgen Mogensen
30 29 40 91
jmog@soroe.dk
Kilder:
Jørgen Mogensen: langs Landevej 255 bind 8 side 40ff og bind 11 side 82ff
Netsiden: http://www.vhid.dk
http://natmus.dk/
Tilbage til Småhistorier fra Niløse |