Tørv under 2. Verdenskrig

Søg på lokalarkivets website:

Find Dianalund Lokalarkiv i Arkiv.dk

Tørv under 2. Verdenskrig

.

Tørveproduktionen begynder

”Fredeligt og uberørt var her, da vi i 1939 begyndte undersøgelserne og om aftenen efter varme sommerdage, når mosekonen bryggede, og det hvide bryg lå som spejlet af en sø ud over mosefladen, så kun de små næs og tidligere holme ragede op, da kunne man levende forestille sig landskabet som det må have taget sig ud for tusinder af år tilbage. – Nu er Åmosen én stor og hvæsende tørvefabrik, hvor tipvognstog og tørvemaskiner rasler og puster døgnet rundt; og hvor før de røde køer gik fredeligt og græssede, arbejder nu hundrede af arbejdere med at ”vende” og ”røgle” de mange tørv”[1]. Meget hurtigt efter krigens begyndelse blev Åmosen inddraget til tørveproduktion. Lovgivningen påbød det. En af de gårde, det gik ud over var Øgården i Verup. 50 tdr. agerland måtte opgives, køer og svin sælges.Selvom ejeren gik ind i tørveproduktionen og tjente godt, føltes det alligevel som et savn.

 

 

Den omtalte moseflade er mosen ved Bodal.

Øgården eksisterer også i dag. Den er i privat eje, og må ikke besøges, men man kan køre forbi.

Enhver der er tørvegravningsinteresseret skal ud på Bodal mose, der er en stor flade, som rummer den frede Kongemose. Vandretur på 2 timer (minimum). Man kan cykle ud i Bodal mose, men må ikke parkere ved Bodal.

 

Cigarer tændt med 500-kroners sedler.

Men man tjente godt, og alle landmænd i området lagde jord til. En tørvearbejder kunne med en vis økonomisk sans have nok til hele året, ved at arbejde i tørvene fra midt i april til hen i oktober[2]. Hvor meget en tørvearbejder konkret tjente, er derimod vanskeligere at sige. Beløbet svinger fra 100 kr til 400 kr om ugen i 1940. Enten fordi man vitterlig tjente forskelligt, eller fordi man ikke husker det. Men godt tjente man, både arbejdere og fabrikanter. Dog siges det, at kun 5 % af de, der havde med tørv og smuld at gøre, havde penge til overs, da eventyret var slut. Resten brugte pengene til tant og fjas. Og historierne går om udskejelserne dengang: Møller Jens (Jens Hansen fra Niløse Mølle) tændte cigarer med 10-kroners sedler. Og så var der jo brødrene Åge og Poul. De kom fra København og kørte tørv fra mosen og ned på Dianalund station. Bilerne stod om natten ved stationen her En morgen manglede brødrene en fidibus til at tænde op i gasgeneratoren. Så åbnede den ene sin tegnebog, og satte ild til en 100 kroneseddel!

 

Niløse Mølle står i dag på Als, men de store lader til tørv ses til dels endnu. Dianalund station findes endnu

Såvel Mølle som Station er lette at komme til. Men noget særligt vedr. tørveproduktion er der ikke at se i dag

 

Efter hvert års sæson var der fest for arbejderne hos de forskellige fabrikanter, således også på Hyldegården i Kongsted. Her blev cigarer tændt med 500 kr sedler og slips klippet over og solgt for et lignende beløb. Jo, vist tjente man penge i Niløse under krigen, men ved kommunesammenlægningen i 1966 havde Niløse kommune intet overskud at give fællesskabet. De penge, man havde i kassen, blev brugt til asfalt på vejene inden sammenlægningen. Men selvom pengene i tørvefabrikation var store, var risikoen det også. Et af de første firmaer, der var med i stor målestok var Topsøe-Jensen & Schrøder. Deres regnskab viste for året 1941 en samlet udgift på 688.693 kr, mens indtægterne beløb sig til 727.851 kr. Overskuddet var således 39000 kr. Men revisoren gjorde opmærksom på, at skulle de have betalt fuld leje af læggeplads og fuld tørveafgift til staten, ville de være kommet ud med et underskud på 30ooo kr. Gunner Christensen i Verup havde, da det gik stærkest, en omsætning på 1,5 mio. kr og et overskud til eget forbrug på 30ooo kr. Et stort beløb dengang, hvor en arbejder tjente 5000 om året. Alligevel blev det sagt, at han aldrig havde penge.

 

Gunner Christensens fabrik kan stadig ses ligesom vejerboden, I nærheden ligger endvidere det private museum ”Vasebakkegård” og gården, der som den sidste lavede tørvebriketter. Området er let at komme til. Busholdeplads lige ved. De nærliggende sommerhuse ligger på gammel tørvejord. Der er ikke langt til de gamle tørvegrave i Verup

Hvor mange mennesker, der arbejdede i tørvene under krigen, vides ikke. Der er gættet på alt lige fra 1100 til 10ooo-vis. I Niløse sogn, antager nogle, at halvdelen af tørvearbejderne kom udefra, resten var lokale. Til gengæld ved vi ret nøje, hvor meget tørv, der er produceret, nemlig 4-5 mio. tons indtil 1949, og i gennemsnit er der fjernet 1 meter jord fra den samlede moseflade.

 

Alle var med

Som skrevet var alle med. I Niløse sogn var det mest private, der stod for produktionen. Hvis man ikke selv ejede en mose, lejede man et stykke. Ofte gik manden på arbejde om dagen, mens konen og børnene vendte og røglede de tørv, manden allerede havde lavet. Efter fyraften skar manden så tørv, så længe det var lyst. Det blev ofte kun til 5 timers søvn, men til gengæld en god bankkonto. Så mange ønskede at arbejde i tørven, at folketinget måtte vedtage en lov, der forbød karle under 25 år at arbejde i tørvene, hvis landbruget manglede arbejdskraft. Den lov var ikke populær her i området hos andre end bønderne[3].

 

Gunner Christensen i Verup var producent i den helt store stil. En overgang havde han 80 mand i arbejde, 16 lastvogne og 30-40 hestekøretøjer. Hvert år producerede han 14-15000 tons smuld. Sådan gik det 7-8 år. I 1948 gik der ild i hans silo, og 10 tons smuld brændte. Produktionen fortsatte, men som årene gik dog i stadig langsommere tempo, og han holdt ud til det sidste. Da han lukkede i 76/77, var han den sidste tørvefabrikant på Sjælland. Også købmanden i den sydlige ende af hovedgaden i Niløse ville være med. I 1945 solgte han forretningen og etablerede sig med briketfabrikken i Atterup[4]. Også ham gik det godt. Han blev Dianalund kommunes første borgmester. Sammen med Tømrermester Frederik Tobiassen og Jens Hansen fra Niløse Mølle stiftede han senere i/s Erik Christensens Formbrændselsfabrik. Fabrikken kom til at ligge ved Magleø, og var under Korea-krigen den største i Åmosen. 15 stampemaskiner, rummede fabrikken, der kørte i døgndrift. 9 traktorer harvede smuld og 30-40 tons formbrændsel blev der produceret i døgnet. Først et par år efter Korea-krigen var det slut.

 

Magleø kan nås via Bodal, men må ikke befærdes. I dag er der intet af fabrikken, der lå ved den.

 

Men selvom såvel Erik som Gunner Christensen havde en stor produktion, var produktionen på Bodal under krigen større. I 1941 lejede et konsortium bestående af bl.a. Carlsberg, Nordisk Kabel og Tråd og Det danske Kulkompagni Bodal gods og påbegyndte en tørveproduktion efter næsten amerikansk målestok. Det havde 2-5000 mand og 60 spand heste i dets brød, eget togspor på 12 km og et utal af tipvognsspor, og producerede halvdelen af det, samtlige andre producerede til sammen.

 

Vejen forbi Bodal og ud i mosen er det gamle togspor.

 

De mange briketfabrikker, godt en snes stykker i alt, svinede og støjede i et omfang, der aldrig ville blive accepteret i dag. ”Der hang en stor og beskidt støvsky dag efter dag ind over byen”, sagde Gunner Christensen en snes år efter, at eventyret var slut[5]. Men brændsel fik man, og penge tjente man.

 

Fire slags tørv.

I Åmosen lavede man tørv på tre måder. Først og fremmest de to gammelkendte: skæretørv og æltetørv, senere opfandt man tørvebriketten og formbrændslet.

 

Skæretørv

Den traditionelle skæretørv produceres i en grav, der kan være fra 1 til 6 meter dyb. Ud af en lodret tørvevæg skæres først to parallelle lodrette snit, derefter stikkes de enkelte tørv ud med en speciel spade og tørvene kastes op på jordoverfladen. De bedste tørv er de nederste, for de har ligget her længst, og de indeholder mest organisk materiale. De øverste er porøse og lyse, nærmest som det spagnum, vi i dag bruger til vore haver. Problemet med at udnytte de sidste meter af tørvejorden var, at graven hele tiden løb fuld af vand. Det var både besværligt og dyrt at pumpe dette vand væk, så enten blev de slet ikke udnyttet, eller man forsøgte sig med en specielkonstrueret spade, således at man kunne stå på overjorden og grave. Den kunne imidlertid ikke nå langt ned, og generelt blev tørvejorden på de sjællandske lavmoser udnyttet dårligt ved denne metode. Anderledes forholdt det sig på de jyske højmoser, der ikke på tilsvarende måde var belemret med vand. Men under krigen måtte man ikke sejle brændsel over Storebælt, så sjællænderne var tvunget til at bruge deres egne tørv.

 

 

En sådan spade og andre tørveredskaber ses på det private museum på Vasebakkegård i Verup. Museet er lille og har kun åbent et par gange om året, men kan dog beses efter aftale. Museet er let at komme til.

 

Det kunne være slemt. En nyopgravet tørv indeholdt op til 90 % vand (hvilket er mere end sødmælk). Der skulle en meget varm sommer til at tørre sådanne tørv. Og alligevel var det ikke godt. I en avis kunne man under krigen læse: ”hele huset brændte undtagen tørvestakken”. Opgravede tørv skulle lægges til tørre på en eng eller et andet stykke jord. Efter en uges forløb skulle de vendes og efter yderlige en uge skulle de sættes i stak, røgles. Det var børne- og kvindearbejde. Berlingske Tidende talte med to drenge på Kongsdals mose i 1941. De kunne tilsammen vende 30-40ooo om dagen. Om efteråret blev tørvene fra røglerne kørt i lade eller direkte til forbrugerne. Af en ”normal” mængde tørvejord på 500kg fik man efter tørringen 100 kg tørv, der så indeholdt 25-30 % vand. I våde somre kunne tørvemængden godt veje 120 kg eller mere. Såvel fortjenesten hos producenten som irritationen hos brugeren blev herved større.

 

I Lille Åmose såvel som i Verup ses endnu spor af tørvegrave, hvor man hentede skæretørv. Det er i dag svært at komme til gravene og de ligger ofte på privat grund og private veje. Men selve gravene er meget tydelige. Men man skal have en guide

Æltetørv

Den mest rationelle måde var længe æltetørvene. Her kunne alt tørvemasse udnyttes, også det smuld, der uvægerligt blev ved skæretørvene. Meget hurtigt blev denne produktion mekaniseret. I Åmosen blev ælteværkerne hurtigt til hele industrier.Man forsøgte først med ælteværker uden vand, men det gik ikke, og man forsøgte med mobile ælteværker, der stod lige ved tørveskrænten, men de var for store og klodsede til at være rigtig flytbare. Så gik man over til stationære ælteværker, hvor tørvemassen kom til dem på transportbånd, der gik ned i graven. Her stod mænd med store spader og gravede tørvemassen op på båndet. Nogle, de såkaldte spandkædemaskiner, gravede selv tørvemassen op. I ælteværket blev der tilsat vand, og den således fremstillede dynd blev på et andet transportbånd løftet op i en silo. Herfra kørte hestevogne eller tipvognstog tørvemassen ud til læggepladsen, hvor den blev lagt til tørre.På læggepladsen blev massen lagt i lange baner og udskåret til de enkelte tørv. Oprindelig foregik det med håndkraft, men snart opfandt man hestetrukne skæretromler. Når tørvemassen så var skåret op i tern på 20x20cm, skulle de tørres og vendes og røgles ligesom skæretørv. Dette arbejde blev aldrig mekaniseret, det var krigen igennem børne- og kvindearbejde.Læggepladsen kunne ligge ret så langt fra ælteværket. Da handelsministeren under krigen besøgte Caspersens mose i Verup, måtte han køre 2 km på tipvogn fra ælteværket, før han kom til læggepladsen.

 

[1] Troels- Smith: Stenalderbopladser i Åmosen, 1943 side 147

[2] sagt af Asta Sørensen, Stenmagle til Dagbladet i juli 1987.

[3] Holbæk Amts Venstreblad 25.1.2000

[4] Se bind 2 i herværende serie side 18ff

[5] Sjællands Tidende 11.oktober 1979

[6] se omtalen af en sådan fabrik i bind 2 i serien "Langs landevej 255" af Jørgen Mogensen side 18ff

[7] sagt til Berlingske Tidende 19.juni 1941 af en BP-chauffør, der havde taget arbejde i Åmosen, da der ikke længere var brug for chauffører i benzinselskabet

[8] Se Ester Pallesen: Tørv og Pædagogik, 1991 side 1f.

[9] se note 5

[10] Radio Høng: Fokus på Åmosen, juni 1991

 

Stokertørv og tørvebriketter.

Såvel æltetørv som skæretørv er en langsommelig måde at fremstille brændsel på. Efterhånden som krigen skred frem, blev behovet for mere hjemligt brændsel større, og den traditionelle fremstillingsform slog ikke til på trods af massiv indsats af mandskab og maskiner. Man måtte opfinde nyt. Svaret blev tørv i pulverform. Allerede i 1940 forsøgte man sig med det såkaldte stokkertørv. Først fjernede man overfladejorden på et stort fladt areal. Herefter harvede man mosefladen med en hesteharve på kryds og tværs. Herved løsnedes tørven i ærtstore stykker, der hurtigt tørrede. Dette blev derefter skrabet sammen og solgt som det var til forbrugerne. Det var billigt, hurtigt og nemt. Men det krævede, at forbrugerne havde specielle fyr. Det var kun de rigeste, der havde råd til at udskifte deres gamle fyrsteder. I Tv-serien Matador var det kun Mads Skjern, der fik anskaffet sig et stokerfyr, hvilket han snakkede med sin svigersøn om, første gang de mødtes.

 

I 1943 begyndte man at stampe smulden på nogle til lejligheden opførte fabrikker[6]. På den måde fik man tørvebriketter, også kaldet formbrændsel. En enkelt af de engang 22 fabrikker ligger her endnu, det er Nordisk Kabel og Tråds fabrik til genindvinding af kabelskrot i Undløse. Dengang hed den Birkegårdens Briketfabrik. I Stenlille anvender man i dag det gamle stampemaskineri til at lave cementfliser på. Fra 1947 var metoden med smuldharvning og briketfabrikker enerådende i Åmosen. Oprindelig var trækkraften heste. Da kunne man kun harve 1-1½ cm ad gangen. Senere kom traktoren til, og så gik man 5 cm ned. Det var uheldigt for arkæologerne, men godt for indtjeningen. Smuldet blev skrabet sammen med en omvendt sneplov, ofte lavet af gamle bildøre. Smuldsharverne fik 5-6 kr pr ton. Det var ikke meget, men arbejdet gik jo også hurtigt. Endnu i 70’erne fandt der en vis produktion sted af dette smuld. Store elever på Holbergskolen tjente en god lommeskilling herved. Men det var beskidt arbejde. ”Dit snot er sort en uge efter”, hævdede de. I dag er arbejdet i tørvene slut.

 

Arbejdet i Mosen.

”Er man først kommet godt over den første tid, så trøster man sig med, at strengere kan det i hvert tilfælde ikke blive”[7]. Strengt var det, og var man ikke i forvejen vant til at pukle, var det næsten uudholdeligt. Normalt var arbejdsdagen på 8-10 timer, men enkelte virksomheder kørte i to-holdsdrift, hvis de kunne skaffe læggeplads nok. De, der pressede citronen hårdest, havde kun et hold heste, der så måtte arbejde 16-18 timer i døgnet. De fleste behandlede dog hestene godt. De, arbejdere, der havde det hårdest, var naturligvis de, der kom fra København og andre byer, der lå så langt væk, at de måtte undvære familien i måske 14 dage ad gangen. Kun hver anden søndag kom de hjem. Dagene i Mosen gik så med arbejde og søvn. Fritid var der ikke meget af. De, der kunne, boede da også hjemme. Hver morgen i en lang periode kom en arbejdsløs murer cyklende fra Slagelse for at arbejde i tørvene, og tømrere, der byggede barakker til arbejderne, kom hver morgen cyklende på tandem fra Holbæk.

 

 

Disse barakker lå syd for Magleø. I dag ses intet ud over stedet.

 

Folk, der arbejdede her

Men hvorfor arbejdede folk her, når det var så strengt? Der var forskellige begrundelser. En af dem var arbejdsløshed. ”Det er bedre for konen, at se 60 kr om ugen end en sur ægtemand” sagde en, og man kunne også miste arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis man ikke tog det arbejde, der var. En anden begrundelse var frygten for at blive sendt til Tyskland og arbejde. Mange opfattede det også som en patriotisk tjeneste, som en måde at hjælpe fædrelandet på i den svære tid. Den holdning havde medicinstuderende Jørgen Pallesen f.eks.[8]. Ønske om at tjene penge eller at skaffe sin familie brændsel var naturligvis helt nærliggende begrundelser. Endelig havde store firmaer som Carlsberg, elværker og lignende et latent behov for brændsel, og kunne nok få nogle af sine arbejdere til at tage en tjans her, hvis alternativet var, at virksomheden måtte lukke. Efter at tyskerne havde opløst politikorpset kom endvidere mange betjente herud og arbejdede.

 

Mange tjente penge på tørvene

Tørvearbejdere skulle f. eks. have mad. Fru Bendixen, der ejede Hotel Postgården i Holbæk, havde slået et stort cirkustelt op ved det sydøstlige hjørne af Magleø, her serveredes både mad og øl, og når det gik højt, blev der om aftenen også arrangeret dans. Måske derfor blev det kaldt Vivex. Fedt-Ole havde et marketenderi helt ude ved Sandbanken og fik sine øl kørt herud fra Vivex, mens han selv leverede madvarerne. Han havde slagterforretningen på hjørnet af Karsholtevej og Skyttevej i Dianalund. I alt 40 var på kost her, så han tjente mange penge. Ved pengeombytningen efter krigen blev han pludselig hesteinteresseret og købte en hest.

 

Boliger

På Bodal kom folk fortrins udefra, mens de lokale arbejdere foretrak de mange små producenter. Forholdene på Bodal blev ret hurtigt tålelige, og de lokale folk boede hjemme, men indtil der blev bygget barakker ved Magleø og for de, der ikke kunne bo her, var boligforholdene kaotiske. Godt stillet var de, der kunne bo i pensionater, som Postgården i Niløse, men her kunne kun bo 12. Andre måtte tage til takke med privat indkvartering, og efterhånden som karlekamre og gæsteværelser blev fyldt op, var der lofter, kornmagasiner, en krog i en lade, et gammelt skur , hønsehuset og lignende ydmyge steder tilbage. Ofte kunne der bo hele familier sådanne steder. De, der ikke ville eller kunne det, var henvist til cementrør, jordhuler og telte på selve Åmosen.

 

 

Huset ”Hotel Postgården” ses stadig, men er i dag ikke pensionat. Det er et ombygget husmandssted midt i den idyliske landsby, Niløse

 

De sanitære forhold levede ikke op til nutidens standard: toilettet var i Magleøskov, vask og tøjvask foregik i Åmose å. Drikkevand kom ofte samme sted fra, men som regel kunne man få en spand fyldt i en af omegnens brønde.

 

Børn

Hvor mærkeligt det end lyder, var der børn i Åmosen i tørvegravningssæsonen. Ret mange endda. De boede som forældrene, i skure, telte og barakker. Når forældrene gik på arbejde om morgenen blev børnene ofte tøjret til skuret. De helt små børn kom med forældrene ud i tørvene og stod her i de sorte barnevogne i solskinnet. Når de skulle pusles eller have bryst, måtte moderen forlade tørvene lige så beskidt hun var og uden at kunne vaske hænder måtte hun skifte barnet og lægge det til sit uappetitlige bryst. Det gik naturligvis ikke, og en børnehave på Bodal blev oprettet. Op til 60 børn var der indskrevet i børnehaven og 10 i vuggestuen. Børnehaven fungerede fra 1944 til 1947. Børnene kunne boltre sig i havestuen til Bodal og i hele parken. Og hvad legede børnene så? Ja de legede ”at lave tørv”, hvad ellers?

 

Havestuen og parken findes stadig, men er i privat eje og kan ikke beses undtagen fra vejen.

Fritid

”Når man har puklet ni timer i Mosen, så har man kun lyst til at sove”[9]. Sådan følte mange det, de første uger i Mosen. Men man kan vænne sig til alt, selv det hårdeste slid kan blive en vane, og efterhånden opstod trangen til åndelige sysler. På regnvejrsdage og helligdage, måtte man også slå tiden ihjel. Kortspil og øldrikning var en yndet fritidsbeskæftigelse. Da Carlsberg var engageret i tørvegravningen, var der som regel let adgang til at købe øl, f.eks. i Vivex. Kortspil udviklede sig nogle gange til hasard, men så gik tiden jo. Nogle gik også til teateraftener på Bodals loft, der 1.6. 1943 blev indrettet til teatersal.

 

 

Loftet eksisterer endnu, men er i privat eje kan ikke beses. Der er heller intet at se ud over stedet

Transport af tørv

På grund af benzinmangel blev tørven ret hurtigt inde i krigen transporteret af Høng-Tølløse – Jernbane. Alle stationer på strækningen blev brugt. Bodal brugte Vedde, derfor blev der læsset flest tørv herfra.

 

 

Vedde station og området omkring den ser i dag næsten ud som dengang, selvom selve stationsbygningen i dag er privat beboelse. Læsserampe og omgivelser er næsten som den gang. Toget stopper stadig i Vedde, så man kan lave en togudflugt. Turen ud over Bodal mose er i sig selv en skøn tur

Til Bodal blev der anlagt et specielt togspor på 12 km.. Fordi Høng-Tølløse-banen var så vigtig for hovedstadens forsyning med brændsel, blev den aldrig saboteret[10]. I 1949 kunne banen sende godsvogn nr. 50ooo af sted.

Når vognene fra Åmosen kørte til stationen hændte det gang på gang, at de punkterede. Gummiet var jo mørnet og dækkene slidt helt ned. Et af de steder, hvor de kunne blive lappet, var hos blikkenslager Christoffersen i Niløse. ”Lille Hans”, boede ved siden af og levede af at reparere og lappe cykler. Han mente derfor, at han også kunne lappe bilhjul. Lille Hans var nærmest en dværg og stemmen var så fin som en kvindes. Men bilhjul var noget andet end cykelhjul. Heldigvis fik han hjælp af svendene hos Christoffersen, og opfindsomheden var stor. Var kanttråden knækket hamrede Christoffersen således en metalkant op og boltede den fast til ringen. Da man fik en kompressor, var pumpningen heller ikke længere et problem. Før havde Lille Hans kun haft en fodpumpe.

 

 

Christoffersens hus findes endnu, men er i dag privat beboelse. Den ligger i Niløse. Forretningen har en historie, der i sig selv er interessant. Sammen med Postgården og Købmandsforretningen hvor Erik Christensen arbejdede inden han blev tørvefabrikant og de nærliggende tørvegrave fortæller en god historie mundtligt såvel som skriftligt

 

De godsvogne, tørvene blev læsset i var alle lukkede vogne, selvom åbne ville have været mere praktiske ved læsningen. Hullet , tørvene skulle læsses ind af, var ret lille. Når vognene var lukkede, siger nogen, at det skyldtes, der kunne ligge lig eller afhuggede lemmer i bunden af vognen. I 1941 eller 42 så en her fra egnen en arm med et guldur i en sådan vogn. Han snakkede om at tage gulduret, men gjorde det ikke. En mere prosaisk forklaring på de lukkede vogne er, at tørvene ikke måtte blive våde. Men under krigen gik der mange rygter, og mange gisninger blev der gjort om både dette og hint. Lukkede godsvogne til tørvetransport kræver en forklaring for de, der skulle læsse tørv. Ovenstående forklaring blev accepteret af de implicerede. Kan vi også gøre det?

 

 

 

Copyright Lokalarkivet i Dianalund 2016