Skovgaards Erindringer

I lokalarkivet i Dianalund findes en stor samling af den lokale historie

 

 

Søg på lokalarkivets website:

Lokalarkivet

Keld Skovgaards erindringer

.

Skiftespor fra en tidslomme

af Keld Skovgaard fra Dianalund (En stationsbydrengs- krønike) red. 22.02. 2010

 

 

Jeg hedder Keld. Er født i en lille stationsby på Midtsjælland. Stationsbyen Dianalund, som circaligger midtvejs på privat jernbanen, Høng- Tølløse.

 

Dianalund by er opstået omkring denne jernbane og nærmest som en aflægger af Kolonien Filadelfia,- et epilepsi- hospitals område med, i min barndom, mere end 2000 patienter og lige så mange læger, diakoner, diakonisser, arbejdere og funktionærer. Hospitals- bygningerne havde bibelske navne som:Korshuset, Bethesda, Bethel, Marieboo.s.v., grundet i at stiftelse og grundlægning af Kolonien Filadelfia var sket udfra den indre missionske trosretning sidst på 1800 tallet..Grundlæggeren var lægen Adolph Sell. Der blev senere opført et nerve- sanatorium ude øst i Tersløse Bøgeskov. En dejlig stor bøgeskov, som omkransede stationsbyen i nord, øst og vest.

 

Der hvor den første hospitalsbygning blev opført boede lægen Doktor Adolph Sell selv i og der var ganske få patienter. I dag er huset revet ned og på grunden er der en placeret en kubisk mindesten for grundlæggeren. Bygningen blev revet ned i min barndom. For øvrig er mindestenen udformet og hugget af min igennem livet gode ven og musiker i mit orkester i 60.- 70. erne, guitaristen, basisten samt stenhugger Erik Stille, som også fik opgaven som stenhugger med at udforme mindestenen for. udenrigs- og statsminister Jens Otto Krag efter dennes død.

 

I denne lille stationsby, Dianalund, med dengang ca 4000 indbyggere (incl patienter på Kolonien, JM), blev jeg født den 12. August 1938 kl 10,00. Den lokale jordemoder hjalp mig til verden på første sal i soveværelset i mine forældres rødstenshus på Danasvej6.

 

Jordmoderen råbte ned til min far i skræder værkstedet” Skovgaard ,De har fået en dejlig søn” ”Ak, blev det en dreng,” sagde min far, ”så skal jeg jo sy bukser og tøj til ham hele livet.,””Jeg havde sådan ønsket mig en pige.”Min far havde forinden indgået et væddemål nede i byen barber- og frisørsalon,- et sted min far kom hver hverdagsmorgen igennem hans mere end 45 år i Dianalund. ” Jeg vil sku`godt se den dag du Skovgaardkommer trillende med en barnevogn,sagde byens barbermester“ . Det gjorde min far så kort tid efter, da han alene vidste, at min mor. Jensigne var gravid med mig. Det havde hun for øvrigt også været 12 år forinden, da min bror Kristian blev født, men desværre blev ham kun 3 uger gammel. Så efter 13 års ægteskab lykkedes det endelig at få en søn. Men da de så resultatet skulle de ikke have flere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mor Dianalund 1945. Det er kun husene syd for stationen, der er Dianalund. Byen var den gang så lille, at navnet ikke engang var med på et kort. Kolonien Filadelfia er større og landsbyen Karsholte, der nu er opslugt af Dianalund, eksisterede i bedste velgående. Familien Skovgaards første hjem i Dianalund, lå ved åen lige syd for tallet 29. Vejen, hvor Skovgaards senere byggede hus er så ny, at den ikke er med på dette kort fra 1945.

Mine jyske forældre

 

Mine forældre var begge jyder. Min far var ud af en hestehandler slægt med oldefaderen Madsen Skovgaard, Skovgaarden i Maarslet liidt syd for Aarhus ved Hørning. Denne Madsen Skovgaard må have været velhavende efter den tids forhold, for han forærede et kirkeskib til Maarslet kirke. Min faster Minna fortalte mig om det engang først i 80. erne, hvor jeg spillede på Hotel Hvide Hus i Ebletoft. Så min kone, norske Randi, og jeg kørte derud og så kirkeskibet med den flotte indskrift, på hvem giveren havde været.

 

Min farmor blev enke i en ung alder og sad alene med tre drenge og en pige på et lille boelsmand sted i udkanten af Hørning by mellem Aarhus og Skanderborg. Min far, som havde børnelammelse som lille dreng, blevdengang opereret,- men desværre fejl opereret i hasen i venstre ben, så hans achilles sene blev for kort og stram. Han måtte derfor ”humpe”igennem hele livet og jeg blev derfor som dreng kaldt humpe skrædderens Keld. Min far ville så gerne have været kok af uddannelse, men med det dårlige ben måtte han tage til takke med en læreplads hos byens skrædder i Hørning. Han blev dog en ret udemærket skrædder, meget patentlig og en omhyggelig fagmand / håndværker og mangen en søndag formiddag kom kunder fra næsten hele Sjælland og prøvede tøj, da han etablerede sig som skræddermester i stationsbyen Dianalund. Det var dengang hvor rigtige mænd skulle have vest og to par bukser til jakkesættet. Mange af fars kunder var landmænd. Nogle lidt skrutryggede, så ekstra vat måttet lægges i skulderne, for at det skræddersyede tøj kunne sidde så perfekt som muligt.

 

Under 2. verdenskrig, hvor det kneb med at skaffe stoffer, rejste min far med toget til København for at besøge grossister, for vi havde ingen bil, da et kørekort til invalidebil kun kunne tages i København dengang.Men derinde købte min far stoffer, og betalte kontant og mange kunder kunne så få nyt skrædder syet tøj.

 

Stoffer var en absolut mangelvare lige efter 2. Verdenskrig.Et sæt skræddersyet tøj var der en vis status ved at eje dengang og vel også endnu i dag.Nogle kunder gik det nemmere for, hvis der i betalingen kunne inkluderes en halv gris, husker jeg.

 

Senere i livet fik min far og mor dog hver sin nye knallert og kørte mange søndags ture rundt på Sjælland og ofte med en papæske med prøvetøj bag på knallert bagagebæreren.

 

Min mor kom fra landsbyen Ugelbølle nedenfor bakken til Rønde på Djursland. Ud af en børneflok på 11 med 9 piger og 2 drenge. Hendes far var murer- arbejdsmand og om vinteren vejmand og hed Jens. Så lokalt blev han kaldt Jens Vejmand og sad rigtigt nok bag en skærm om vinteren og slog skærver.

 

Han spillede på harmonika og samlede tit på sommer aftener byens ungdom til dans ved landsbyens gadekær, hvor morfar og mormor havde deres lille røde murstens hus. Jeg regner med. at det er fra ham, jeg har arvet mine musikalske evner. En musikalsk sans, som har givet mig mange glæder og bragt mig mange steder rundt iDanmark, Skandinavien, Europa ja hele verden faktisk.

 

Min mor hjalp som 6 årig sin mor med at malke køer på de lokale gårde, inden hun gik i skole om morgenen og som lidt ældre gik til præst i Mørke,- 14 km fra hjemmet på gå- ben flere gange om ugen. Det var som om, at det gå til præst var meget vigtigere dengang end at gå i skole og min mor gik da også kun i skole hver anden dag. Hun lærde dog at læse, skrive og regne og var senere i livet den der førte min fars regnskabsbøger i skrædderiet, hvor også indlevering til kemisk rensning at tøj fandt sted til en fabrik i Tølløse. De sagde der, at min far var deres største kunde.

 

Denne regnskabsføring gjorde min mor indtil jeg kom i handelslære og lærde bogføring på handelsskolen i Ruds- Vedby, så lavede jeg bogføringen.

 

Min mor forkælede mig meget som barn, og også som voksen, og tålte ikke en vind rørte mig, før hun tog mig i forsvar. Jeg var faktisk en rigtig møg forkælet unge, kan jeg se i dag. Altid i skræddersyet tøj, matrostøj, blazere med guldknapper, fine vindjakker med stropper og i mine danseskoleår i lilla bukser med høj linning og perlemorsknapper forneden. Da jeg er lidt hjulbenet, var det nok et kosteligt syn, men netop de smarte bukser skaffede mig mange”kærester” dengang som 12- 13- 14 årig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Keld ca. 14 år

 

Min mor og far var nogle rigtige slidere hele livet igennem. Utroligt at min mor blev næsten 96 år. Det var seje jyder dengang. Hun kom efter sin konfirmation ud at tjene i huset. Blandt andetpå Bjødstrup Mejeri på Djursland. Mejeribestyreren fik efter nogle år job på Sjælland og min mor fulgte med over på Djævleøen,- nærmere til Svebølle på Kalundborg egnen og senere blev hun ung pige på Viskinge Kro og derefter på en ret stor gård, Lundebjerg gården på Niløse egnen. 3 km fra Dianalund.

 

Min far, der var udlært skræddersvend dengang i 1924, fik af en af min mors søstre at vide, at Jensigne, hun var skam rejst med mejeribestyreren til Sjælland. Min mor og far havde truffet hinanden, da min far var skræddersvend i Feldballe på Djursland, ved et bal på Femmøller badehotel ved Ebletoft bugten. Og skønt min far var noget handikappet med sit venstre ben, klarede han dog at danse og holde balancen ved hjælp at søjlerne i hotellets bal sal og scorede så Jensigne, troede han.

 

Martinus, som min far hed rejste derefter til Sjælland, hvor han fik arbejde nær Jensigne i landsbyen Niløse på Midt Sjælland hos skræddermester Mikkelsen. Han havde en tosset kælling fortalte min far mig senere i livet. Hun lavede elendig mad så i 1925 den 6. November giftede min far og mor sig i Niløse kirke og gårdejeren på Lundebjerggården holdt brylluppet for dem i alt enkelthed, men dog en fantastisk gestus for deres unge jyske pige på gården og skræddersvenden fra Hørning i Jylland. Men ingen af familien på begge sider kom over til brylluppet, hvad nagede mine forældre hele livet,- men rejsen dengang i 1924 var nok for lang og for dyr for familier i små kår.

 

Året efter i 1925 flyttede Jensigne og Martinus Kristian Madsen Skovgaard ind til Dianalund by i en lejet lejlighed i Karsholte i huset Åbo, lige over for byens å, Bjørnevad å. Min mor fortalte mig, at min far ankom til hende med en lille kuffert og 24 par sure sokker,- alle med store huller i. Da de skulle melde sig til i kommunen, der dengang hed Tersløse- Skellebjerg kommune skete dette hos sognerådsformanden, gårdejer Johannes Petersen i Tersløse. ” Vi ved ikke rigtig, om vi vil have dig og Jensigne i kommunen, ” du har jo et handikap, så vi kommer vel til at forsørge dig resten af livet, ” sagde Venstre sognefogeden. Disse ord sad i min far resten atlivet. Da han blev 67 år i Oktober 1972 og modtog sin første folkepension, græd han. Det var og blev de første penge han i hele sit liv havde fået fra det offentlige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martinus Skovgaard fotograferet i slutningen af 60'erne

 

Desværre døde han kort tid efter i December 1972 af lungekræft. Han røg hver dag 10 cigarer Advokat eller Tributo. Sidstnævnte mærke var under krigen med dårlig papirblad om, fyldt med tjære.Min far lagde kun cigaren, når han spiste og når han gik i seng. Han havde et askebæger på natbordet, husker jeg. Jeg var dengang i 1972 ansat som fuldmægtigog regnskabsmand på Holbæk Amts Venstreblad i Holbæk. En aften i November lige inden jeg skulle til ledelsesmøde på Venstrebladet, ringede min barndomsven Per Philbert, som havde overtaget sin fars lægepraksis og måtte desværre meddele mig, at min far kun havde kort tid tilbage at leve i. Han havde fået kræft i lungerne efter de mange års rygning af mindst 10 cigarer dagligt. En kemobehandling på Rigshospitalet i København havde ikke hjulpet og kun givet ham krøller i hans stride sorte hår.

 

Med denne triste meddelelse måtte jeg så gå til ledermødet på avisen og var nok ikke særlig koncentreret den aften. Min kone Connie og jeg besøgte så Dianalund mere ofte end ellers i tiden efter denne triste meddelelse. Min far og mor kunne ikke forstå, hvorfor vi nu pludselig kom så tit hjem. Min barndomsven Per havde rådet mig til ikke at fortælle min far og mor om hans triste skæbne, hvilket man nok ikke gjorde dengang i 70. erne. Men min far, der var en stille, venlig, afbalanceret og rolig håndværksmester, tror jeg vidste besked om sin skæbne og holdt det for sig selv. Da jeg selv i 2003 kom i en lignende situation tænker jegi dag meget på, hvor forkert man dengang og endnu den dag i dag behandler og omgåsinformationer om kræft.

 

Min far blev først i December 1972 indlagt på Centralsygehuset i Holbæk og sagde til os pårørende, at det nok kun var en slem omgang bronkitis., da han hostede meget. Men vi og sikkert ham selv vidste bedre. Min far og jeg saden aften først i December og så en boksekamp med Tom Boks. Det var den sidste aften, som jeg var sammen med min far. Den næste morgen ringede man fra sygehuset og sagde, at vi skulle komme omgående. Vi, det var min mor, som boede hos os i Dalen 11 i Holbæk i vort gårdhavehus mens min far var indlagt, min kone Connie, som gav min mor en beroligende pille og og jeg, vi tog straks ud på sygehuset. Min fars lunger var klappet sammen og i hans sidste stund sad jeg og min kone ved hans seng, holdt ham i hånden og mærkede hans hånd hårde tryk, idet han spændte sin krop og åndede ud. Desværre klarede min mor ikke at sidde ved siden af sin mand gennem 47 år i hans sidste stund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sølvbryllup 1950

 

 

Om livet i Dianalund dengang

 

Stationsbyen Dianalund blev fra 1898 opbygget omkring epilepsi hospitalet Kolonien Filadelfia, som tidligere nævnt og under den 2. verdenskrig som udlastnings stationsby for tørv og briketter fra den nærliggende kæmpe tørvemose, Åmosen, som strakte sig fra Stenlille i øst til Bromølle i vest i en bredde af 5 km og en længde af ca 15 km.

 

ByenDianalund ligger ca. 14 km nord for købstaden Sorø. Omkranset af skov på 3 sider og opkaldt efter jagtens gudinde Diana. Har derfor i dag pil og bue i sit byvåben og er i dag 2008 stor kommune med mere end 7000 indbyggere og nu sammenlagt til Sorø Kommune.Byen har et indkøb- og butikscenter, hvor idrætsforeningen havde boldbaner i50.erne med Kolonien Filadelfia som nabo og byens kommunekontor, kaldes nu et rådhus, som ligger ved siden af centret. Byens omegn er nok mest kendt for landsbyen Tersløse hvor digteren, forfatteren Ludvig Holberg havde sin sommerbolig på Tersløsegaard. Og så er egnen landskendt for sin store menighed af Indre Missionske troende mennesker. Denne mission prægede hele egnen i min barndom, hvor befolkningen var strengt opdels i de ”missionske” og de andre.

 

Mine forældre var blandt ”de andre”. Min afdøde far og mor i himlen ville nok få et sjok, hvis de vidste at deres søn nu nede i Spanien sommetider er kordegn og beder indgangs- og udgangs bøn og deler nadverbrød ud med ordene ” dette er Jesus Kristi legeme” i Margrethe kirken i Fuengirola på Costa del Sol, men at han samtidig er reserve organist på kirkens orgel og spiller på kirkens store flygel til bl.a. sangaftener og andre kirkelige arrangementer, hvor biskopper, ministre og andre kirkefolk er til stede ville nok være mindre overraskende for dem.

 

Når jeg i dag som 71 årig ser på min barndomsby Dianalund, vil jeg nok sammenligne den i 1940 - 50 erne med et lille Korsbæk, byen kendt fra TV serien Matador. Selv om byen kun havde de få tusinde indbyggere var den opdelt som et rigtig klassesamfund med flere sociale klasser. Der var de akademisk uddannede, som læger, præster og dyrlægerFabrikanterne som fx. en brødfabrik,en maskinfabrik. Handelsstanden som købmænd,gartnere, manufakturhandlere, slagtere m fl. Håndværksmestrene som mekanikere, snedkere, skomagere, sadelmagere og skræddere.En af de 2 skræddere i byen var min far. Derefter i rangstigen kom så håndværkssvendene, kommiser og andre faglærde og så arbejderne og de ufaglærte nederst i byens rangorden. For mange af de ufaglærdes vedkommende kunne disse finde arbejde inde på Kolonien Filadelfia, som var en hel by i sig selv. Der var læger, diakoner, diakonisser og folk som arbejdede på værksteder, i gartnerier, køkkener og de andre servicefaciliteter som murere, elektrikere, vognmænd med deres hestetrukne vogne, alt som var nødvendigt for det store hospitalsområde med mere end 20 store hospitals-bygninger , egen kirke, festsal og fodboldbane.

 

PåKoloniens værksted for syning af uniformer, nederdele, bukser og frakkertil diakonisserne (søstre blev de kaldt) fik min far arbejde i 1926, da han var træt af fru skræddermester Mikkelsen meget ensartede, og efter hans smag, kedelige mad. Min mor arbejdede nu for hospitalets malerfirma og da hun var en rigtig slider og far en yderst dygtig skræder svend blev snart hele mors løn opsparet til køb af en lokalt velplaceret byggegrund på ca. 1000 m2, på Danasvej 6, lige midt i byen. For den dengang store sum af6000 kroner.

 

Her byggede Jensigne og skræder- svenden Martinus Kristian Madsen Skovgaard deres rødstens murermester hus efter samme arkitekttegninger som byens murermester Erik Christensen selv havde brugt til sit egen nys opførte hus på Dr. Sellsvej

 

I dette hus på Danasvej 6 begyndte min far som selvstændig skrædermester og det hus blev mit elskede barndomshjem. Et rødstenshus med kælder og første sal. 2 mindre stuer blev det til. Min far skulle jo have skræder værkstediden store stue ud til vejen og nærmest husets indgangsdør.

 

Et langt stort skræder bord, hvor min far sad med benene over kors, røg sine mange daglige cigarer og mor om eftermiddagen i midten mellem far og en skræder svend ved navn Martin Wilhelmsen for enden af bordetHan var næsten 190 cm høj og sad også med benene i kors. Martin var hos os i mere end 30 år. Han var oprindelig fra Tønder og tidligere epilepsi patient på Kolonien Filidelfia. Martin boede hos os på et lille værelse ved siden af mit drengerum på første sal,- fik kosten, lommepenge og senere logi på byens hotel i hvis nærhed byensjernbanestations var. Her passede Martin i sin nok sparsomme fritid nøje på alle ankomne og afgående damp- og skinne bus tog. Kendte hvert togs tider, passede garderoben på byens hotel når der var fester, og dem var der mange af dengang i 40- og 50 erne. Martin rejste, da min far døde væk fra byen til en lejlighed i Næstved.

 

Byens sociale liv var som sagt opdelt i klasser. Min fars klasse var håndværksmestrene. Men mine forældre meget sammen med folk, så som en forsikringsmand ved navn Mortensen en fabrikant og en sælger ved navn Svendsen samt en bagersvend Henry Petersen og en skomagermester Johannesen. De kom alle i hinandens hjemog min far kom som reglen uanmeldt på søndag formiddage i deres hjem. Så gav husets frue kaffe, læssede med snak af på min far, der var en fåmælt, stille og en meget tålmodig lytter, blot han fik sin cigar og en kop kaffe. Men ellers inviterede man hinanden på middage med tre retters mad, øl og sodavand eller på aftalt aftenkaffe dengang skræderen fik et sort og hvids fjernsyn først i50.erne. Rød- og hvidvin drak man kun i de meget rige hjem og kun til de større fester.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mor og søn ca 1945

 

Min mor var hele livet med i en damesyklub bestående af nogle af byens damer. De var sammen en eftermiddag om måneden i hinandens hjem. Trods et helt liv sammen kendte man ikke hinandens fornavne, men blev altid omtalt og tiltalt med sin mands titel og efternavn. Man var fru skrædermester Skovgaard, fru mejeribestyrer Sørensen, fru overdiakon Stubkjær o.s.v.

 

Hos forsikringsmanden Mortensen ude i Karsholte sad min far mange gange på en havebænk søndag formiddage i godt vejr og ventede sammen med Mortensen på, at agent Mortensens konkurrence brevduer skulle vende hjem fra konkurrencen flyveturen. Det endte da også med at min far selv fik et hold brevduer af en mand som de altid kaldte Strasser- Hans. Han havde den type duer.Min far byggede selv et dueslag– men hvem tror I måtte passe duerne i det daglige- min kære og arbejdsomme mor.En gang som dreng. da jeg fik nogle kaniner sørgede jeg ikke for, som lovet, at plukke mælkebøtter ude på Danasvej, som dengang ikke var alfalteret, til dem hver dag, men overlod dettte job efter en kort tid til min mor. Det endte med at vi spiste dem til middag en søndag, så var det problem løst.

 

Udover kaniner havde vi i mit barndomshjem næsten altid en kat. De hed igennem årene alle Plevs og levede alle en kats selvstændige liv. Een Pjevs var lidt speciel. Den gjorde kun fra sig over risten nede i vaskekælderen og fulgte med os, når vi gik til købmanden og bort om aftenen. Ventede tålmodig udenfor og fulgte os så hjem. Denne Pjevs blev desværre overfaldet af nabodyrlægens Schæferhund. Pjevs brækkede ryggen og måtte aflives af dyrlægen, som dog i dette tilfælde gjorde det uden honorar.

 

Min tidligste barndom

 

Før jeg kommer for godt i gang med at fortælle mere om mit liv i Dianalund vil jeg gå tilbage til min tidligste barndom og fortælle, hvad jeg husker bedst fra den tid.

 

Som enebarn var jeg godt nok noget forkælet. Dengang kunne man få patienter fra Kolonien i dagpleje. De arbejdere i hjemmet, sov på hospitalet og man fik vist nok penge for det. Min far og mor havde 2 eller 3 sådanne damer fra Kolonien. Een af dem mødte jeg senere i livet. Hun hed Frida og min mor fortalte mig senere at disse piger / damer nærmest sloges om at køre tur i barnevogn med bette Keld. Jeg vil godt tro, at jeg var meget urolig som lille og den anale periode måtte jeg da også igennem. Min mor kom en morgen ind på mit værelse, hvor jeg havde oversmurt tapetet nærmest tremmesengen, så langt jeg kunne nå med min afføring. Puh ha da. Mine forældres kælder blev også en overgang lejet du som byens tekniske skole og med lokum lige ved siden af.

 

For at styre min hyper energi som 5 årig havde mine forældre fået opsat et hegn, som lukkede for adgangen fra baghaven ud til den offentlige vej. Det blæste Keld da på. Kravlede over hegnet og måtte findes igen nede ved jernbanelinien, siddende klods op ad sporet og ventende på at hjælpe banearbejderne med sin lille skovl. Det blev til mange ture på baneformandens 3 hjulede baneskindecykel. Min mor opdagede, at jeg var kravlet over hegnet og hentede mig hjem. Detgjorde hun også mindst 2 gange til nogen tid senere. Den første gang var da cirkus Benneweis var i byen. Jeg skulle altid være der, hvor der skete noget. Den sommer under 2. Verdenskrig i 1943 rejste den kendte filmskuespiller Bivognen fra Fyrtårnet og Bivogns filmene, Madsen med dette cirkus. Jeg havde hørt om ham skønt biograf i byen kun var en månedlig begivenhed med en mobil rejse biografhenne på byens hotel.Ham Bivognen skulle jeg da se og begav mig ud til cirkuset, som opstillede ude på Karsholte marker. Her hjalp jeg en staldkarl med at fodre ponyhestene, fik en fribillet og så Bivognen om aftenen uden at have fået lov af mine forældre. Jeg blev så glad for cirkuslivet at da cirkus Benneweis rejste tidlig næste dag til een af nabobyerne, Stenlille fulgte jeg med, holdende een af ponyerne i halen. Jeg kom dog ikke længere end til Vedde, ca 4km fra Dianalund, hvor jeg på cykel blev hentet hjem af min mor. Hun kunne jo ikke forstå at Keld ikke kom hjem kl 12 til middagsmaden og hørte så udebyen;”Jamen Keld er da på vej med cirkus Benneweis ud af byen, holdende en ponyhest i halen ”. Jeg har for ret nylig haft kontakt til Diana Benneweis. Jeg læste bogen om hendes liv og skrev et brev til hende, hvor jeg fortalte om denne episode og roste hendes bog og den ærlighed hvormed den var skrevet. Vi skulle så mødes ved lejlighed, når jeg var hjemme i Danmark, hvad vi så gjorde i 2004, da Bennewies lå i stationsbyen Borup.

 

Det var nok rødderne tilbage til min oldefar hestehandler Madsen Skovgaard, som rykkede i mig.

 

Cirkusgenet og de mere kunstneriske evner kom fuld til udtryk i min tidlige barndom, hvor jeg legede meget cirkus hjemme på vor græsplæne. Et lille cirkustelt blev lavet af gamle tæpper og artist rollerne som klovn, tryllekunstner, dresseringen af vor kat og som cirkusmusiker udfyldte jeg alle selv. Byen børn kunne se min lille forestilling for fem eller 10 øre. Sådan tjente jeg mine første penge i show business som8- 9åriginden jeg senere i livet omsatte millioner på musikken og på impresario virksomhed.

 

De andre gener jeg har måttet slås med i livet på godt og ondt er nok generne fra min morfar,Jens Laursen i Ugelbølle, som spillede harmonika. Det blev også til en harmonika for mig.

 

Den vej vi boede på var en stille villavej midt i byen. Naboerne var en tandlæge og en dyrlæge, på en ene side. De boede i nogle af byens største huse, firkantede, rødstensvillaer med garage i underetagen og med mit barndomshjem lille ved siden af. På den anden side boede en post og overfor en grisehandler og forsikringsmand ved navn Mortensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skovfogedhuset på Seehusenvej, som Keld må have set mange gange, da det lå bag hans hus

 

På denne vej og i den nærliggende skov legede og levede jeg. Med min lille skovl gik jeg som 5 årig hen til en byggeplads, hvor man udgravede til et af byens senere større huse med boghandel, bank og manufakturforretning. Jeg tilbød min arbejdskraftmed min lille skovl til udgravningen og fik mangen en sodavand for ”min store medhjælp”.En dag på Danasvej ridsede jeg dybe spor i grusvejen. Når folk så spurgte mig ” Hvad laver du Keld? ” svarede jeg.” Jeg ridser op til sporvognsskinner, for vi skal have sporvogne i Dianalund” ,sagde jeg.Det blev det dog ikke til, men et rødt og grønt færsels- blinklys kom der dog senere nede ved byens rådhus ved en befærdet korsvej.

 

Efter af have set et engelsk nedstyrtede jager- fly ” live” ude i Skellebjerg, hvor vi cyklede du en søndag begyndte jeg at tegne flyvemaskiner i alle afskygninger lige fra flyvende fæstninger, bombefly til kampjagere som Spitfires på al det ternede tegnepapir, som jeg kunne få fingrene i. Mange luftkrige blev udkæmpet oppe på mit drengeværelse i den tid og live kunne man se flystriberne langt oppe på den blå himmel og det satte fantasien godt i gang. Ligeledes var ugebladene som Billed Bladet og andre fyldt med fotos og skrækkelige reportager fra de tyske KZ fangelejre og beretninger fra krigsfronten. Det var meget sjokerende at se for en lille dreng på 4-7 år Under krigen var det lidt farligt at færdes på byens gader om aftenen og een aften, da vi hørte skyderi i byen blev min far og jeg lidt nysgærrige og måtte ud at se, hvad der foregik. Da vi gik på Stationsvej, min far med sin uundværlige stok med gummidup på skød hippo folkene skræmmeskud efter os og jagede os ind på byens jernbanestation, sammen med andre af byens borgere. Her måtte vi så stå i flere timer, før vi fik lov til at gå hjem. Min stakkels mor var bange og blev det især da ikke hendes mand og lille søn kom hjem til sædvanlig aften kaffetid kl 20,30. Det endte dog godt, men hver gang det ringede på vor hoveddør blev vi bange. Min far lukkede op og blev udspurgt af de tysker venlige danskere ved døren ” Hvad synes De om tyskere og krigen?”. Det havde min far absolut igen kommentarer til. Man havde bedst af at holde sin mund og meninger for sig selv i disse år, Aftenen den 4. Maj 1945, krigens afslutning, huskerjeg tydeligt. Min mor var på vej ned ad kældertrappen med en bakke fuld mad til viktualiekælderen da meldingen lød over radioen;”General Montgomery meddeler at de tyske tropper har overgivet sig i Holland, Nordtyskland og Danmark“ . Min mor blev så forskrækket, at hun tabte bakken med mad. Men alle blev glade og vi tændte straks levende lys i vinduerne og rev de sorte mørklægningsgardiner ned.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rasmussen og Feltberg på kommunekontoret i Dianalund. Rasmussen var frihedskæmper og blev taget af tyskerne i de dage, Keld Skovgaard fortæller om ovenfor.

 

Sommerferierne som barn

 

Efter krigen blev det igen mindre risikabelt at rejse. Det var jo før charterferiernes tidsalder og en lang dagsrejse dengang fik fra Dianalund til Aarhus. Først måtte man tage en rutebil de 45 km til Kalundborg og da den standsede ved hver lille bys brugs eller købmand på vejen tog en sådan busrejse det meste af en formiddag. Kl 11,30 sejlede Kalundborg- Aarhus færgen via Samsø til Aarhus, hvor man ankom sidst på eftermiddagen. Så var den dag gået og det man frygtede mest på turen var et evt. blæsevejr og den elendige kaffe, som de voksne drak på færge. Jeg var iført flot skræddersyet blazer med guldknapper (overskud fra en ØK maskinmester uniform) så da billettøren så mig blev jeg inviteret op på færgens styrebro hvor kaptajn, styrmand og den øvrige besætning sagde at en sådan fin blazer ville de også gerne selv have. Hvor jeghavde fået stof fra og hvor jeg havde købt den? ”Den har min far da syet,” sagde jeg med selvfølgelighed. I Aarhus havde jeg mange mostre, fastre, farbrødre og onkler og vi var derovre i Aarhus, Ebeltoft, Aalborg eller i Hørning i mange somre fra 1946 til jeg ikke gad rejse mere sammen med mine forældre i 15- 16 års alderen. Skrædderen med hans lille familie skulle rigtig føre sig frem og vise at de var rigtig borgerlige og havde fint tøj og råd til en rejse værk fra skræderiet i 2 uger om sommeren. Så passede skræder svenden Martin butikken og Martinus og Jensigne var glade. Jeg havde meget glæde af mine kusiner og fætre på disse ferier. Jeg kom til stranden, i tivoli Friheden, til bypark underholdning i zoologisk have. Det sidste sted blev jeg som 7 årig væk fra mine kusiner Lis og Birthe og måtte køres hjem af politiet på en Nimbus motorcykel med sidevogn. Jeg kunne da huske, hvor min morfar og mormor havde deres kolonihavehus i Katrinelunds parken.. Her kørte betjentene flot op foran havelågen og afleverede bette Keld til en noget undrende kaffe drikkende storfamilie. Mine kusiner var ikke kommet hjem endnu, men kom dog senere og var sure og forbavset, da de hørte at jeg var kørt hjem af politiet og de måtte tage 2 bybusser.I Aarhus på Langelands gade boede min moster Mary og lige overfor var der mange træbarakker indrettet til en tysk flygtningelejr med højt pigtrådshegn omkring og vagtposter og hvilkenstank. For hele området lugtede af kålrabi suppe. Kålrabi kendte jeg fra, når vi legede i Tersløse skoven og løb ud på bøndernes marker og stjal en kålrabi og spiste rå. Det var rigtig krigsmad for en dreng, syntes vi men nok ikke tyskerne, som nok fik det næsten hver dag i Aarhus.

 

På den tidvar jeg plaget meget af en slem hudsygdom med navnet psoriasis. Min far havde det hele livet og mit var slemt med store væskede sår eller tørre skæl skorper på albuer, knæ og i hovedbunden, ja i 10 års alderen over det hele. Jeg så ikke ud og i sommeren 1948 måtte jeg indlægges på Rigshospitalet i København. Her lå jeg i hele 2 måneder og gik tjærebade, piller og lys behandling. Det var i tiden under de olympiske lege 1948 i London. Vi lå 16 personer på stuen 15 voksne mænd og så lille jeg. Men vi havde en stor Bella radio i vindueskarmen og hørte hver dagreportager og nyt om svømmepigen Lille henrivende Inge, Det danske fodbolds landshold (som for øvrigt fik bronze) og de andre danske sportsudøvere. Så på den måde gik de 2 måneder lidt lettere. Mine forældre kunne jo ikke komme så tit og besøge mig. Dengang var der langt fra Dianalund, via Tølløse via Roskilde med tog og derefter med busser ud til Rigshospitalet. Men professoren sagde trøstende til mig ved udskrivningen,”Du kan måske voksne dig fra det, få godt med sol og bad i saltvand så meget du kan ”Og det gjorde jeg så. Og heldigvis som 13- 14 årig, da jeg automatisk skiftede blod i kroppen forsvandt psoriasisen som dug for solen og jeg har ikke været plaget af det senere i livet. Og skønt min tidligere svigermor også havde det i hele livet har heldigvis ingen af mine børn arvet denne sygdom.

 

Skoletiden

 

Så kom min skoletid. Da jeg jo var født den 12. August var jeg 8 år før jeg kom i skole i sommeren 1946. Påselve min fødselsdag begyndte jeg og da man dengang begyndte skoleåret nøjagtig den 12. August fik jeg i min barndom aldrig læst nogen historie på denne dag, som nå mine andre klassekammerater havde fødselsdag. . Ak ja. Skolen var en lille forskole med kun 2 klasser og een lærerinde, frøken Enemark hed hun. Hun lærde os børn at sætte vore sko pænt udenfor ognøje 2 cm fra fodpanelet. Det har fulgt mig hele livet og da hun på sine gamle dage lå syg og døde i en høj alder, stadig som frøken på det lokale plejehjem Degneparken, hvor også min gamle mor boede indtil hendes død i december 1998, besøgte jeg frøken Enemark der og erindrede hende om det med skoene.

 

Efter kun 1 år i denne forskole måtte mine forældre lade mig skifte skole. Der var for små skoleforhold i byen dengang i 40. erne på trods af dens størrelse. Forældre i Dianalund, Karsholte og diakonernes-og funktionærenes børn fra Kolonien Filadelfia måtte indskrives i private skoler. Jeg og mange helt til Høng på Høng Privatskole, hvortil man tog lokomotiv toget hver morgen klca 6,45 med ca en times kørsel til Høng via Skellebjerg, Ruds- Vedby, Kulby og til Høng. Fordelen med denne køretime var,at man kunne indhente noget lektielæsning i toget frem og tilbage. Jeg var ikke retflittig eller ej særlig dygtig i skolen. Havde svært ved at koncentrere mig, stavede elendigt, var nærmest ordblind og var samtidig kejthåndet. Dengang måtte man ikke lære at skrive med venstre hånd. Vedrørende ord blindheden entrerede min far sigmed byens bibliotekar, frøken Hansen,som mod at få syet en nederdel snart lærte mig at stave og 10 år senere sad jeg såmænd på en avis og læste korrektur uden problemer. Hver gang jeg i dag læser en bog, og jeg læser ret mange, ser jeg nu straks en hver stavefejl, hvilket irriterer mig, når jeg læser bøger, som næsten alle har disse fejl i vore dages næsten automatiske computerbogfremstilling.

 

Lange skoledage blev det til. Først gik jeg på Høng Privatskole hos rektor Skovdal og senere på Høng Private Realskole hos fru rektor Dolleris. Allerede dengang fulgte det med musikken mig. Når vi een gang årligt havde skoleudflugt blev jeg tvunget til at tage min harmonika med og spille i toget ud og hjem og ellers slæbe på den forbandede tunge harmonika spillekasse i Zoologisk Have og Tivoli hele dagen. Også når skolen havde den årlige skolefest, måtte jeg op på de skrå

 

brædder og spille og agere f. xsom prins iskolekomedien ” Hønsedrengen” og jeg skulle endda kysse dyrlæge- naboens datter, Ena.Hun var et adoptivbarn, adopteret fra hendes mors søster, en kendt skuespillerinde og hendes rigtige far er, og var een af landets populæreste skuespillere både kendt fra film og fra det kongelige teater, har jeg senere i livet fundet ud af.

 

Jeg var hvis den eneste ,der turde synge og kysse i en alder af de 10- 11 år Ak, igen de gener

 

At være barn og ung dengang i Dianalund:

 

Det var virkelig en meget aktiv barndom og ungdom jeg havde i Dianalund.Der var mange aktiviteter og alt skete inden for en lille radius af få kilometre. Byens hotel lå lige over for stationen ogbare 2 minutters gang fra mit hjem på Danasvej. På dette hotelskete der noget hele tiden. Gymnastik, danseskole, rejsebiograf, enugentlig rejse tandlæge fra Sorø, fester som dilettant- forstillinger og omrejsende teaterselskaber med efterfølgende baller, juletræs fester, fastelavns baller, andespilo.m.m.

 

Jeg oplevede en gang som 5 årig at sidde på skødet at den kendte skuespillerinde Else Marie i en teaterforestilling med et omrejsende teaterselskab. Nogle år senere overnattede samme skuespillerinde en nat hos mine forældre og hendes kollega Hans Kurt hos byens anden skræddermester Sørensen, hvor vi så alle spiste morgenmad sammen. Man spillede Sommer i Tyrol ude på herregården Bodal en sommeraften. Jeg har senere i livet talt med Else Marie, da jeg drev impresario virksomhed i Holbæk fra 1961- 1980. Jo,- hun kunne da godt huske skrædderens lille Keld fra Dianalund, ”er det virkelig dig som ringer,”sagde hun.

 

Der blev spillet megen amatørteater i byen. Både af vi børn og byens borgere. Vi børn blev instrueret af byens lægefrue fru AasePhilbert og der var altid mange tilskuere til sådanne forestillinger på byens hotel. Ellers gik vi på danseskole og jeg lige fra jeg var 5 år og dansede med naboens datter Ena, hende med de flotte slangkrøller og jeg blev nådigt accepteret som dansepartner. De var lidt fine på den. Jeg havde jo altid så fint matrostøj, skræddersyede bukser og jakkesæt på..

 

Danseskolen var altid med en danselærer fra Slagelse. Først Fru Aase og senere Erik Jensen. De brugte datteren Else fra hotellet som assistent. Det var jo det billigste. Vi dansede standarddanse som quickstep, slowfox, tango,wienervals men også sydamerikanske danse som samba, rumba og paso double. Til årets afdansningsbal, som var det helt store lærde vi Lancier og andre finere selskabsdanse. Det er kommet mig til gode senere i livet. Der blev også holdt danseturneringer, hvor vi rejste i bus til andre byer som Slagelse, Sorø og helt ned til Nykøbing Falster. Mine dansepartnere fra da jeg var 12- 15 år var savværksejeren Jespersen ene tvillingedatter Birthe og mejerist Sørensen, Stenlilles datter Birgit.

 

Da vi blev konfirmeret var det ungdomsgilderne der var sagen. Savskærer Jespersen havde foruden de 2 tvillinger Trude og Birthe byen største grammofonanlæg, billardbord og en kæmpe spisestue. Her holdt vi ungdom meget til. Dansede, krammede lidt og legede mørkeleg. Her sad pigerne på skødet af drengene, lyset blev slukket. Så skulle man gætte hvem, der satte sig på skødet af en.

 

Men de drengepiger med kortklippet drengehår, vi få år forinden, havde leget røvere og soldater med ude i Våse skov og nede i Tersløse bøgeskov, sloges med, siddet på maven af eller de på maven af os drenge var nu pludselig kommet i pubertetsalderen og havde små ømme bryster så det med kram og kys holdt pludselig op. De blev flove og vi drenge vidste jo også godt hvorfor. Det var jo også begyndt at rykke i os drenge i den alder.

 

Få år forinden legede vi meget i bøgeskoven. Byggede indianerhytter, skød med pil og bue og kastede spyd og var bestandig i krig med børnene fra Kolonien og dem ude fra Karsholte.

 

Store bandekrige blev udkæmpet med slangebøsser og hvis vi Dianalund drenge var ved at tabe krigen flyttede vi fejt vort forsvar hen foran købmand Hoff Nielsens vinduer. Men stenene fra slangebøsserne holdt ikke op trods udsigt til at smadre købmandens vinduer. Doktor Philbert søn Per, der senere overtog sin fars praksis og flyttede sammen med andre læger ned i Lægehuset, blev ramtlige over højre øje at en sten fra en slangebøsse og måtte skylde sig hjem til sin far og få det syet. Så blev slangebøssernes mål ændret til noget andet. Rundt i byen var en ellers flot gadebelysning og de elektriske pærer blev så næste mål. Jeg tror vi mørklagde næsten hele byen en aften. Om dagen brugte vi slangebøsserne til noget jeg i dag både fortryder og ikke kan forstå vi kunne gøre. Målet var småfugle. Alt fra gråspurve, solsorter til rødkælke og mejser,- og så gav vi vor kat jagtens udbytte, som den åd med stor fornøjelse. Tænk at man kunne være så ond og ubetænksom dengang som dreng.Engang kom naboen kone ”postmutter” kaldte vi hende løbende over til mine forældre og skældte meget ud, for ham Keld havde ramt hende lige i r.... med en sten fra slangebøssen. Om vinteren- ja vi havde koldere vintre dengang i 40.og først i 50 erne.med masser af sne og vor gode skøjtebane var henne på byens skovdam med dens små kanaler. Her løb vi, spillede ishockey, prøvede at fange pigerne,- men skøjterne var kun monteret på vore almindelige skistøvler / fedtlæderstøvler og skøjtenøglerne brækkede hele tiden. De var af alt for dårlig kvalitet der lige efter krigen og byens isenkræmmer nede hos Hoff Nielsen havde et konstant rend af børn, dernogle gange med skøjterne på skulle købe flere nøgler. Man skulle spænde skøjterne alt for fast på støvlerne for ikke, at de faldt af. Nogle vintre med islag i gaderne blev på Stationsvej og Dr Sellsvej brugt som skøjtebane. Ja, det var tider.

 

Når der var sne nok gik vi ud til Karsholte Bakker med ski eller kælk. Bakkerne var ikke så høje men høje og sjove nok, når vi også lavede små hoppebakker af sneen. Engang ville min mor en søndag med ud at kælke i Karsholte Bakker. Hun hylede og skreg, da det pludselig gik for stejlt og for stærkt nedad. Så gik turen hjem ad jernbanesporene og med frosne fødder og fingre så man næsten græd af smerte i de våde vanter og støvler, Overtøjet var heller ikke særlig vinter egnet og slet ikke isolerende som vore dages ski- og sportstøj er.

 

Om sommeren, fordrev vi tiden med bl.a. fiskeri. Lidt uden for byen nær nabobyen Vedde lå en tørvemose. Her var der gedder og aborrer. Fiskestængerne var en kæp fra skoven, murersnor påmonteret en korkprop og en fiskekrog, og så ellers en ny op gravet haveorm på. Med dette enkle udstyr kunne vi fange mange aborrer. Jeg husker en varm sløvsommerdag, hvor en lille aborrer ikke straks blev taget af krogen, var der lige pludselig en ret stor gedde, som slugte aborren. Nu vidste jeg godt, at en gedde vender sit bytte i munden før den sluger det. Vente, vente og så sad gedden på aborre krogen. Det var en stolt Keld, som cyklede igennem byen med en stor gedde på bagagebæreren. Hjem til mor, som til afveksling for de evige hjem tagne aborrer og tusindbrødre, som de små blev kaldt, pludselig fik en gedde til middagsmaden. Den blev sammen med fars fra viktualiehandler Hansen til lækre fiskefrikadeller.

 

En anden drengestreg, man lavede var at dirke købmandens slikautomat op, tømme den for penge og slik. Det turde jeg ikke være med til, heldigvis. For en aften til gymnastik på byens hotel mødte en kriminalbetjent fra stationen i Sorø op. Han havde ligget på lur ovre i den nærliggende skov og hørt navne som Kurt, Finn, Bent og andre blev råbt af drengene ved slik automaten til hinanden. Der var ingen Keld navn nævnt, heldigvis for så havde jeg måske ikke fået min læreplads hos købmanden nogle år senere.

 

 

Klapjagt og Kong Frederik den 9.

 

Tersløse Bøgeskov er ejet af Sorø Akademi og een gang om året samledes egnens skovfogeder samt andre til årets klapjagt. Vi drenge, som legede meget i skoven var ikke rigtig vellidt af byens skovfoged. Vi knækkede nok for mange grene af træerne, når vi byggede vore mange indianerhytter rundt i den ret store skov. Men een gang om året var vi brugelige for skovfogden, nemlig som klappere og det ville vi da gerne og pjækkede fra skolen på jagtdagen.

 

Vi kendte jo skoven ud og ind og sammen med skovens skovriddere og skovløbere fik vi klaptræer udleveret og så gik vi klappende i lange lige rækker på 10- 15 drenge og nogle voksne skoven igennem og jagede rådyr, fasaner og harer op parate til at blive skudt af jægerne. Een gang var een af jægerne Kong Frederik den 9 og vi drenge fik i frokostpausen en ekstra oplevelse. Frokosten blev holdt på Dianalund hotel og vi klappere blev inviteret med til spisningen. Der var et stort T bord og jeg var så heldig at komme til at sidde næsten overfor kongen, som spurgte hvad jeg hed, om jeg kendte skoven godt. Man blev jo noget benovet dengang at blive tiltalt af selve den danske konge. Hotellet datter Else fik et kys på kinden under hendes servering og alle i byen sagde ” hun vasker sig nok ikke foreløbig ”,

 

Jeg tænker mange gange på i dag hvor kedelig en hverdag børn og unge må have i dag i forhold til dengang. Dengang legede vi sammen og sad ikke kun og gloede på en ”game boy ” eller tappede på en mobiltelefon eller en computer.

 

Når det var rigtig sommer og varmt kørte vi drenge på cykel ud til Bjerge Strand syd for Kalundborg, hvor nogle af de mest velhavende ” Dianalundere”havde deres sommerhus. Her overnattede vi så på gulvet i soveposer, badede og satte kroge for ål i den nærliggende år. Men ingen af os forvænte drenge kunne lave mad så en madpakke uden køleskab måtte holde i flere dage. Morgenmad blev en for tyk havregrød som cement. Vor mor havde ikke lært os det med fxsalt i havregrøden og blandingsforholdene med vand og gryn. Men det var sammenværet ,der var det vigtigste for os drenge. Vore drenge- piger var selvfølgelig ikke med. Det turde forældrene ikke, selvom der nok ikke havde sket noget ved det,- men man tænkte anderledes dengang i forholdet pige og dreng.

 

Ellers kombyens indbyggere uden bil kun til stranden og ud at se mere end den nærmeste omegn, med vognmand Chr Nielsens turistbil. En lidt gammel gul, men yderst velpasset turistbus. Chr Nielsen ringede når vejret var rigtig godten hver dags aften eller en søndag formiddag rundt til dem uden bil, og det var de fleste af byens håndværkere. ”Jeg kører til stranden om entimes tid. Vil I med ud til Bilsø, Kirke Stillinge eller Bjerre Strand. Tag madkurven (madæsken ) med sodavand, øl og kaffe. Det koster 10 kr”. Til min far sagde han. ” Keld han kan ta´ harmonikaen med og spille lidt på turen, så kører han gratis med.” Ja, allerede dengang en grov udnyttelse af mit talent. Men det sparede skrædderen jo for 10 kr. Når turen gik lidt længere væk kørte vi 40 personer helt ned til Møns Klint, spiste medbragt mad i en vejgrøftundervejs og måtte tidlig af sted hjemmefra og kom sent hjem. De mindre busture var ud til Victoria Biografen i Sorø for der at se en Morten Korch film som ” De røde Heste” og andre fra 50. erne, som vi i dag ser på video ogpå dansk TV.

 

Dilettanten og byens underholdning

 

Underholdningenudefra var udover flere cirkus og omrejsende teatre et omrejsende tivoli fra Slagelse. Winthers tivoli, hed det og kom om sommeren eller nærmere altid til pinse. Anden pinsedag hvert år holdt den lokale skytte forening sin årlige ringridder fest ovre i bøgeskoven. Når tivoli vognene ankom var jeg der straks. Hjalp tivoli folkene med at stille radiobanen, luftgyngerne, skyde telte automathaller, dansebane med scene og andet op. Hentede øl og sodavand til folkene henne hos købmanden og nassede gratis frokost henne på hotellet mange gange. Winther, som ejede tivoliet kunne godt lide mig, ham den friske skrædderensKeld og erindrede mig mange gange som voksen om min barndoms tid og hvordan jeg altid kom og hilste med hånden og bukkede dybt for ham, når Winther kom til byen med sit sommertivoli. Som voksen spillede jeg i flere år til ballet i skoven og gik foran hesteoptoget gennem byen spillende marcher på min trompet med en stolt foreningsformand vejmand Larsen med stokgående ved min side.

 

De voksne, byens lidt bedre borgere, spillede dilettant af høj klasse på byens hotel. I salen var der med balkon plads til ca 250 tilskuere. Ofte gik et stykke over flere aftener og der var altid bal bagefter. Man spillede f. eksEventyr på Fodrejse af Hostrup, Mosekongen og mange andre ret krævende dilettant stykker, som man også rejste til nabosognene og opførte.

 

Byens amatørskuespillere var hotelejer Larsen og frue, boghandler Egon Petersen og hans kone Ruth. Mejeribestyrer Sørensen og hans kone, fragtmanden og ungkarlen Henrik Jensen, murer Mortensen.og hans kone Bodil. Inge og Jørgen Svendsen henne fra ” hjørnebygningen”. byensstore købmandshandel, hvor jeg kom i lære i 1956.

 

Man spillede også revyer og et den gang landskendt orkester ” Ove Sopp og hans Sopptimister” lavede spex og show forestillinger og Keld sad med store øjne og åd alt, hvad han så og hørte. Nogle år senere som 18 årig lavede jeg noget tilsvarende i Knud Eriks Humørkvintet & Stjerneparaden.

 

På sportssiden måtte man køre ud igennem Tersløse Bøgeskov mod Niløse .På en mark tæt og ad skoven lå et lille træ klubhus og ved siden af en fodboldbane.

 

Senere flyttede boldbanen ud til nogle nye marker syd for byen på Elmegårdens jorde, hvor Dianalund Idrætsforening pludselig havde fået plads til 2 fodbolds baner og flere håndbolds baner.

 

Dianalund fodboldklub lå dengang langt nede i serie rækkerne, men der kom rigtig mange tilskuere nårførsteholdet mødte naboklubberne fra Stenlille og Ruds Vedby. Jeg spillede selvfølgelig også fodbold, som enhver rask drenge skulle dengang. Men min mor var altid så nervøs for mig. Selv

 

om vi dengang brugte benskinner sagde hun altid ” Keld pas nu på ikke at komme noget til ”. Så hun blev glad, dengang jeg skiftede både håndbold og fodbold ud med en ny hobby.

 

Modelflyveklubben Meteor 215

 

Det var modelflyvning. Det var en dejlig hobby, som bragte os drenge fra Dianalund og Tersløse langt omkring til flyvestævner i både Slagelse, Haslev, Næstved, Holbæk, Roskilde og København samt helt til Esløv i Sverige. Vi tog toget eller kørte på cykel med model flyvene i kasser på hjul på slæb. Det blev da også til et Sjællandsmesterskab og en del pokaler i de år.

 

En sommer kørte vi drenge helt over til Vandel Flyveplads ved Vejle. Det klarede vi med en enkelt overnatning i en bondegårds lade midt på Fyn.

 

Derovre mistede jegmin nye Suomi svævemodel nogle dage. Den fik termik ( opvind) og fløj here 14 km ind til Vejle, hvor den landede i en roemark i byens udkant. Heldigvis var vor sommerlejr adresse på flyet så nogle dage efter fik jeg et postkort og kørte så på cykel de 2 x 14 km for at bringe den tilbage. En glad Keld og en stor pokal blev resultatet af denne heldige bortflyvning.

 

En anden gang havde jeg brugt flere måneder om at bygge et ny modelfly med ca 2 m lange vinger og skulle stolt prøveflyve det oppe på markerne i Tersløse. Men ak selv om det blev prøve fløjet med kun 10 m line fik også denne model termiske opvinde. Jeg fulgte den over mange kilometre over marker, åer ( fik sok ), rundt moser men væk var den. Mine forældre og jeg brugte det meste af en søndag på at lede efter flyet. Min far nåede lige at blive fotograferet med Keld nr 18, et selv konstrueret flot svævefly før det fløj væk. Vi fandt senere ud at at tænde en kort lunte eller indbyggede en timer, så haleplanet vippede 45 grader efter 3 min flyvetid. Det hjalp på antallet af de bortfløjne modelfly. En sommer var vi drenge tidtagere ved Verdensmesterskabet for modelfly, som blev afholdt på Fyn på Beldringe flyveplads ved Odense. En stor oplevelse for os og igennem flere år korresponderede jeg med 2 israelske ingeniører og udvekslede erfaringer med dem. Det var godt for mine engelskkundskaber dengang. Desværre gled forbindelsen ud med årene. Denne ligesom forbindelsen med en penneveninde fra Firenze i Italien. Dengang først i 50 erne var verden noget større og jeg drømte ikke om nogensinde at komme til Firenze og mange år senere rejse jeg som forretningsmand Italien tyndt i mange år og var også på Toscana egnen og bl.a. på øen Elba på ferie, men adressen på den italienske pige var væk. Sjovt nok ellers at kunne have mødtes.

 

Men musikken tog mere og mere af min fritid så det med modelfly opgave jeg som 17 årig, og det med piger kom jo også ind i billedet i den alder.

 

Vi var en rigtig klub med ca 25- 30 medlemmer i alderen fra10- 30 år. Ja en diakon fra kolonien lærte os at bygge flyene og ellers lærde vi af hinanden. Vi købte byggesæt fra DMI i Odense, sad sammen i kælderen hos dem, som havde mest plads og gik meget op i denne sport. Klubben hed Meteor 215, jeg var formand og vi var tilsluttet Kongelig Dansk Aero Klub og fik månedlige medlemsblade fra København. Flyene var dels svævefly 1.5- 2 meter vingefang, motorfly med små 2,5 cm kubik motorer eller fly trukket op med et bundt af snoede gummi strenge. Svævemodellerne blev trukket i vejret med nylon snører på 50- 100 m længde, slap snoren og fløj med vinden. Mange gange løb vi flere kilometre efter flyene for at følge dem og hente dem tilbage til startstedet.

 

Fra musik i forsamlingshus til prinsesse fødselsdag.Red.26-1-2006

 

Den musikalske del af mit liv startede en juleaften. Jeg var 7 år og i julegave fik jeg en dejlig knapharmonika med 2 rækker knapper og 1 række basser. Før jeg gik i seng, samme aften, kunne jeg hakke mig igennem” Dejlig er den himmelblå”julesalmen.

 

” Den dreng har da vist gehør for musik”, sagde min søde mor. Min far var en lille skræddermester i stationsbyen Dianalund på Midtsjælland. Jeg havde helt sikkert ikke de musikalske gener fra min fars side af familien. Hans far var en fattig husmand i Hørning mellem Aarhus og Skanderborg, men hans farfar en rig hestehandler boende i Maarslet nær Odder på gården ”Skovgaarden” og hed Madsen Skovgaard. Skovgaarden. I Maarslet kirke hænger et kirkeskib skænket af min farfar med hans navn på skroget.

 

Nej,mit musikalske talent er helt sikkert fra min mors side og fra min morfar Jens Laursen fra den lille landsby Ugelbølle på Djursland, lige neden for bakken op til Rønde. Han underholdt byens ungdom om sommeren på en bænk nede ved byens gadekær på harmonika. Familien Laursen havde et lille rødt hus lige ved siden af kæret. Jens Vejmand blev han kaldt. Havde 11 børn og var murerarbejdsmand, men i vintertiden, hvor der ikke kunne mures dengang grundet frosten, sad han bag en skærm ved vejsiden og huggede skærver. Men på hans grav i døden inde i Aarhus fik han dog en gravsten og ikke som sin navnebroder et frønnet bræt.

 

Nå. Men da nu skrædderens lille Keld havde gehør for musik måtte han hellere får lært det ordentligt. Så om søndagen efter julen gik lille Keld ad banelinien med sin harmonika kuffert ud til baneformand Jørgensen ude i Karsholte. Han var formand på Høng- Tølløse Banens strækning omkring Dianalund og spillede knapharmonika. Allerede som bare 5 årig mødte lille Keld op med sin skovl nede ved baneskuret, hvor formanden og arbejdsmændene mødtes og Keld han fulgte mangen gang med dem ud på banelinien siddende på en af de sjove banecykler, de kørte på. Efter et stykke tid kunne baneformanden ikke lære mig mere, syntes han. Og min far og mor synes også jeg skulle lære at spille efter noder og lære at spille rigtigt. Men hvem skulle dog lære mig det.

 

IDianalund by med det nære forhold til epilepsi hospitalet Kolonien Filadelfia var de fleste mennesker Indre Missionske og mest til salmer. Løsningen fandt mine forældre ude i nabobyen Niløse 3 km nord for Dianalund ud igennem Tersløse Bøgeskov. I Niløse boede en gartner og grønthandler Edmund Nørgaard Poulsen, som ud over sin forretning havde et kendt bal- orkester, hvor han spillede violin, es- saxofon og klarinet. Han kunne spille efter noder. ” Nej sagde han, da jeg mødte op første gang hos ham med en knap harmonika det går ikke.” .Jeg måtte have en større og med klavertangenter. Så min altid travle mor og jeg tog rutebilen op til købstaden Slagelse,- min far havde ikke tid. Dengang tog en sådan tur på 20 km næsten den halve dag. Men min søde mor havde fået penge med og også penge i overskud til en tur efter købet til Kroghs konditori, hvor vi fik lagkage, kaffe og gul sodavand og en glad ny harmonika ejer kunne stolt tage rutebilen tilbage til Dianalund. Jeg var meget stolt,- men uha hvor var den nye flotte rødbrune harmonika med kuffert tung at bære. Jeg var dengang ret lille, tynd og klejn.

 

Min første harmonika undervisning:

 

Når jeg kom hjem om eftermiddagen fra Høng, kørte jeg een gang om uge ud gennem skoven med harmonikaen, med et fint uldtæppe rundt kufferten bag på cyklen, ud til Nørgaard Poulsen ved landsbyens gadekær. Spille undervisningen blev dog tit afbrudt af at Nørgaard skulle ud i sin butik og ekspedere kunder,- men jeg spillede bare videre og må nok indrømme, at da jeg kendte næsten alle melodierne i forvejen snød jeg lidt med noderne og spillede lidt udenad, sommetider. Melodierne var datidens dansemusik med gamle danske slagere og amerikanske evergreens. Men at jeg lærte at spille efter noder kom mig senere i livet til gode. Især på mine gamle dage i Spanien, hvor jeg er reserve- organist og spiller til gudstjenester og kirkelige sang aftener samt til andre kirkelige sammenkomster, hvor højskole sangbogen bliver flittigt brugt i den danske kirke, Margrethe kirken i Fuengirola på Costa del Sol.

 

Rotte Ejnar og Diana Trioen:

 

Min undervisning, med een gang om ugen, blev efterhånden for lidt syntes jeg. Ude i landsbyen Karsholte lå et savværk, hvor en savskærer Ejnar spillede banjo, guitar og sang og spillede i en trio, Diana Trioen med æggemanden i Tersløse s sønKnud Dandanell på harmonika og døve Svend fra Skellebjerg ligeledes på harmonika. Ejnar blev aldrig kaldt andet en "rotte Ejnar", da hans forældre boede i et gammelt hus på Tersløsevej, som blev kaldt ” rottehullet”. Han havde en flot stor mandig stemme og spillede ud over banjo på stortromme med højre ben. Denne trio kunne synge flerstemmigt og var ret efterspurgte på egnen og så glade for at spille at de tit om sommeren sad over i Tersløse Bøgeskov, som om kransede byen på 3 sider, på en træstamme og spillede for os unger på sommer aftener. Jo, de var mine store idoler. Hos Ejnar og hans kone Frida kørte jeg så ud nogle søndag formiddage og han lærte mig akkorder- og becifrings systemerne, som C mol, C maj 7, C dim og andre. Disse 3 fritids musikere var mine store idoler dengang.

 

På egnen var også et lille orkester. Lille, ja for de var kun 2 mand med den gamle musikhandler Peder Pedersen søn Jess som spillede klaver og Gunnar Hansen fra Skellebjerg på violin. Musikhandler Pedersen havde i sin butik et automatisk klaver, som vi drenge fik ham til at få til at spille, når vi hentede cigarer, som han også solgte, til vore fædre. Gunnar spillede også til folkedans og kørte ellers sammen med Jess rundt i forsamlingshuse og på gårdene og spillede til alle slags fester. De kørte mange kilometre på hver sin cykel og med en anhænger vogn efter en af cyklerne. I anhængeren havde de så violin, nodestativ, noder og en stortromme og når der om vinteren blev lidt for langt hjem efter en fest, sov man gerne over på gårdene eller i et rum i forsamlingshusene. Måske kun på 2 sammensatte stole med lidt tæpper om sig. Det var barske tider dengang for musikere og spillemænd,- men der var nok privat- og foreningsfester at spille til før bilerne og fjernsynet blev almindeligt

 

Dianalunds BOY BAND:

 

Dette fik jeg at mærke først i halvtredserne, da jeg som 13- 14 årig skoledreng begyndte at spille offentligt.

 

Vi var nogle drenge i byen, som begyndte at spille sammen og dannede 2 orkestre. Et med 3 mand med navnet BAKs trio, dannet af forbogstaverne i vore navne Bent, Aksel og Keld. Det var bagersved Petersens Bent på harmonika. Mejeribestyrer Sørensens Aksel på klaver og Es saxofon og Keld på harmonika. Når vi var 4 mand spillede viktualiehandler Hansens søn Finn på trommer. Vi havde fået syet og broderet flotte bannere til nodestativerne med navnene BAKs trio og BLUE BAND, når vi blev bestilt som 4 mand. Højttaler anlæg lejede vi oppe i Tersløse hos en radioforhandler og byens lillebils forretning kørte os rundt til egnens forsamlingshuse og hoteller. Ingen af os havde jo kørekort endnu og vore forældre havde ingen bil. En bil dengang var forbeholdt byens købmænd, bagermestre, læger og dyrlæger og andre selvstændige, som tjente penge nok til også at have et sommerhus ude ved Bjerge Strand, syd for Kalundborg. Her var ca 30 km ud fra Dianalund. En tur som vi drenge tog på cykel ud og hjem flere gange om sommeren.

 

Blue Band eller BAKs trio spillede så til foreningsballer og så som juletræs fester på Dianalund Hotel. Til BAL efter dilettant eller bankospil, til høstfester eller familiefester og meget andet. Honoraret var 15 kr pr mand i Dianalund for en hel aften og 25 kr udensogns i bl.a. Stenmagle Amatørforening. Ud over de 25 kr fik vi også hvad taxa eller lillebil skulle have for at bringe og hente os. Musik udstyret fyldte jo ikke så meget dengang. Vi spillede et repertoire som gamle evergreens, danske slagere som ” Den gamle stald” , ”Vildandens sang”,

 

Svenske valse, ”skæve Thorvald”, sekstur m.m. Også ” En lille hvid and- midt i gadekæret”,” Vildandens sang” det var datidens RAP. Og så sang vi på dansk og engelsk.

 

En aften, hvor vi spillede i Stenmagle forsamlingshus for en helt fyldt sal ankom en bus fra Holbæk og ville høre den kendte musikdirektør og regimentsmusikerBaks orkester fra Holbæk. De blev sørgelig skuffetda de så 4 unge drenge spille oppe på scenen til ballet efter aftenens revyforestilling. Derefter hed vi kun Blue Band.

 

Dette orkester holdt i nogle år og ind imellem havde det lokale orkester Diana trioen brug for vor assistance med Keld på harmonika og Bent ligeså på harmonika. Vi spillede bl.a. ude på godset Bodal på Åmosen, hvor man efter 2. Verdenskrig gravede tørt og holdt mange fester og endog teaterforestillinger med kendte omrejsende teaterselskaber og ligeledes landskendte skuespillere som f. eks. Hans Kurt og Else Marie, der var med i operetten ” Den glade Enke”.

 

Det gav en god rutine at spille sammen med ”rotte Ejnar”, døve Svend og æggemandens Knud. De spillede efter becifringer så man ikke behøvede at læse mange noder stablet oven på hinanden men kun melodilinien tilsat harmonier som ex. C maj 7, C mol o.s.v. Jeg var nu 13- 14 år og havde skiftet skole fra Høng Realskole til Stenlille Private Realskole.

 

Musik i skoletiden:

 

Mit talent for musik blev også i skoletiden udnyttet, kan jeg se i dag. Var der skolekomedier, udflugter til København med toget eller andre skolearrangementer blev jeg altid bedt om at tage min harmonika med for at underholde. Ved årets skolekomedier var det også altid mig, som blev lokket til en rolle, hvor der skulle synges eller kysses. F.eks. naboens pæne datter Ena med slangkrøllerne. Hun gik på samme skole som jeg i Høng og er et uægte barn af skuespilleren Poul Richardt og skuespillerinden Lilly Lani har jeg senere i livet fundet ud af idet hendes adoptiv- ogstedmoder, byens dyrlæge frue, var en søster til Lilly Lani.

 

Det blev aldrig kendt i den lille stationsby, men hver gang jeg ser Poul på film., ser jeg de samme træk som hos naboens datter Ena.

 

Der var som sagt ikke ret mange af byens borgere, som havde egen bil sidst i 40. erne og først i 50. erne i byen. På sommersøndage eller hverdagsaftner, når vejret var godt ringede byens vognmand Chr Nielsen, som havde en gul bus med plads til ca 30 passagerer rundt til byens borgere uden bil, bl.a. mine forældre ogsagde ” jeg kører til stranden, Bjerge eller Bilsø, var det som reglen, eller ud i det blå klokken x Vil I med ?”. Hvis ja, så smurte min mor en blikkasse med skuffer fyldt med smørrebrød og vi kørte af sted og engang helt ned til Møns Klint. ” Keld han kan tage harmonikaen med og spille lidt i bussen, så skal I ikke betale for ham”de 12- 15 kr en sådan tur kostede, Så spillede jeg, ”sejle op ad åen” ,”vi kommer li’ fra Svendborg af,” ,” herlig er sommernatten” og andre kendte melodier og alle skrålede med. Selv den meget generte skrædder svend Martin, som arbejdede hos min far i hele min barndom og lige indtil 1972, hvor min far døde af lungecancer. Min far røg i hele livet mindst 10 cigarer om dagen. Havde altid en cigar i munden, sommetider uden ild i, og slukkede den kun, når han spiste og skulle sove til middag eller om aftenen i et askebæger ved siden af sengen. De penge jeg tjente ved af spille til byens borgeres busture, tror jeg, var de første indirekte penge jeg tjente på musikken. En musik, som igennem livet skulle give mig flere millioner i indtægt og muligheden for at se og spille mig gennem og opleve flere af Europas lande, men især Skandinaviens og Spaniens vintre og somre på et senere tidspunkt i mit liv. Lidet anende den gang som 12 årig i en lille Midt sjællandsk stationsby.

 

En trompet i konfirmationsgave

 

I mit sidste år på Høng Private Realskole kom jeg pludselig i besiddelse af en trompet. Pengene til en sådan havde jeg fået i konfirmations gave. Hele 350 kr og så gik turen ind til København med toget, hvor jeg hos musikhandler Marno Sørensen i Studiestræde købte en sølv forgyldt trompet. Min barndomsven Bent havde en fætter i Valby, som var en kendt fodboldspiller iboldklubben Frem så han kunne finde rundt i København. Det kunne vi bønder fra Dianalund slet ikke dengang. Stolt hjembragte jeg trompeten i en flot kasse, men kunne selvfølgelig ikke få en tone ud af den, da jeg prøvede de første gange. Prut, prut sagde det. Det lød forfærdeligt. Og igen sagde min far ” Keld du må lære det hos en spillelærer”. Henne i Høng, tæt på min skole, boede en skotøjshandler, som var tidligere regimentsmusiker. Hos ham mødte jeg op en gang om ugen med min fine trompet og spillede efter noder marcher som Bjørnemarchen og andre militærmarcher. Men uden større held. Fine toner fik jeg ikke ud af trompeten før jeg en dag ved et tilfælde satte trompeten skævt på læberne. Så var den der lige pludselig. Jeg havde en for lige tandstilling og kun ved at placere mundstykket lidt på venstre side af munden var poweren til toner der. Så gik det hurtigt med at oparbejde den rette teknik på trompeten og snart kunne jeg spille næsten alt både efter noder og uden ad. Harmonikaen blev forsømt lidt. Jeg kommer jo fra et hjem uden klaver. Der var hverken plads eller råd til et sådant i hjemmet. Jeg fedtede mig ind hos naboerne, tandlægen, dyrlægen, mejeriet, manufakturhandlerens enke, som alle havde enten et rigtig flygel eller et opretstående klaver. Også hos min tidligere spillelærer Nørgård Poulsen, der nu var flyttet til Dianalund øvede jeg mig på klaveret.Den forbandede venstrehånd på pianoet var det værste at få styr på. Højrehånden var jo lige som på harmonikaen, næsten, og med de akkorder, som jeg havde lært ude hos ” rotte Ejnar”. Tænk hvor mange timer jeg senere i livet skulle spille klaver professionelt. Også på hammondorgel, keyboard, syntheziser, kirkeorgel og vibrafon, alle med piano tangent systemet. Og på klaver fik jeg aldrig een undervisningstime.

 

Gartner Edmund Nørgaard Poulsen og hans orkester

 

Nørgaard Poulsen var jyde og hans far var stationsforstander oppe i Skørping syd for Aalborg. Som ung var han rejst til København, med sin gartneruddannelse g havde fået plads som herskabstjener, gartner og chauffør i Hellerup. Derefter spillede han på værtshuse som Cafe Robert og andre steder før han flyttede til Niløse ved Dianalund og købte et gartneri. En dag sagde han til mig ” Keld, du skal med mig ud af spille til bal på harmonika og trompet. Han kørte hver dag i en halvtons gammel Ford med en trækasse på ladet op til en gros markedet i Slagelse og købte blomster og grøntsager ind til sin forretning. Den vogn kørte han så ud at spille i. Til det første job var jeg med som 5. mand første Nytårsdag i Svallerup Forsamlingshus. Jo sagde de ” ham Keld kan vi godt bruge som 4. eller 5. mand. Han kan jo både spille harmonika og trutte lidt i trompeten, synge og spille i de svære tonearter som Es, AS, Des dur efter noder Tonearter som passede fint,når man skulle spille sammen med en Es sax og klarinet, som Nørgaard spillede på. Pianisten i orkestret hed Kåre Larsen. En meget høj og tynd mand med de længste klaverfingre jeg nogensinde havde set. Han kunne spænde over 1 ½ oktav på de opretstående klaverer vi mødte i forsamlingshuse og på hoteller dengang. Ham beundrede jeg meget og han blev senere min første pianist da jeg i 1962 startede mit eget orkester oppe i Holbæk. Trommeslageren var en murermester fra Sorø ,som hed Georg Temper. Han sang i en råbe tragt, somnormalt bruges ved rosport. Men orkestret fik senere et rigtigt mikrofon anlæg med en Philips forstærker, dog kun på 50 watt med en mikrofon ophængt i nogle tråde og en radiohøjttalerDet var store sager dengang. Når murermesteren havde bestilling på musik med ex. 5- 6 mand spillede vi bl.a. på hotel Klubben i Sorø, hvor der kom folk fra hele Midtsjælland. Nok en 3- 400 hver gang til de månedlige populære "klubballer". Jeg blev bedre og bedre på trompeten og var med hver gang. Vi er nu kommet op til årene 1954- 55 og den nye pop- og rockmusik begynder at erstatte ” Rock around the clock”lød det fra amerikaneren Bill Haley første gang i 1954 og det startede en revolution inden for musiklivet. Min gamle harmonika blev afløst af en ny rød Scandalli fra Italien.

 

Knud Eriks Humørkvartet og Stjerneparaden

 

I nabobyen Vedde havde byens vognmand en musikalsk søn, som ud over at være en dygtig gymnast også spillede knapharmonika og havde etkendt orkester ” Humørkvartetten” hed de. De konkurrerede med nogle som kaldte sig ” Kajs glade Drenge”, som Knud Erik tidligere havde spillet sammen med. Knud Erik kom en dag ind på min fars skrædder værksted og spurgte min far om Keld måtte spille iHumørkvartetten-? Jeg henter og bringer ham og han får ikke 25- 30 kr pr aften, som hos Nørgaard men 50 kr. Vi er meget populære og jeg har lovet din far at du ikke kommer fuld hjem. Vi skal hos din far have syet nye skots ternede og skots farvede spillejakker som et rigtig show orkesterPå det tidspunkt havde jeg fået endnu et instrument. Nemlig et elektronisk keyboard med egen forstærker og højttaler med navnet Clavioline. Det kunne på et stativ skubbes op under et klaver og man kunne på det spille højrehånden. Een tone ad gangen men lydende som alle instrumenter, næsten. Det instrument var mange gange en redning for os ude i forsamlingshusene, hvor klaverer ikke altid var i lige god og vel stemtstand.. Jeg begyndte at spille klaver regelmæssigt i Humørkvartetten eller Knud Eriks Humørkvartet- eller kvintet, som vi kom til at hedde og blev et meget efterspurgt orkester. Vi spillede over hele Sjælland og een gang helt ned til Døllefjelde Musse på Falster. Der var mange midnatsballer dengang med 2 orkestre, som spille på skift natten igennem fra kl 21- 03 om morgenen.Der var non stop musik, idet et ene orkester gled uden stop over i den melodi, som man havde aftalt skulle være ” skiftemelodien”. Man havde ikke så stort et musikudstyr dengang, så det gik an at ankomme til spillestedet kl halv otte, stille op og få sig lidt at drikke før man startede kl 20,00.

 

Der spillede garvede musikere i det orkester. Musikere fra København, Roskilde og Slagelse og så os fra Dianalund og Vedde. Min gamle spillelærer Nørgaard var også en overgang med i orkestret foruden en meget dygtig bassist, Ole Bas fra Slagelse, kendt fra radioen med Laurits Hansens og Hans Chr Jensens spillemands orkestre, begge fra Ringsted. Ole Bas kendte jeg fra min skoletid i Stenlille, hvor jeg fik min realeksamen i 1955 og han spillede til skolebal, hvor jeg spillede nogle numre på min harmonikabl.a. sammen med pianisten Poul Birkum Petersen fra Næstved. Poul skulle blive min ven, musiker- og impresario kollega gennem hele livet og her i 2005 besøger han mig i Spanien og inviterer til sin 80 års fødselsdag på Herløv Hotel i Herlev. Et venskab for livet blev det til. Efter at Nørgaard holdt op i 1957 fik vi en hyggelig og yderst dygtig musiker med fra Roskilde. Erland Søndermark hed han og spillede alt sax, klarinet, violin og el guitar. En rigtig fin, fin musiker. En lille mand fyldt med historier og med stor lune. Han havde prøvet sig som skuespiller bl.a. i Nøddebo præstegård på Folketeatret, men ville hellere spille musik. Han underviste også i guitarspil og når eleverne ikke kunne huske akkorderne og grebene kaldte han på sin lille datter Effi.” Kom og vis hvordan Effi” Og Effi hun kunne og fik som ung teenager sit eget rockband ”Effi og Eliten” som bl.a. medvirkede på dronning Margrethes jubilæumsplade.

 

Jeg var i 1955 kommet i købmandslære i byens store blandet landhandel, Hoff Nielsen & Mogensen. Det var strengt med lang arbejdstid, fredage til kl 20 og lørdage lukkede vi kl 14, men var først færdige kl 15 -16 og 2 –3 gange om ugen en cykle tur 2 x 8 km til Ruds- Vedby for at gå på Handelsskole i vinterhalvåret om aftenen indtil kl 21,00. Når jeg kom hjem lørdag eftermiddag var der så lige et par timer før Knud Erik kom og

 

hentede mig til spilleriet. Een sommer spillede vi som trio hver aften i Skælskør Lystskov på Verandaen med mange mennesker hver aften og sent. Sent hjem i seng før en lang næste dag. Utroligt, hvor man fik al den energi fra dengang?I Skælskør Lystskov mødte jeg en regiments trommeslager Rohde. Ham mødte jeg i 1959 igen, som soldat i Vordingborg, hvor han var velfærdsofficer og lærte mig at spille tromme og signalhorn og ellers hjælpe ham med alle underholdningsprogrammer for ny indkaldte rekrutter og til forældredage på både kasernen og på soldaterhjemmet. Vi havde et 4 mands soldaterorkester, som bl.a. spillede i radioen i Svend Petersens lørdagsunderholdning ” Soldaterstafetten”. Jeg spillede trompet og på klaver var en senere ret kendt pianist Palle Weiss. Han spillede nogle år senere til kabareter og på Bakkens Hvile for syngepigerne. Nok een af de allerbedste pianister jeg har kendt i livet.

 

 

Tilbage til Knud Eriks Humørkvartet/ kvintet. Vi blev pludselig både 5 og 6 personer i orkestret. En ung sangerinde Lis Petterson fra Slagelse var kommet med. Hun var ikke svensker, som navnet måske siger men en ret pæn mørkøjet og mørkhåret pige med et sødt væsen og med et udseende som en Burma pige og en flot sangstemme. Datter af en professionel musiker og bassist i Henrik Johansens landskendte transmissions- orkester og med en karriere i mange orkestre på cruise skibe. Vi spillede sammen i flere år uden der var noget imellem os ud over at hun nogle gange sov i mit hjem af praktiske grunde, når vi skulle ud af spille både lørdag og søndag. Men det blev der lidt efter lidt og mine forældre var meget kede af det, da Lis nogle år senere i 1959 rejste med et orkester til Finland og jeg skulle ind som soldat så vore veje skiltes. Vi nåede dog en sommer sammen med Winstrup Olesens orkester i Aarhus og i Palmehaven i Glostrup. Han havde en flot godnatmelodi, kendt fra hans tid i Wivex. En melodi jeg sommetider stadig spiller. Winstrup rejste til Los Angeles, og ville gerne have mig med, men jeg skulle jo ind som soldat 1. September 1959, så det turde jeg ikke. Han blev derovre resten af livet. Spillede til film og andet og døde i en alder af 93 år i 2002, tror jeg nok.

 

I50. erne var det meget populært at underholde folk på en lidt amatøragtig måde. I stationsbyen Mørkøv, som var en musikby med mange orkestre var der nogle amatører, som rejste rundt med ” Gøglervognen fra Mørkøv”, Kusken hed Jacobsen og sammen med orkestret Mørkøv Jazzband underholdt de over hele Sjælland. Mørkøv Jazzband hed orkestret, men de spillede ikke kun jazz, men det samme repertoire som os andre orkestre spillede dengang. I Holbæk var der ligeledes et orkester, som rejste rundt og underholdt. Camillos Show, Camillos kone havde en danseskole, så det var altid nemt for dem at få unge dansere og sangerinder med i showet.

 

Vi i Knud Eriks Humørkvartet/ kvintet skulle også have et sådant show syntes vi. Så vi sammensatte et show med navnet ” Stjerneparaden”. Et noget flot navn, men mindre kunne ikke gøre det. Ud over orkestret medvirkede en tryllekunstner og lommetyv Tom Miller, en barnestjerne Lille Gitte, som sang bl.a. ” Min kat den danser tango”, I orkestret optrådte vi i forskellige flotte kostumer og spillede klovne, franske gigoloer og sydamerikanere med forfor skinnende dragter og store Mexicaner hatte og ellers lyttede lidt tll,hvad det kendte orkester ” Ove Sopp og hans Sopptimister” lavede. Det gik ret godt og vi spillede og optrådte over hele Sjælland, på Falster samt meget i Københavns omegn. Bl a. Røde Vejrmølle i Tåstrup.

 

Når vi spillede på de store steder, hvor man skulle være mindst 6 mand rekvirerede vi assistance fra musikere, som vi lærde at kende fra København. Bl.a. pianisten Walther Andersen, pianisten Hans Fjeldsted og den fantastiske saxofonist Arne Astrup fra Hellerup. Valde Petersen ” Druk Valde ” og andre.

 

Soldatertiden i Vordingborg

 

1. september op randt og jeg skulle møde i Vordingborg ved 5. Regiment efter min udståede 4 års læretid som købmand. Min mor var så nervøs for at hendes lille dengse dreng og nok ret forkælede enebarn ikke kunne klare det, så hun blev indlagt på Kalundborg Sygehus med åbent mavesår. Jeg klarede imidlertid 15 måneders soldatertid helt uden problemer. Ja, jeg indfandt mig under det autoritære system og havde en dejlig tid, hvor jeg næsten spillede musik hver dag. Selv på Nato øvelser i både Tyskland, på Bornholm og andre steder havde jeg altid jobbet som morgen- og aften signalblæser. Spillede i officersmessen, på soldaterhjemmet i regiments musikkens tambour korps og var hjemme næsten hver weekend og spille med orkestret og Stjerneparaden. Mit trompetspil blev ret flot i denne tid med spil hver dag fik jeg en fantastisk god ambrochure ( læbestyrke) og spillede flot bl.a. ” Oh mein Papa”.I orkestret havde vi fået en ny sangerinde efter Lis. Hun var damefrisør elev i samme bygning, hvor købmandsforretningen lå. En sød og pæn pige og vi endte da også som kærester i et stykke tid og hendes mor vaskede og passede mig i weekenderne mens min mor var indlagt på sygehuset. Mine forældre kom meget sammen med Sussis forældre og begge parter var vist kede af, at det blev forbi under min soldatertid.Jeg havde vist ikke rigtig tid til at ” have kæreste på” på den tid.

 

Mine første Holbæk år

 

Lige før julen 1960 var soldatertiden forbi og hvad så?. Jeg turde ikke prøve på at leve udelukkende af musikken og kommis hos en købmand havde jeg ikke rigtig lyst tilJeg indrykkede en annonce i aviserne Sjællands Tidende og Holbæk Amts Venstreblad. Jeg havde i min soldatertid taget et brevkursus i reklame og inden der var gået 2 uger var jeg ansat som assistent i administrationen og annonceafdelingen på Holbæk Amts Venstreblad. En arbejdsplads jeg var på helt til 1972, afbrudt af 4 år som forretningsfører for Faaborg Avis.

 

I Holbæk drev jeg så foruden mit arbejde på avisen en ret omfattendemusiker- ,orkester- og impresario virksomhedi 19 år, helt frem til Maj måned 1980, hvor jeg efter en separation rejste fra byen. Ja helt ned til Mallorca gik turen.

 

På Holbæk Amts Venstreblad var der en rigtig gæv forretningsfører Chr Benjamin Schlægelberger. Han var jyde fra Randers egnen og havde selv som ung taget ud at spille til bal på violin med sin far, som var murermester. Han fortalte mig mange sjove historier fra sin drenge og ungdomstid på Randers egnen, hvor han senere blev journalist på Randers avisen. Schlægelberger havde enhvis forkærlighed for mig og min musikalske kunnen og da ikke lønnen var særlig stort på en radikal avis dengang så man igennem fingrene med min ” hobbyvirksomhed” .

 

Som musiker kommer man jo ofte ud for mange fristelser både hvad angår ” damer” og drikkeri, Jeg var begyndt at spille om aftenen på en lokal restaurant Royal, som lå lige over for avisen sammen med Knud Erik og en saxofonist fra Camillos orkester Vagn Petersen og i weekenderne var vi stadigvæk rundt på Sjælland og meget på Kalundborg egnen. Pludselig en aften, da vi pakkede instrumenterne sammen på Royal for at tage ud til Svebølle Kro og spille til midnatsbal dukkede en lille lyshåret, smilende og sød pige op ved scenekanten. Hun var på weekend besøg i byen og spurgte ” Hvor skal I spille i aften?” og før jeg vidste af det stod ” damen” sammen med nogle veninder ude på Svebølle Kro og placerede sig i pausen ret så frejdigt på skødet af mig. Hun hed Connie Nielsen, var damefrisør elev inde i København og ville så gerne flytte til Holbæk, hvad hun så gjorde. Samme år i maj blev vi ringforlovet og gift året efter i juni 1962.

 

Dengang var der levende musik i Holbæk hver aften. Dels på Royal og 4 dage om ugen på Sans Souci på hotel Isefjord. Der var masser af fester i forsamlingshuse, på byens hoteller og restauranter, i sportshallerne med baller mindst en gang om måneden efter bl.a. dilettant, gymnastik, bankospil, juletræs fester o.m.m.

 

Ja der skete noget hele tiden og hele året rundt. De store købstæder og større stationsbyer skulle nu alle have en idrætshal. Det blev et kommunalt statussymbol overalt. Selv min barndomsby Dianalund fik en hal.

 

I løbet af 1961 blev jeg mere og mere træt af spille i Knud Eriks orkester. Altid var det mig som skulle købe noder, lære tekster og melodier og bestemme repertoiret, når vi spillede. Jeg kunne lige så godt lave mit eget orkester. Så bruddet kom en aften, hvor jeg efter endt spil i Kalundborg tilfældigt overværede fordelingen af gagerne i orkestret. Jeg blev for fordelt ret groft opdagede jeg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ca. 1968

 

Keld Skovgaards kvartet/ kvintet/ sextet/ oktet og orkester

 

Vi havde premiere lørdag 15. Januar 1962 i Bjergsted forsamlingshus med fuldt hus. Jeg havde fået nogle dygtige musikere med i orkestret. Pianisten og bogholderen Kåre Larsen fra Stenlille, som jeg kendte fra mine første spilleår i Nørgaard Poulsens orkester. På slagbas og el guitar var Erik Stille bosat nu i Holbæk. Een af de kendte Stille brødre og et stort brød, stenhugger til daglig og med en lidt Elvis stemme og udseende. Hans storebror Kurt var skøjteløber på det olympiske hold og nu bosat i Norge. Eriks lillebror Poul Stille kom senere med i orkestret på guitar. På trommer var en ung bankmand, Mogens Højer Olsen fra Jyderup, hvis far var en dygtig pianist, som spillede i Johs. Nielsens orkester på Strandlyst oppe ved Høve Stræde. Mogens havde jeg lært at kende da vi begge spiste på samme, Frøken Olesens pensionat i Holbæk. Han havde en ret god sangstemme tillige med. Jeg spillede trompet, vibrafon og harmonika. Vi

 

sang alle og tilmed flerstemmigt og spillede sammen med lidt skiftende besætning helt frem til midt i 70. erne. Vi fik fra starten stor succes og delte loyalt de 400 kr imellem os. Et honorar for 5 timers musik dengang incl. transporti egne biler. Vi havde alle en bil dengang, men kørte ofte sammen 2 og 2 i min gule Opel Record varevogn med slagbassen på taget og det øvrige grej inden i. Som anlæg bruge vi en B&O hi fi forstærker, 2 Dynacord højttalere, 2 Shure mikrofoner med bøjelige svanehalse- stativer. Det var ret utroligt vi kunne spille store steder op med dette lette udstyr. Musikstilen ændrede sig meget i disse første år af tresserne, hvor Beatles- melodierne var den store fornyelse. En aften i Faarevejle forsamlingshus underholdt drengeparret, banjo drengene Jan & Kjeld og jeg spillede med mit nye orkester. I nabo forsamlings huset i Grevinge havde idrætsforeningen fest på samme aften med Bror Kalles Kapel, kendt fra radioen og om mandagen stod der i aviserne ” Jan & Kjeld og Keld slog Bror Kalle ud. Der havde kun været få balgæster i Grevinge med over 400 i Faarevejle. En aften vi spillede afvekslende med Johnny Reimar & the Cliffters oppe i Casino hallen, Slagelse til et stort VU bal så vi, at de havde såmænd heller ikke et større anlæg, men blot havde de fået bygget højttalerne ind i nogle større kabinetter. På Casino restauranten spillede jeg også i min soldatertid på tirsdage til ugens enkebal med en entertainer ved navn Peter Frode.

 

Dengang gik folk også i byen på hverdag aftener og dansede til kl 1.00 uden problemer med arbejdet om morgenen.

 

Keld Skovgaards kendte Holbæk orkester stod der mange gange i annoncerne for festerne. Annoncer som jeg mange gange selv udformede iHolbæk avisens annonceafdeling. En ny pianist afløste efter ca 1 år Kåre Larsen. Den ny pianist var musik studerende på konservatoriet, læreruddannet og spillede alt efter både noder og gehør. Han hed Palle Jespersen. Søn af en skoleinspektør i byen, Han var urolig dygtig og samtidig en flink, flink fyr. Så i de år akkompagnerede vi tit landskendte solister helt uden problemer. Han ledede også kor, spillede noget jazz og er i dag adjunkt ved Vordingborg Lærer seminarium, hvor han har været mange år. Når vi spillede den tids musik, ex. Beatles, Cliff Richard, Elvis numre m. m, italienske slagere, twist og swing musik havde han svært ved at holde sig til melodien, men ville gerne improvisere lidt.Men noder det kunne han læse så vi akkompagnerede ofte den tids sangsolister som, Grethe Klitgaard, Lille Dorte, Katy Bødtger, Nat Russell og Eugen Tajmer. Her stod vi så,4 unge fyre i hvide sko, hvide bukser og lamejakker, syet af min gamle far og helt i Bruno Martini italiener orkester stilen. Ret seje og ret så populære og efterspurgte

 

Vi spillede over hele Sjælland til de populære VU fester ( Venstres Ungdom), hvor der mange gange var teaterforestilling med Kay Abrahamsens turneteater eller solist optræden før aftenens bal.. På Mørkøv Kro til mange store baller. Sommetider med et publikum på hele 1000- 1200 balgæster. En pinselørdag, hvor der samtidig lå et omrejsende tivoli i kroens baggård spillede vi afvekslende med Peter Belli og hans Rivaler. Der var så mange mennesker, at man ikke kunne være i salen alle sammen på een gang og flere hundrede cirkulerede til tivoliet i gården, hvor bl.a. Volmer Sørensen og Bjørn Tidmand underholdt. Flere steder var vi en 8 mands besætning til byfester. Så fik vi hjælp af musikere, som jeg kendte fra min tid hos Knud Erik og måtte så mange mand spille det meste efter noder. Disse var færdigkøbte arrangementer for 4 blæsere og en rytmegruppe på 4 mand. Asfaltballer var det store tilløbsstykke dengang og især de landskendte oppe i Nykøbing Sjælland med hele 5 orkestre på hver sin tribune på hele Algade. I Nykøbing Sj. Var en kendt pavillon Grønnehavehus, hvor der hver sommer var revy eller solist optrædende. Her spillede vi en del og hver søndag aften kom underholdningsbussen fra København med unge amatør solister. Her mødte jeg første gang søskende parret Lecia & Lucienne, hvor af Lecia senere blev kendt fra Dansk Melodi Grand Prix og sammen med Ivan Petersen i duoen LABAN. Til en årlige store Anlægsfest i Slagelse var vi også engageret nogle gange i et kæmpeprogram over 3 dage med alle landets største solister og orkestre.

 

Til de store hal baller spillede vi tit afvekslende med Svend Nicolaisens transmissions orkester med kendte musikere, så som Perry Knudsen og sangerinden Bente Merete. Svend blev en rigtig god ven af mig og ikke mindst nogle år senere, hvor jeg som impresario bookede hans orkester over hele Sjælland og kontrakterne skrev vi under som reglen i Grøften i Tivoli i pauserne fra friluftsscenen. Mange historier har jeg hørt om hans interessante liv helt fra hans ungdoms dage på Reci i Næstved, via Valencia og radioen. Da vi snart til hver weekend havde mere end 1 bestilling på musik begyndte jeg at samarbejde og henvise til min gamle ven i Næstved Poul Birkum Petersen orkester- og solist bureau, senere med navnet DEPAA/S. Vi bookede sammen megen underholdning. Jeg koncentrerede mig om Nordvestsjælland, Nordsjælland og Københavns områderne og Poul næsten resten af landet. En anden musik kollega var sangeren og impresarioen Eugen Tajmer fra Tåstrup. Vi spillede sammen til mange job, hvor mit orkester eller jeg alene akkompagnerede ham.

 

Med Jimmy Pattersson Jamaica band

 

I efteråret 1964 kom jeg i forbindelse med en kapelmester fra Jamaica, Jimmy Pattersson fra Kingston Town. Jeg traf ham en aften vi spillede i den store sal på Grand Hotel i Kalundborg, hvor han spillede i restauranten med en trio. Kalundborg egnen var i det hele taget en egn med mange baller i Svallerup, St Fuglede, Værslev, Aarby,Rørby, Raklev, Tissø pavillonen og Viskinge. Forsamlingshuse eller en af de nye haller. Altid mange mennesker og nogle gange afvekslende med bl.a. Papa Benny eller Papa Bues Jazzbands. En dejlig tid og en måde at gå i byen på der snart skulle vise sig at være passe´ idet diskotekerne holdt deres indtog fra begyndelsen af70. erne i købstæderne og alle unge havde en bil og kørte nu længere omkring for at danse.

 

Jeg fik i oktober 1964 tilbudt at være pianist i Jimmy Pattersons Jamaica Band og fik orlov fra mit job på Venstrebladet i 2 måneder. Vi rejste så to Jamaica negre på trompet, bas og trommer samt en islænding Rune Gustavsson på b- saxofon og klarinet og lille blege mig på piano helt op til Luleå i Nord Sverige på Stadts hotellet, hvor vi var frem til Julen. Det var calypso, syd amerikanske rytmer, jazz evergreens o.m.m. vi spillede og sang med ret stor succes og på en rund drejelig scene midt på dansegulvet og underholdt ofte i hotellets andre sale som solister til galla aftener. Der var koldt deroppe og mørkt, men heldigvis spillede vi på et meget stort hotel med shops, frisørsalon og kiosk i lobbyen så Jamaica negrene vågede sig ikke uden for i kulden i den tid, som vi var der og for at holde varmen hældte de godt med Tabasco sovs på alt mad vi spiste på hotellet.

 

Vi skulle have været videre til Haparanda, ved de finske grænse, næste måned, men jeg savnede min familie for meget. Det var min kone Connie, min søn Kim på 5 år og min datter Tina på 2 år så jeg ville ikke med længere, men startede igen 1. Januar på Venstrebladet i Holbæk.

 

Holbæk- og Faaborgtiden

 

Hjemvendt fra det kolde Nord Sverige begyndte jeg igen at spille med mit 4 mands orkester på løst, som vi kaldte de enkelte weekend engagementer. Dels på Sans Souci i Holbæk. Til præsentations show i Odd Fellow palæet hos den navnkundige impresario Chr. Brochorst. Her medvirkede en meget ung sanger Otto Brandenburg, skuespillerne Preben Uglebjerg, Lily Broberg, Dan & Baxen o.m. flere kendte navne. Det resulterede i mange sjove nye spillesteder rundt i Københavns området. Op ad strandvejen til Humlebæk, Nivaa og Helsingør. Foruden de gamle kolleger trommeslageren Mogens Højer, pianisten Palle Jespersen og jeg selv havde vi fået en ny guitarist med. Han hed Werner Øst og var ud af den kendte musiker slægt Øst. Hans kone Lise Øst var en god sangerinde og med på flere jobs indtil hun ventede sig med datteren Tammy Øst, som nu er en kendt kongelig skuespiller. Werner og Lise blev skilt og en aften vi spillede til sommerfest på Humlebæk Stadion traf han sin nye kone, Ja- de damer kan være farlige for trætte musikere med hormonerne i sving efter at have været tilskuer en hel aften til, hvad der kan ske på et dansegulv ud over selve dansen.

 

Første Januar 1966 havde jeg fået et nyt arbejde, som forretningsfører på Fyn på Faaborg Avis. Den gamle redaktør, navnkundige Carl Nielsen, der samtidig var administrativ leder ,skulle gå på pension så jeg rejste med min familie til den lille købstad Faaborg til en fin gammel lejlighed på 1. sal over avisens lokaler med byens klokketårn fint ringende ind i vor soveværelse på 2. Sal hver morgen og aften spillende melodien ” Fred hviler over land og by”.

 

Musikken blev lagt på hylden for et stykke tid, men jeg havde dog taget min trompet og mitBdr. Christensen pianette med til Faaborg.

 

Men som alle musikere, een gang spillemand altid spillemand. Så efter 1- 2 år bag skrivebordet på avisen, hvis ejere var Svendborg Avis kriblede det med at komme lidt ud at spille igen. Så jeg afløste i Jørgen Jacobsens Casanova Boys fra Svendborg på trompet, akkompagnerede slangepigen Annika.

 

Annika og hendes mand, Arnold Schwarzniggers stand in, danskeren Svend Ole Thorsen var i Canada for at indspille en film og jeg var der som forretningsmand i 1988 og mødte dem pludselig på gaden i Toronto i under sjove omstændigheder. Jeg forbavsede godt nok de forretningsfolk jeg var sammen med, at jeg kendte og fik både kys og kram af en sådan god sild. I min fynstid spillede jeg også lidt med Eugen Tajmer og afløste i Leif Petersens party band samt startede med nogle unge musikere fra Odense en ny kvartet med navnet Keld Rene Kvartetten. Vi spillede i weekenden rundt på Fyn,Ærø, Langeland og i Jylland på restauranter, til byfester og i forsamlingshusene til baller. Jeg havde købt mig et transportabelt orgel med navnet Teisco, da klaverer blev ringere og ringere rundt på spillestederne idetalle spillede guitarer og trommer nu og piano blev umoderne. Vi blev booked af en impresario iOdense med navnet Poul Bundgaard, som også havde et stort tyrolerorkester samt det meget kendte impresario par Grethe og Bent Vigg fra Nr Lyndelse.(komponisten Carl Nielsens fødeby). Poul Bundgaard var formand for Foreningen af Danske Impresarier. En forening som jeg nogle år senere skulle slutte mig til, viste det sig. I Faaborg engagerede jeg en aften sangerinden Raquel Rastenni til en byfest, som medlem af festudvalget. Hun optrådte samtidig i Palmehaven i København og skulle således nå 2 optrædenpå samme aften. Jeg lejede et taxafly til hende fra København til Odense lufthavn, så en taxibil til Faaborg. Både taxi og fly ventede. Hun syntes jeg var ret frisk og smart og spurgte mig ” Kan De ikke skaffe mig en ung pige i huset, Skovgaard?”. Jo et vennepar vi havde, havde en datter Bodil på 17 år, som da gerne ville til over til hovedstaden hos Raquel og hendes datter Dorthe. En datter, som hun vist havde med Gustav Winckler, sagde man dengang, Hun blev meget glad for Bodil og takkede mig mange gange derefter, når vi mødtes.

 

Skovgaards Musikbureau i Holbæk

 

Efter 4 år i Faaborg længtes familien tilbage til Sjælland og selv om Faaborg var og er en dejlig købstad var den dog for lille og for rolig til mig i en alder af 31 år. Efter en tur til København til en samtale med Dansk Musiker Forbunds formand Villy Priess fik jeg efter anbefaling af Poul Birkum i Næstved en autorisation til at drive arbejdsformidling for udøvende kunstnere. Så som booking af musikere, skuespillere, solister, artister og mannequiner.

 

Det startede jeg så med 1. Oktober 1969 i Holbæk. Først fra kontorer i vor villa i Dalen, så Kalundborgvej, så Vestergades Mini Center og ude i villaen i Tjebberup.

 

Jeg begyndte så efter opfordring igen på Venstrebladet med annoncer, regnskaber og administration og en sekretær Kisser Skovholm passede Skovgaards Musikbureau, som det hed, i dagtimerne. Keld Skovgaards orkester genopstod igen med Erik Stille på bas, Poul Stille på guitar og Bjørn Petersen, som havde spillet med bl.a. Teddy Petersen, på trommer. Det var andre tider nu mærkede vi. Musiksmagen til dans var rock og beat i den ene ende og dansk toppen, som var startet, i den modsatte ende. Men den største udfordring var nu at spille de enormt store idrætshaller op. Det krævede meget og tungt udstyr, så mange orkestre kom om eftermiddagen i lastbiler for at stille op med eget lys show og stor lyd samt lydprøve for at kunne spille kl 20.

 

Med min impresario virksomhed fik jeg langsomt men sikkert flere og flere kunder at booke musik og underholdning til. Jeg havde en god kontakt til mange festarrangører, der engagerede musik og underholdning til hal- og byfester samt lørdagsmusik til de kroer og restauranter, som stadig ikke var blevet til diskoteker. Mit 4 mands orkester var der ikke rigtig brug for mere, men som trio og duo var der stadig nogle jobs samt til private selskaber for Holbæk bys spidser var jeg ret efterspurgt som ” suppe, steg og is” musiker nu på et hammondorgel med 2 manualer og fodbas. Som duo havde jeg fået en ny makker fra Ringsted egnen. Kurt Kramer hed han og var en habil trommeslager og ikke mindst en rigtig god sanger og altid i godt humør. Vi kendte hinanden fra nogle afløsnings job i hans orkester i 1964,hvor vi spillede nogle gange om ugen med 4- 5 mand i Vordingborg. Jeg på trompet for pianisten i orkestret var ingen ringere end den nu kendte og fantastiske kapelmester Svend Skipper. Konservatorieuddannet og nu gift med kgl. skuespiller Ghita Nørby.

 

Duoen Keld & Kurt

 

Kurt blev min ven for livet og vi spillede rundt på egnens kroer som duo på Lyngkroen i Rørvig, Skovkroen i Gyrstinge, Møllekroen i Vipperød, Strandparken i Holbæk samt til foreninger ” for de unge på 4o”et begreb som voksede frem der først i 70, erne. Jeg boede i en villa lige over for Strandparken i Holbæk og mange gange ringede direktøren ” Keld, kom lige over og spil et par timer på klaveret, der er nogle som keder sig lidt uden musik og gerne vil træde hinanden lidt over tæerne med lidt dans.”Hurtigt ren hvid skjorte på og over på den anden side af gaden et par timer hos den noget skrappe direktør Nimb, som jeg imidlertid havde et ret godt forhold til. Men mens vi ude i forsamlingshusene altid blev budt på kaffe, ostemadder eller festmiddage i pauserne måtte vi hos Nimb selv have en madpakke med og fik anvist et eget lokale til at holde pauser i.

 

Keld Skovgaard´s orkester som 4 mand eksisterede nu kun og blev samlet når foreninger havde jubilæumsfester med spisning og dans eller når Landboforeningen havde sine årlige høstfester, hvor vi spillede med 5 mand. Tiden var vist løbet fra det repertoire vi spillede i orkestret måtte jeg erkende.

 

Skovgaards Musikbureau leverede bl.a. musik til de kendte hal baller i Knabstrup under halinspektør Juergen Hansen ledelse. Her underholdt navne som Gasolin, Shu bi Dua, Bamses Venner, Svend Nicolaisens, Ten CC, Swinging Blue Jeans og Firebeats fra Norge samt orkestre som, Milles. Papa Bues Jazzband, norske, svenske, tyske og hollandske orkestre samt kendte solister som Bjørn Tidmand. Millers show band fra Aalborg var en aften engagerede med 8 mand og sangerinde og hvilken sangerinde var med. Min gamle kæreste Lis havde efter mange års turnemed kendte orkestre som Kurt Juergens, Sv AaEspensen og Ernst Herdorf slået sig ned i Aalborg

 

Knabstrup Hallenskæmpe diskotek og dansefester trak mange folk. Een påskelørdag hele 2.500 med dans i både hallen, restauranten og neden under ved skydebanen. 5 orkestre var engageret på samme aften. I de andre haller, som Svinninge, Svebølle, Mørkøv, Kr Hyllinge, Stestrup og Stenlille Hallen havde de alle deres vel besøgte halfester med 2 orkestre eller et stort landskendt orkester på plakaten. Ofte med kæmpe fællesspisning først og så bal derefter. Vi tog i de år mange svenske orkestre til Sjælland. De var både dygtige, disciplinerede, godt sammenspillede og vant til at spille på store dansesteder. De ankom om eftermiddagen i deres store busser med plads til både instrumenter, lyd- og lysanlæg og med sovepladserog var rejsevant med de store afstande i Sverige.

 

Et andet band som jeg bookede var fra Svinninge og hed Hokus Pokus. Det var i dette orkester det senere kendte melodi grand prix par Kirsten Siggård og Søren Bundgård startede , så Kirsten har lært sangfaget den hårde vej.

 

Det var kendte band som Twin Rivers, Milles, Mats Bladts, Fendow, Kikis m.fl. Disse bookede jeg også vilbl.a. Valencia i København, som i de år var ejet af en svensk koncern.

 

Keld med Winni & Blue Stars

 

I 1978 afløste jeg en overgang på Sjællands job i et af de orkestre, som jeg samtidig bookede. De hed Winni & Blue Stars med ægteparret Winni og Anders Nielsen fra Regstrup. De spillede steder som Valencia, Maritza Aarhus og Københavner Kroen. De er nu bosat i det Sønderjyske ibyen Sommersted, hvor især Winni skriver mange melodier og tekster, som de dels selv indspiller eller udgiver via ex. svenske og norske orkestre og bliver meget spillet i lokalradioer og var parret i TV udsendelsen ” Musikkens arbejdsmænd” på blev vist på DR 1 og svensk TV. Med det orkester spillede jeg hammondorgel, synth. trompet og stringer. De spillede landet over på restauranter som Landsbyen i Køge, BristolNakskov samt i Norge på restauranter og højfjeldshoteller. De spillede bas og guitar og med dem var en fantastisk trommeslager Mario fra Polen.

 

Five Tonny og SUN studierne

 

Helt tilbage først i 70.erne havde jeg medvirket på indspilninger med et lokalt kendt dans top orkester Five Tonnys hed de og var fra Havnsø. Vi indspillede båndmusik for selskabet Tocano i Asnæs med julemusik, hvor jeg spillede trompet og vibrafon. Her mødte jeg første gang en stor ung mand fra Aarhus, som indspillede sin første plade. Det var Flemming Bamse Jørgensen der i Vallekilde Forsamlingshus, hvor Tocano havde sine studier indspillede sin første single plade” Bente, vil du danse med mig?” som blev en stor succes for ham. Det studie arbejde gav mig mod på at indspille mit eget kassettebånd. Det gjorde jeg i 1979 sammen med 2 dygtige musikere fa Svend Nicolaisens transmissionsorkester, som jeg kendte godt. Det var Flemming Jørgensen på trommer og Finn Frausing på el- bas. Jeg spillede først piano stemmen på 1 dag sammen med dem. Det gik bare som smurt. Derefter spillede jeg ovenpå 2 gange med hammondorgel og på synthesizer og stringer keyboard, hvorefter vi brugte et par dage til at mikse de forskellige spor sammen. Studiet hedSUN Studier og var ejet af de 2 brødre Svend og Thormod fra orkestret Five Tonny.SUN navnet var ret prætentiøst, idet det var navnet på det studie i Memphis, hvor Elvis indspillede sine første plader. Svend Christiansen ejer stadig SUN, som er flyttet til København og indspiller al musik og de danske stemmer til Walt Disneys tegnefilm.

 

Mit kassettebånd kom til a hedde ” Dans efter middagen” med 20 numre som Bye Bye Blackbird (mit orkesters slutmelodi hver alle spillejob), My way, Diana, Amor, Amor og flere.

 

Den ene dag, da vi miksede lydsporene mødte Otto Brandenburg og Vivi Back op og vi fejrede med champagne Vivis nye tysksprogede børneplade.

 

Båndet solgte ret godt i Nordvest Sjællands pladeforretninger samtidig som jeg brugte det som promotion. Dette bånd skaffede mig året efter et flot engagement i Jet Set byen Gstaad i Svejts gennem en impresario fra Bern, hvilket jeg vil berette om senere. Mit musikbureau gik godt og blev nu drevet af min kone Connie sammen med en sød ung pige fra Asnæs, som jeg fik i handels- og kontor lære.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bente Andersen hed hun og blev en uvurderlig hjælp for os i både bureauet og i min kones parfumeri forretning i Vestergade, hvor vi også havde kontort. Skovgaard Musikbureau var nu medlem af Foreningen af Kunstnerbureauer i Danmark. Jeg var i en periode næstformand, sad i Arbejdsministeriets udvalg for lovgivning af bekendtgørelse for ” privat arbejdsformidling” og havde mange god stunder og møder sammen med bl.a. impresarierne Sally Joffe, Hanne Wilhelm Hansen, Johnny Reimar og andre kendte impresarier. Jeg jobbede indtil 1973 på Venstrebladet men kom ikke rigtig videre i mit karriere forløb og læste alle hverdags aftener fra 1972- til Maj 1980 på handelsskolerne i Holbæk, Slagelse og Roskilde til merkonom i regnskab og revision. Jeg fik i maj måned 1980 den 10. eksamen i skatteret og var klar til at kunne starte som registreret revisor.Det var travle år hvor jeg både var revisor om dagen i et af Danmarks største revisionsselskaber, statsautoriserede revisorer, Revision Danmark, spillede musik i weekenden, var impresario og hjalp en kammerat med at starte et handelsfirma inden for elektronik branchen med salg af komponenter tilmaskin- industrien og byggebranchen. Dette handels- og ingeniørfirma blev senere et verdensfirma, som jeg arbejdede i fra 1985 til min pensionsalder i 2005 med få afbrydelser og igen med nogle musikår ind i mellem. Om denne periode handler en anden bog..

 

Mallorca kalder

 

Efter disse travle år i hele 70. erne havde min daværende kone fået nok at mig efter 18 års ægteskab. Jeg var jo aldrig hjemme sagde hun, men hun glemte vist,at jeg skulle tjene mange penge til familien med 3 børn, en stor villa, ridehest til datteren og 2 biler. Så jeg var rigtig nok aldrig hjemme. Jeg solgte derfor musikbureauet til Bente Andersen, der flyttede det til Asnæs i Odsherred, hvor hun drev det i nogle år indtil det lukkede sidst i 80. erne.

 

Nu begyndte 5 fantastiske musik år for mig .Jeg pakkede min bilmed mit hammondorgel og anlæg midt i maj måned 1980efter at have solgt bureau, hus og sagt op min stilling i det store revisionsselskab i Borgergården i Holbæk.

 

Kørte ned gennem Europa. Tog færgen over til Palma de Mallorca. Her gik jeg op på impresario Espectaculos BRAVOs kontor, hos impresario Emilio. Ham havde jeg haft forbindelse med året forinden, hvor jeg bookede min ven og tryllekunstneren Arne Lund Bentsen fra Holbæk til den verdensberømte natklub TITOs i Palma. Jo, Emilio kunne godt huske mig. Jeg fortalte at jeg holdt nedenfor på Espana pladsen med mine instrumenter. OK du kan tage ned på det 4 stjernede hotel Palas Athenea på Strandpromenaden og prøve spille i aften kl 21- 24så kommer jeg ned og hører dig og taler med direktionen. Emilio var Mallorcas store impresario og bookede alle de store hoteller under SOL koncernen. Det gjorde jeg så og før Emilio var kommet derned havde hotellets direktør sagt ” Du kan spillepå den store terrasse, med udsigt til katedralkirken, her hver aften frem til ultimo September fra 15. Juni cirka, hvor sæsonen rigtig starter. Der kom et flot internationalt publikum der og jeg sang på både spansk, tysk, engelsk og skandinavist. Lige hvad de skulle bruge, sagde man. Det blev til 4 dejlige somre i Palma under denne direktion. Jeg klarede mig så godt jeg kunne på mit aftenskole spansk. Og tiden indtil sæsonen startede rigtigt brugte jeg til at spille enkelte aftener påbl.a. den danskejede Kunstnerkroen i Porto Pi, hvor navne som Kaj Løvring, Lille Palle og drag’en Bent også underholdt. Da jeg kun spillede fra kl 21- 24 på Palas Atenea kunne jeg både nå at spille før og efter denne tid på de forskellige hotellers flygler til Cocktail parties samt underholde på Kunstnerkroen hos Preben og hans tyske kone Ursula.. Ja een sommer spillede jeg hele 3 steder på en aften. Kl 18- 20 i baren på det 5 stjernede hotel Del Mar, så PalasAthenea til kl 24 og fra kl 01,00 til 04,00 ude i spille kasinoet Magaluf i piano baren på et hvidt flygel, hvor James Hunt formel 2 racerbil stod ved min side som dekoration. En aften hvor den verdenskendte spanske sanger Julius Inglesia havde haft koncert endte han med hele sit selskab i baren og han måtte gi’ nogle numre og jeg spillede til ham. Hans road manager spurgte mig om jeg var ledig efter sæsonen. Han kunne bruge mig til en tour til Sydamerika, sagde han. Det kunne jeg ikke overse, dengang. Og godt at jeg sagde nej for det efterår ændrede hele i mit liv sig i Norge.Ganske pussigt - når man er ansat i et spille kasinoskal man hver aften vise sit pas og indskrives ikasinoets logbog. Men jeg måtte ikke spille på rouletterne eller andre spil også selvom jeg ikke skilte mig ud fra gæsterne i min hvide smokings jakke , sorte butterfly og dittobukser kendte alle mig fra baren. Det var utrolig hårdt med spil alle ugens 7 dage så jeg sov da også det meste af dagen ude ved stranden Illetas på en drømmeseng. Jeg havde lejet en lille lejlighed af kromanden fra Skibby på 5. Sal i en bygning lige over for den spanske konges sommerslot. Jeg blev regelmæssigt checket af Gardia Civil politiet, da jeg jo havde frit skudhold over i kongehaven. Selv om jeg kunne spise gratis på Palas Athenea, tog dette for lang tid hver aften så jeg lavede selv lidt mad,så godt jeg kunne for jeg havde jo aldrig lært noget sådan hjemme hos min mor. Gik ellers ud at spise, det var drøn billigt, eller kom den sommer som ” fri mand ” sammen med de forskellige Spies guider og levede et rigtig ungkarle liv. Der var jo også en jævn strøm at pæne enlige damer der som turister, så det var en dejlig sommer i 1980 for en musiker på 42 år. Der blev også tid til at spille i den danske Radio Popular, som under ledelse af danskeren Bent Jacobsen havde en times daglig udsendelse på dansk. Lige som hos impresarioen Emilio kom også her mit indspillede kassettebånd mig til gode.

 

En dejlig sæson var slut ved udgangen af September måned og min yngste søn, Henrik på 14 år og jeg kørte hjemover- Han havde været nede hos mig med en måneds tid fritagelse fra skolen. I sommerens løb havde jeg lært at kende en svensk dame, Inge hed hun og var på sprogskole på Mallorca. Hun arbejdede som sekretær for Bonnier bladkoncernen i Lusanne i Svejts. Hun anbefalede mig at tage kontakt til nogle svejtsiske impresarier, tilsende dem mit kassettebånd og min ret fine reference fra hotel Palas Athenea. Vi kørte derfor via Lusanne- Boede hun Inge og hendes ligeledes 14 årige datter et par hyggelige dage, hvor vi lærte Lusanne og omegn med Montreux at kende. Jeg ringede til en Impresario Leissner, som ville se på min reference og sende mit kassettebånd til nogle af de, sagde han, ret eksklusive steder han bookede i vinterferie byerne i landet. Bl.a.til Switzerhof koncernen i Bern, da de ejede et elegant sted i jet set byen Gstaad i Berner Operland.

 

Mine første vintre i Norge og Svejts

 

Tilbage i Danmark boede jeg nogle dage hos min kone, som jeg var separeret fra og kontaktede så bureauet PAN MUSIC i Silkeborg, hvor fra impresario Manfred Zaehringer bookede musik til mange højfjeldshoteller i Norge. Efter nogle dage fik jeg et brev fra Leissner i Svejts med et tilbud om at spille 3 måneder i Gstaad på restauranten Chesery og samtidig ringede PAN Music om jeg kunne tiltræde i Norge om 2 dage?. Enten i Mandal på hotel Solborg eller på Grand Hotel i Larvik frem til 1. December grundet hotellet jubilæum i deres bar. Hvad skulle jeg vælge?. Til et held, viste det sig, valgte jeg at tage til Larvik. Udover mig spillede et 4 mands italiensk orkester i hotellets blomsterhave restaurant. Dette job førte til et stort vendepunkt i mit videre liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Randhi og Keld ca 1990

 

Norske Randi kommer ind i mit liv

 

En aften midt i November sad der pludselig en rigtig pæn jente oppe på en barstol og drak juice iført en grå spadserer dragt med vest, høje stiletter og jeg sagde whau, whau. Hun lignende en sekretær og pludselig stod hun oppe ved mit flygel og spurgte ” Kan du spille noget Walt Disney?.” ”Ja, sagde jeg med hvad” ?. Den de spiller til jul. Det må være ” Når du ser et stjerneskud”. Det var det lige den ”damen” ønskede. Da jeg var færdig med at spille gik jeg ind i blomsterhaven, hvor omtalte jente var sammen med hendes mand og et andet par. Hun så mig og kom og spurgte om jeg ville danse. Nu er musiker og det med at danse jo ikke rigtig sagen. Vi har set for mange ” ulykker” ske på et dansegulv. Men hun smilede sødt, var en rigtig god sild, så jeg sagde ja. Det skulle ændre vores begges liv fremover. Jeg spøger her 25 år efter med, at det var den absolut dyreste melodi jeg nogensinde har spillet og den dyreste dans, som jeg har danset i hele mit liv. Som dreng gik jeg mange år på danseskole så danse det kan jeg, selvom jeg med årene nok er blevet ” lidt tung i røven”.

 

Ja, det blev vist kærlighed ved første blik. Jenten hed Randi og var 37 år, viste det sig, var husmoder og butiksassistent på egnen med 3 halv store børn, men lå i separations forhandlinger med sin mand. Hun kom derefter på hotellet flere gange sammen med nogle veninder. Vi gik en søndag i biografen sammen, kørte nogle ture i omegnen og lærde hinanden lidt at kende. For at checke Randis seriøsitet spurgte jeg måske lidt i sjov ” Jeg skal til Svejts og spille 3 måneder i vinter, vil du med?”. ” Hvis vi ikke kan finde ud af det, skal jeg nok betale en flybillet hjem, når du ønsker det” . Jeg er aldrig kommet af med den flybillet. ”Ja, det vil jeg da gerne, sagde hun glad, ellers skal jeg til at finde mig en lejlighed her i Larvik; jeg giver det en chance.”

 

Det er nu over 29 år siden. Vi har været gift i 25 år når dette skrives 29. December 2010 og har haft et fantastisk liv sammen både privat, inden for musikbranchen og inden for forforretnings- verdenen i både Danmark og Spanien. Ja, faktisk hele verden over.

 

Impresario Leissner fra Bern havde sendt mig en kontrakt på at spille i Gstaad i Svejts på et eksklusivt sted med både spiserestaurant, taverna og et in diskotek med navnet Borra Borra på hotel Chesery. Så efter nogle få dage i Danmark først i December måned, besøgende min gamle mor i Dianalund og nogle gode venner i Holbæk og musikparret Winni og Anders iRegstrup begav vi os sydpå. En tag baggage bærer var indkøbt oppe i Larvik. Så vi kunne have 2 kufferter med vores tøj på taget i min røde Simca Talbot personvogn, hvor bagsædet kunne slås ned så dette gav plads til de ny checkede instrumenter og anlæg. Så som et hammondorgel X 5 med Lesley højttalere. Et mikrofon- og sanganlæg, rytmeboks og en ny Korg Six synthesizer alt checket hos min gamle ven igennem mange år musikhandler Poul Rasmussen i Svinninge Musikhandel. En musikhandel, hvor musikere fra hele Sjælland kom og købte, solgte eller fik repareret deres udstyr. Han var selv harmonika spiller og havde altid beundret mit spil, sagde han tit.

 

Vinteren i Gstaad med verdens Jet Set

 

Ankommet til vintersports stedet Gstaad viste det sig at der var ingen sne i det hele taget og sæsonen skulle ikke starte før til Jul. Men direktøren på hotellet var en flink italiener, der syntes at, når vi nu var et par, skulle vi ikke bo nede i byen i en lejlighed med på et værelse på 1. Sal på Chesery. Det tog vi imod selv om det var trange forhold med få møbler, men nemt for mig, ned af trappen, når jeg skulle spille og op i pauserne. Vi var et personale fra 11 forskellige nationer, som arbejde der og spiste sammen, så det var et rent Babylon ved personale-spisebordet.Der blev bygget en fin barriere omkring mit hammondorgel og udstyr. Det så lidt bedre ud, sagde direktøren og der skulle kun spilles dinner musik og ikke til dans.

 

Først i januar 1981 faldt der på 2 uger mere end 2 meter sne, så vi havde en dejlig vinter i Gstaad omgivet af al verdens berømtheder, hvor af mange kom og spiste og holdt eksklusive parties på Chesery. Det var kendisser som: David Niven, Audrey Hedburn, Roman Polansky,Kurt Juergen, Roger Moor, Kiki Tholstrup, Guenther Sachs. Sidstnævnte havde flere værelser på hotellet stående til sin rådighed, så Randi og jeg havde altid flot sengetøj og håndklæder og jeg sagde mange gange at ” hvis Birgitte Bardot kommer på weekend besøg kan det da godt være jeg en aften går ind på det forkerte hotelværelse”. Fyrsten fra Monaco så vi også med hans familie. Prinsesse Soraya, prinsesse Ira von Fuerstenberg m. flere. Alt var uhyre eksklusivt, men jeg blev ret populær idet mit repertoire var utroligt alsidigt og det gav mange gode drikkepenge. Når Roman Polansky kom med sine unge piger skulle han have ”Spanish Harlem”. Den tyske skuespiller Kurt Juergen skulle have ” Danke Schoen”.o.s.v.Tjenerne varogså italienere. Kunne tale tysk, fransk, italiensk og engelsk og var yderst professionelle, når de serverede, men lignede bumser uden for arbejdstid. Nogle aftener var restauranten lukket for offentligheden på grund af private selskaber. Så kom verdens kendteste mennesker med private chauffører eller i deres Range Rovers. Amerikanske skuespillere, gammel tysk og italiensk adel dukkede op fra deres lokale charletFlere af dem havde deres egen bodyguard med sig. Jeg spillede ex. til prinsesse Ira Von Fuerstenbergs 40 årige fødselsdag (eller var det 50 årige, hvem ved). Der sad 2 jægersoldater oppe ved siden af mig med ladte pistoler og grønne jægerfrakker på. De skulle holde øje med de kostbare juveler, som selskabets inviterede damer bar. Diademer o.s.v. og så ellers stikke diskrete små sedler op til mig med ønskemelodier. Samt sedler ved siden af med tips. Jeg troede det var 10 frank sedler, men da jeg kom op på værelset og tømte lommerne var det skam 100 svejtsiske frank, jeg havde fået hver gang. Det var hvad mit daglige honorar var incl. kost og logi til 2 personer.

 

Værten var især meget glad for mig, sagde han. Året før havde franskmanden Richard Klyderman spillet der ogdet kendte orkester Hazy Osterwald, men begge parter havde lidt svært ved at passe spilletiderne og møde på jobbet ædru. Randi fik også af og til et lille job. Bl.a. med at hjælpe med ophængning af gardiner eller vi gik i byen og indkasserede regninger for værten. Men ellers brugte vi dagene til at være ude i det fri. Sidde i solvæggen ude på skiløjperne ved en stald eller vi lejede selv nogle ski og jeg fik opfrisket min barnelærdom med at løbe på ski. Det var som reglen langrends ski, da ventetiderne ved byens lifter var for lang,til slalom kørsel syntes vi.

 

Som forventet. Sneen væltede ned først i januar og holdt sig lige til midt i Marts nede i byen, og oppe på bjergsiderne frem til sommeren. Vi gik mange gange op af løjperne og til restauranterne på toppene, hvor vi spiste lunch, drak kaffe eller bare solede os sammen

 

med de kendte, og tog så kabineliften ned eller gik på gå ben. Nede i byen var der et andet in sted. Olden bar hed det og her kom alle de kendte om formiddagen. Mange med en chauffør holdende, ventende uden for. Det var ret sjovt at f. eks. David Niven og andre begyndte at nikke til en, når vi mødtes. Jeg var jo ham pianisten henne fra Chesery. Sidst i marts var sæsonen forbi og vi kørte nordpå hjem til Danmark og med en flot anbefaling i bagagen og efter at have tilbragt en herlig vinter med de kendte.

 

Aarhus tiden

 

Efter få dage hjemme hos min gamle mor i Dianalund fik jeg tilbud om engagement i Aarhusi baren på Maritza men med en tosset arbejdstid fra kl 23,00 til O5,00 om morgenen og kl 6,00 ca kom ølbilerne med forsyninger og lige neden for vore vinduer, da vi boede på 1. Sali Frederiksgade lige over restaurant og bar. Heldigvis var det en skøn april måned rent vejrmæssigt så om dagen tog Randi og jeg ud til stranden ved Aakrogen i Risskov, som jeg jo kendte fra mange år siden. Eller vi kørte ud til skoven ved Varna medbringende plastunderlag og tæpper fra bilen og solede og sov lidt. I restauranten på Maritza spillede et band Blue Company, 4 mand med en trommeslager ved navn Martin. Han skulle senere blive min/ vores booker til mange gode månedsjobi Norge, idet han blev ansat hos PAN Agency i Silkeborg.

 

Geilo og Norge kalder

 

1. maj 1981 om morgenen kl 6,00 uden at have sovet kørte vi nordpå op til Hirtshals for at tage færgen over til Kristiansand og derfra videre op på fjeldet til feriebyen GEILO på det kendte Holms hotel. Ejet af nogle danske tandlæger og kendt fra ” Far til fire filmene”. Min gaspedals kabel havde det ikke for godt og da det var 1. Maj var alle værksteder lukkede, men en flink servicemand på en tankstation i Norge fiksede lidt på kablet og vi kunne med een motorhastighed køre op på fjeldet i over 1000 meter højde. Det var med nød og næppe vi kravlede op og nåede Holms Hotel. Deroppe var der fuld hus af folk. Det store årlige skarverend var blevet aflyst på grund af en for stærk vind.Hotellets direktør Olsen havde fået hotellet fyldt og var ret forvirret, men åbenbart meget glad for at vi var nået frem så han hilste på os hele 3 gange. På Holms hotel havde vi en dejlig måned og nød de mange faciliteter på stedet, så som indendørs pool, trimrum og hotellet fungerede nærmest som et kur sted og min daglige spilletid i restauranten var overkommelig 3 timer hver aften. Om dagen stod vi på ski. Vi havde købt os ski og hele udstyret med røde fjelddragter og kørte op til bl.a. Helgastøl i 1400 meters højde. Solede os i det bare ingenting i sneen, der stadig lå i stor højde i hele maj måned. Men sneen var ” gammel” og man sank helt i hvis man ikke fulgte de spor, som rensdyrene havde skabt. De vidste lige, hvor de skulle gå uden at dratte langt ned i gammel rådden sne, som nordmændene siger. En gang jeg var kommet godt langt ind på fjeldet, solen skinte fra en højblå himmel. Det var som ” Keld alene i verden”. Randi solede sig på et plastunderlag i sneen i Eva kostume og pludselig kom en flok på ca 20 rener traskende. Rener ser ret dårligt så flokkens førerhan snuser sig til, hvad de møder på deres vej at andre dyr og evt. mennesker. Med førerhannen i spidsen løb de i en cirkel ligesom cirkusheste efter hinanden rundt om mig. Jeg stod musestille, havde ellers mit kamera i rygsækken, men turde ikke røre mig af flækken.

 

31. maj 1981 gik det ned fra Geilo fjeldet igen. Ned via Kongsberg i dale med lysegrønneny udsprungne birketræer til Randis forældre, som boede oppe i skoven ved Svarstad, forbi Krogen hvor Randi var født og opvokset forbi den gamle skole i Krogen, som var Randis barndomshjem og nu ejedes af hendes yngste bror Trond. Det var pinse og efter at have besøgt familien videre ned til Sørlandet til byen Mandal og hotellet Solborg.

 

Et dejligt sted og især om sommeren lige ud til den sydligste norske skærgård. Vi fik en rar lejlighed lige over for hotellet, Vejret var varm sommer og dagene blev brugt til at dase på vore plastmadrasser nede på svarbergene ved vandet. Her var også godt at fiske og mange gange efter spilletids ophør kl 24,00 skulle jeg lige ud i den lyse sommernat og flere gange med en fangst med hjem af rødspætter og Isings til natmaden og frisk stegt endnu bugtende sig på panden var det rigtig natmads guf til en dyr norsk øl og Linjesnaps. På Solborg hotel, der var et veldrevet familie hotel, kom jeg hele 3 gange både vinter og vår.

 

En Mallorca sommer endnu engang

 

1Juni lokkede Mallorca dog igen og vi kørte ned gennem Europa til Barcelona, hvor vi tog færgen over til Mallorca. En sejltur på cirka 8 timer og ankom ned til stegende hede og en varm 4 måneders sommer. Vi lejede igen en lejlighed gennem min impresario Emilio på Don Carlos i Porto Pi. Jeg spillede igen på hotel Palas Athenea på terrassen. Vi tog hver dag til stranden og lå på cementkanten ude på Illetas og nød livet og blev meget meget solbrændte. Brune og sunde.Vi var begyndt begge to af kunne kommunikere på spansk med de mange venner vi fik derude- Lavede selv mad. Kunne købe ind på markedet til en hel uge for 5.000 pesetas, lig med 300 kr. Det var billigt at leve på ferieøen dengang. Ellers gik ud og spiste national rettenPaella, som også var billigt. Også denne sommer kom min yngste søn Henrik derned, så der blev lidt trangt i studie- lejligheden med kun 2 senge. Men det gik og Henrik havde travlt med at hjælpe med salget i en pladeforretning og solgte billetter på et diskotek sammen med et ungt spansk par.

 

Om natten efter kl 24, når jeg sluttede at spille mødte Randi mig på hotellet og så gik vi ud at spise natmad, gik til koncert med bl.a. The Platters. Vi lærte nogle unge svenske piger at kende, som jobbede på et stort diskotek inde i Palma, så der kom vi gatis ind. Impresario Emilio boede sammen med enpæn norsk jente, som havde været mannequin og fotomodel og hende hjalp Randi nogle gange med at rengøre kontorlokalerne i hendes mands impresario bureau.

 

Munkebjerg og Hvide Hus Jylland kalder

 

Igen en dejlig sommer gik. I slutningen af september 1982 gik det nordpå til Danmark og direkte til hotel Munkebjerg i Vejle, hvor jeg skulle spille i oktober måned i hotellets Green BAR, hed den. Det var hårdt at komme fra det solbeskinnede Mallorca til mørke Danmark i oktoberregn til et hotelværelse i hotellets kælderetage. Det gav Randi nogle depressioner og festmiddags rester fik vi hver dag. Steg og tærte og meget brun sovs. Hotellet var stort med et 3 mands orkester, som spilledesalon musik på violin, cello og piano i restauranten under ledelse af en meget fin violinist Arne Andersen. Han spillede en aften Griegs ” Solveig sang” så Randi fik tårer i øjnene, så smukt var det. Hotellet havde ogsåeget bageri og slagteri og havde mange store fester, konferencer og selskaber. Jeg mødte bl.a. skuespilleren Tommy Kenter en aften, hvor vi begge skulle underholde i hotellets store sal og restaurant. Vi skulle mødes igen 23 år senere i Spanien i Marbella på Radio Solymar, da vi sammender lavede ” Hit med sangen” i en radioudgave for de danske lyttere. Også Rico kvartetten fra Lolland, som jeg kendte fra mine booking dage spillede på hotellet og andre kendte orkestre og solister. ” For Søren, Keld, hvad laver du her, blev jeg mødt med da vi mødtes i receptionen”.

 

Efter en måned i Vejle ved fjorden gik turen de for os få kilometre op til Ebeltoft til hotel Hvide Hus, hvor jeg skulle spille frem til jul i hotellets bar Admiralen og nogle gange i restauranten på hotellets flygel. Ebeltoft blev Randi og min favorit by i årene der kom. En aften kom der et muntert selskab ned i baren. Det var rejsekongen Simon Spies med sit sædvanlige følge. Han var i Ebeltoft for at bese hotellet, som han måske agtede at købe. Det blev en munter og sen aften for mig. Spies skulle hele tiden have sin yndlingsmelodi ” Det var på Capri”. Men det gave gode drikkepenge men klokken blev også 4 om morgenen før selskabet endelig brød op i godt løftet stemning. Vi boede i en dejlig nyindrettet funktionærvilla lige neden for hotellet og dagene gik med at fiske og ellers besøge min familie på egnen. Min kusine Mary i Fuglslev og hendes mand Knud. Dem kom vi til at se meget til i de næste år. Min fætter Christian havde et hus i Fuglslev, som næsten altid stod tomt, da han arbejdede på Thule basen på Grønland, Det lejede vi flere gange, når vi fremover var ledige en måned indtil næste engagement eller i julen, hvor vi tog min gamle mor med derover. Så kunne Randi selv lave mad og stege de mange friskfangede torsk, isings og rødspætter jeg tit kom hjem med efter en fisketur sammen med familien. At lave mad selv var noget vi tit savnede efter alt den restaurationsmad vi altid måtte spise som ansatte på hotellerne.

 

Norske glitrende snevintre

 

2. Januar 1983 gik det igen op nord på og igen til Mandal. Op til sneen og kulden og med et par nyindkøbte snekæder på bilen. Men vejene på Sørlandet var kun pletvis dækkede med sne, så de nye snekæder blev hurtigt slidte og satte sig fast rundt akslerne på forhjulene så jeg måtte i en mørk nat ligge på en mørk vej og prøve at afmontere disse med mine sarte spillefingre.. Og denne januar måned var der selv i det aller sydligste af Norge en streng vinter. Sneen lå tyk og skiene blev flittigt brugt. Videre nordpå op via Randis hjemby Svarstad, hvor vi hilste på familien og videre på sommerdæk op over Fagernes op til højfjeldshotellet Nystuen på Filefjeld. ”Er I tovlige, sagde værten at køre op på fjeldet på isglatte veje på sommerdæk, ja kun danskere kan finde på noget sådant”. Så bilen stod stille ved hotellet i en måned og vi brugte kun skiene i det dejlige terræn. Her fik vi løbet meget på ski. Ud over en is glat, sneklædt stor sø. Op på fjeldet og indover til en lille kaffehytte. Så man lærte snart at den rigtige smørelse var meget nødvendig, også få en dansker. Her oppe holdt jeg helt op med at ryge. Der var for langt ned til den nærmeste købmand for at købe mine grønne Dunhill, ca 10 km lig med en norsk mil

 

28.Februar var igen et job slut og det gik videre vestover til byen VOSS på Vestlandet til Park Hotel. Vejene var her nærmest huggede ind i siderne på stejle fjeldvægge, snoede og glatte liggende i en yderst flot, men barsk natur. Men vi kom da helskindet frem på voresommerdæk. Park hotel var et stort dejlig hotel med mange aktiviteter. Jeg skulle spille i lobbyen først på ugen og så til ”vaksen dans” i restaurant og sal sidst på uge. I underetagen spille et 5 mands band fra Prag med navnet After Eight. Der var flere gange solist optræden i restauranten, jazzfestival i byen og vi boede lige midt i byen i en ret ny lejlighed. Fik et sjok, da vi ankom der. Et bulgarsk orkester havde boet der nogle månederforinden og alt flød og især køleskabet var næsten levende med gamle madrester. Randi fik hotellets danske direktør, Andersen til at komme og bese tilstanden og der blev hurtigt gjort rent og ryddet. Ryddet så meget i køleskabet at vi fik smidt maden ud til en norsk skiinstruktør, som også havde et værelse der. Om dagen kørte vi med skikabine liften op på fjeldet ca 750 meter over Voss. Her var et pragtfuld skiterræn så med læskedrikke, appelsiner og chokolade i rygsækken samt et isolerende siddeunderlag blev det til mange ture derop. Den sidste aften i marts skulle vi skynde os at pakke sammen, forlade hotel og lejlighed for at nå en færge i Kristiansand næste eftermiddag, da Hotel Hvide Hus igen ventede mig. Det blev en dramatisk tur. Da vi havde pakket alt havde vi fået smækket os ude fra lejligheden, troede vi da. Ned på hotellet, vække natportieren og på ny have vores lige afleverede nøgler til lejligheden. De passede ikke og enoverbeboer, som vi allerede havde vækket en gang tidligere råbte ned til os . ” Hvad skal I nede på lægekontoret for” ?. Vi stod på fejl etage, fordi vi havde taget elevatoren nede fra kælderetagen af og ikke som sædvanlig fra stueetagenFlovt nok men af sted kom vi da og igen på smalle glatte bjergveje, så da vi mødte en natbusog måtte vige for den knækkede asfalten under os i bilens højre side. Så der stod vi, men heldigvis havde bussens chauffør set det og et par mand kom og løftede bilen op på vejen igen. Videre med en lille færge og op over det store fjeld ved Røldal. Høje snekanter på 3- 4 meter, meget snoede veje og min kobling begyndte at slire,mærkede jeg. Men ned af fjeldet kom vi da, ned til byen Edland. Vi trængte nu til en pause og lidt morgenmad for vi havde jo ikke sovet hele natten. Efter en times pause kl8 om morgenen videre op til en ny fjeldovergang og da sagde koblingen- nej. Tyk røg stod op fra motoren og der holdt vi så. Randi blev i bilen og jeg gik de få kilometer ned til en tankstation og autoværksted, som med en traktor slæbte min bil ned i bygden. ” Ja den kobling kan jo erstattes med en ny.Den kan komme fra Kristiansand med rutebilen i aften”. Ja,men jeg skal spille i aften i Danmark. ” Ja, jeg skal lave din bil i aften så” .Men det tager flere timer at skille motoren ad og komme ind hvor koblingen sidder. Ak så jeg ringede til Hvide Hus.” Du skal bare komme så hurtigt, som du kan, Keld” , sagde direktøren heldigvis. Vi lejede et værelse og fik hvilet os lidt løbet af dagen og om aftenen kl 19 gik jeg ned på værkstedet igen. Jo koblingen var kommet med rutebilen kl 17 og bilen kunne være færdig kl 21,00 cirka.Så gik turen op over Hovden fjeldet ned igennem Nummedalen og ned til natfærgen, som skulle sejle os til Hirtshals. Men, ak vor kahyt reservation var annulleret og vi måtte sidde op på en hård stol i færgens cafeteria hele natten. Der var ingen kahytter at få. Ja, det var nogle gange meget hårdt og meget uforudsigeligt at rejse rundt som musikere i store dele af Europa, men også spændende og især dagene nød vi om det så var i sydens varme eller i sneen i Norge,- bare solen skinnede.

 

Tilbage i Danmark i et dejligt rækkehus nær hotel Hvide Hus var vi så i de næste par måneder. Da vi ankom til huset fik Randi et chok. Vi var godt trætte efter den turbolente

 

rejse og lejligheden var møgbeskidt og nok ikke gjort rent siden vi havde været der sidst. Men Randi fik sammen med 2 rengøringsdamer fra hotellet snart sat skik på stedet og de næste par måneder havde vi det rigtig fint. Jeg fiskede sammen med en af kokkene fra hotellet i Kolundsund kanalerne, hvor jeg bl.a. var deltager i en stor St Bededags fiskekonkurrence efter gedder på levende agn (små skaller). Om søndagen kørte vi ofte til Aarhus, hvor vi besøgte vor ven, inspektøren Polle og hans familie i Risskov eller var på travbanen og spillede (lidt, kun). Det var lige før vi var ved at købe os en dejlig rødstensvilla beliggende i Egsmark med udsigt ud til vigen i Ebeltoft. I Egsmark var jeg kommet på ferie som dreng hos min moster Marie og onkel Carl. Men Sjælland trak vist mere i mig end Jylland, selv om alle de jyder vi mødte meget hurtigt blev vore gode venner.

 

Vor 3. sommer på Mallorca

 

For 3. sommer i træk gik turen til Mallorca i bil. Denne gang i et næsten orangefarvet folkevognsrugbrød med dejlig plads til instrumenter og vores tøj hængende praktisk på bøjler inde i vognen. En rigtig god rejsevogn, siddende lidt højt med god udsigt, selvom den var lidt kold om vinteren i Norge. Da måtte vi have tæpper omkring benene. Motoren lå jo bagi og varmede ikke meget. Det blev denne gang en drøn varm tur især gennem Frankrig, hvor asfalten glitrede af varme med ca 40 grader i skyggen så vi næsten ikke turde holde en kørepause, da vi var bange for at dækkene skulle sprænges i varmen. Vi ankom efter at have kørt en hel nat uden søvn til Barcelona. Her var der maratonløb og det var næsten umuligt at komme igennem byen. Da vi endelig kom ned til færgen var køreplanen skiftet til sommer sejlplan uden afgang lige netop den søndag. Igen var vi godt trætte og alle hoteller vi prøvede for at få et værelse var optagne grundet maratonløbet så vi kørte i søndagens snegletrafik 20 km uden for byen til feriestedet Casteldelfells, hvor vi efter flere forgæves forsøg fandt et hostal.Parkerede med noget ængstelse folkevognen uden for. Gik trætte i seng og kørte næste dag ned til færgehavnen i Barcelona. Varmen havde ligeledes nået Mallorca, selv om det var ret tidligt på sommeren. Der lejede vi os en lejlighed på 11 etage i et apartementos kompleks Torremar på selve strandpromenaden i Palma med udsigt til katedralen og lystbådehavnen i Palma lige neden for og med kun 10minutters gang til Hotel Palas Athenea,Her sad vi så om natten efter spilleriet, så fly komme lavt ind til landing i Palme de Mallorcas lufthavn og spiste melon og Iberica skinke og nød den flotte temperatur om natten. Den sommer lavede Randi meget mad med friske nystegte grøntsager, kanin, gaspacho suppe og andre gode spanske retter. Dagene gik igen med strandture fra kl 10 om formiddagen til kl 18 om aftenen. Om søndagen kørte vi lidt længere uden for Palma til stranden Camp Del Mar, hvor vi lå næsten alene på en cementmole og hvor vi til frokost besøgte en strandrestaurant, som lå via en gangbro ude i det krystal klareste middelhavsblå vand. Der fik vi vores hofret Paella, som den dag i dag stadig er vor ynglings ret her i Spanien. Paella kaldes af spanierne for ”mandags vasketøj” fordi den ud over gule safran ris og peberfrugter består af måske ugens rester af skaldyr, blæksprutter, snegle, svinekød, oksekød og kylling. Vi har igennem 25 år spist flere hundrede kilo af denne herlige middagsret.

 

Det år spillede jeg ikke på Palas Athenea, som nu havde et 4 mands orkester med sangerinde på terrassen, men på nabo hotellets splinter nye IN STED, Hotel Viktoria piano bar. Her var skiftende underholdning fra kl 20 til 05,00 om morgenen og det blev en ret hård musik sommer for mig. Men dagene ude ved stranden opvejede alt med Randi liggende solbrun på ryggen med kun fingerspidserne støttende på cementen hele dagen

 

Kun afbrudt af ” Så, Randi, nu er der kaffepause eller vi skal op og spise tortilla og jeg skal have en kold øl. Efter mange år med tynd norsk kaffe blev Randi snart en stor elsker af stærk, stærk spansk cafe solo.

 

Den sommer fandt min datter Tina ned til os på en Interrail tur og sov på gulvet i stuen på en madras sammen med kakerlakkerne. Der havde været lejere med en hund før os. Der var hundemads rester, så vi måtte spraye godt og med Randis sædvanlige skrappe rengøringsmetoderforsvandt de så snart,- men ind hos naboerne, hørte vi dem sige.

 

Igen hjem til Danmark og hotel Munkebjerg i oktober måned. En måned hvor jeg fik mit første barnebarn Daniel. Min ældste søn Kim havde sammen med svigerdatter Tove fået en dejlig mørkhåret dreng. Han er lige som sin farfar og far musikalsk og spiller i et band inde i Holbæk Musikskole, kaldet Atlantic på keyboard. Også hans far Kim viste musikalske evner og spillede på min gamle fine Besson trompet i en del år i Holbæk Garden.

 

Endnu en Norgesvinter

 

Fra København og op gennem Sverige til Norge endnu engang. En tur vi har taget mange gange igennem årene. Op i bunden af Hallingdalen til et nybygget hotel Holsvangen i Hol tæt på Geilo. Det var November og ingen sne endnu, men den kom snart, så vi begyndte at løbe på ski. Værten hed Holger, var norsk og havde en søn på 8 år, som Randi og jeg løb på ski sammen med når ikke lige Randi afløste i hotellets køkken, da en kok pludselig brækkede benet og blev sygemeldt lige op til årets store ræs med juleborde. Værten var selv julemand, da han havde størrelsen til det. Vi mødte for øvrigt Holger flere steder her efter. Som restaurant chef i Vinje og oppe i Surnadal og her nede i Spanien i Fuengirola i år 2000, hvor han sammen med andre nordmænd havde et ejendomsmægler kontor.

 

Næste spillested var ude i Bergen på Hotel Neptun. Op over Aurland fjeldet, via Værnes og Sognedal med færgen og ud på Vestlandet i december måned.

 

Hotel Neptun var et stort fint hotel og et godt spisested. Værten var kunstsamler så der var malerier overalt. Vi boede på 5.sal på et rart værelse. Gik ned i køkkenet og fik serveret rigtig god mad, og megen gode fiskeretter den måned frem til 21. December, som var sidste aften med juleborde og levende musik flere steder samtidig på hotellet.

 

Julen 1983 i Dianalund

 

Vi ville jo gerne hjem til Dianalund og fejre jul med min gamle mor så efter endt spilletid kl 2 om natten pakkede vi og kørte i et stræk de 30 timers kørsel over fjelde i alt slags snevejr de 1500 km hjem til Dianalund. Jeg var rødøjet som en kanin i flere dage herefter af kørslen gennem sne, sne og atter sne men nåede dog den 23. December om morgenenKl 8 til Dianalund godt trætte. Den jul var der for en gang skyld sne og masser af sne i min barndomsby, så Randi og jeg spændte skiene på og løb ud i Tersløse Bøge- skoven og ud på mine barndoms kælkebakker ude i Karsholte. Vi fik nu en dejlig lang og god ferie fra musikken og rejserne med besøg af Randis datter Rita og Randis gamle mor Annlaug, som begge kom med færgen direkte fra Sandefjord til Hundested. Min mor blevdesværre pludselig meget syg og måtte indlægges på Slagelse sygehus, hvor hun fik fjernet et stykke af tyktarmen og fik stomi- pose ud af siden. Samme operation måtte jeg igennem 20 år senere i Spanien, men desværre med kræft i, hvilket ikke var tilfældet med min mor. Men hun levede dog helt frem til hun var næsten 96 år d.v.s. i 16 år efter denne operation.

 

Vågslid Højfjeldshotel

 

Vi skulle i hele februar og marts op til Hauglifjeldet i Vest telemark til Højfjeldshotellet Vågslid. Det var et rart norsk familiehotel med en dansk hustru fra Jylland. Her var der flere jyske piger ansat i køkken, servering og værelses rengøring og pludselig havde Randi også job her. Ellers havde kun som regelensiddet på vore værelser og broderet mange store og fine broderi billeder. Her fik hun inidlertid job med servering både til frokost og til aften og jeg måtte ofte gå alene på ski. Mange gange fulgt af hotellets store Sankt Bernhard hund, som trofast ventede på mig efter min morgenmad i køkkenet og fulgte mig rundt på de præparerede løjper, jagende efter hvide ryper. Den vinter gik jeg nok 10 km i snit hver dag. Altså lig med 600 km,- så i fin form var jeg. Selvom både Randi og jeg trådte forkert ude på løjpen og jeg faldt i brusebadet og vi bgge forstuvede en fod, så vi så ud som et par rigtige danske skiturister, humpede rundt på færgen hjem fra Sandefjord til Hundested.

 

Om fredagen og lørdagen på Vågslid sang Randi med mig i restauranten og med en ret stor succes. Hun havde som ung sunget sammen med sin søster Grethe og med deres mor på guitar til forskellige arrangementer. En norsk ”lørdagspigerne” trio vist nok. Snart fik vi indøvet et program med norske slagere, disco, 60 rock og mere moderne ting som Stevie Wonder og andre hitmelodier fra80. erne. Og med en ny synthesizer og ny rytme boks gik det godt.

 

Musik duoen Randi & Keld

 

Faktisk så godt at vor booking bureau PAN syntes vi skulle markedsføres som Duoen Randi & Keld fremover. Vi sang flerstemmigt på både norsk, dansk, engelsk og endda på spansk, Randi havde en pæn ren stemme, faldt altid rigtig ind og med sin pæne fremtræden og store karismatiske udstråling og udseende fik vi snart flere duo jobs. På højfjeldshotellerne skulle man ofte også underholde børnene først på aftenen. Det gjorde vi med forskellige konkurrencer, lege og danse som Jenka i lange rækker. Det var vi ret dygtige til.

 

Vor sidste Mallorca sommer

 

Det forår tog vi efter en måneds pause i Ebeltoft tidligere til Mallorca end ellers. Impresario Emilio ville denne sommer have os som duo ud på en danskejet restaurant ude i Porto Christo. Her fik vi en dejlig lejlighed. Spillede hver aften tæt ved på en restaurant. Men der kom ingen gæster og vi måtte opløse kontrakten efter en måned. Herefter kørte jeg hver aften de 60 km ind til Palma, hvor piano baren på Viktoria havde udvidet underholdningen til en ny stor afdeling med et 4 mands spansk jazzorkester. Det blev en kort og den sidste spillesommer på Mallorca.Jeg kunne ikke rigtig spille op afvekslende med et stort jazzband med tilfredshed. Det var repertoiret ikke rigtig timet til. Først i juli måned kørte vi derfor igen nordpå i rugbrødet og regnede med at holde en rolig og stille sommer. Lige fra den første gang Randi og jeg kørte sydpå gennem Tyskland og Frankrig har vi overnattet på det samme gasthaus lidt uden for Heidelberg i byen Bad Schoendorf.

 

Det var en cirka 950 km hjemmefra og passende afstand for den første dags køretur. Her blev vi efterhånden

 

så kendt med værtsparret, at da vi sidste gangskulle køre strækningen fra Barcelona og hjem til Danmark i sommeren 1983 ringede vi blot og aftalte, at de lagde nøglen ud under måtten kl 2om natten. Og da vi næste dag skulle videre og ikke have vekslet nogle tyske D mark, sagde værtinden blot” I kan sende pengene via banken, når i kommer til Danmark”. Hvad vi straks gjorde dagen efter hjemkomsten. Hvilken tillid?

 

Norge kalder på duoen Randi & Keld

 

Dog efter en uge ringede PAN MUSIC om vi kunne skynde os at køre op til Sogndal Hotel og spille resten af måneden. Den duo der havde startet 1. Juli kunne ikke få arbejdstilladelse og I skal til Skjerdingens højfjeldshotel i august og i september og oktober op tilhotel Østenfor, Nesbyen i Hallingdalen. I november ud på Vestlandet til Måløy. Der var kommet rigtig godt gang i duoen nu. I Sogndal fiskede jeg fjeldørreder og Randi kunne ro en båd uden problemer. Når jeg kom med fangsten sagde hotellets direktør. ” Det forstår jeg ikke, jeg fanger aldrig noget og så kommer så’n en dansker og kan”. Der kom mange busser med amerikanske turister på overnatning hver aften så de gamle amerikanske evergreens kom rigtig til deres ret her. På Østenfor spurgte direktøren mig en dag om jeg syntes at det med en faxmaskine havde en fremtid. Hvor til jeg svarede at om få år ville han nok få næsten alle firmabestillinger på fax og kunne bekræfte disse fra sin fax. Mon ikke det kom til at passe. På Skjerdingen var direktøren fra Sandefjord, næsten Randis hjemegn. Han var en flink fyr og Randi både serverede og sang med mig om aftenen og vi skulle da komme tilbage næste vinter i februar og marts

 

måneder, hvad vi accepterede med tak. Hotellet havde en aktivitets chef Geir, som arrangerede lange gåture på fjeldet og andre aktiviteter for gæsterne. På fri formiddage kørte vi sammen med ham og hotellets danske kok og dennes kæreste Susanne ned til bygden Atna, hvor vi tippede, drak kaffe med lefser på en cafe eller kørte lidt længere op til bjergbyen Røros, hvor vi for mere end 100 kr kunne købe en flaske halv dårlig rødvin på monopolet. På Østenfor spillede vi til store personale fester, som ex. for Aftenposten fra Oslo og Randis datter Rita kom på besøg og måtte op at synge. Der var talent der, hvad senere skulle vise sig. Hun blev guide hos Ving rejser, hvor hun sang dansede og underholdt på hoteller både på Mallorca, Gran Canaria, Rhodos, Cypern og senere castings chef for alt underholdning i koncernen m.m. Hun var nu uddannet kok fra Grand Hotel i Larvik, men arbejdede nu på Holmekollen Park Hotel med både servering og som kok. Hun skulle senere blive et stort navn i Sverige med hendes Tina Turner show , fra”sigte mod stjernerne i svensk TV”og casting chef og underholdningschef for hele Ving rejser koncernen i Sverige.

 

Herfra Østenfor Hotel gik turen ud på Vestlandet helt ud til Måløy, som ligger nord for Bergen til kroen Kandesteinen. En norsk kro ejet af et norsk/ dansk ægtepar, familien Jensen. Det var hyggelige og meget selskabelige folk og et af de steder, hvor vi blev inviteret hjem privat på vore fri søndage. En fiskerby, så her fik vi næsten fisk hver dag. En specialitet var store torsketunger. Vore musikvenner Winni og Anders havde spillet der måneden forinden og dem mødte vi på vejen derop på halvvejen og fik nogle tips om, hvad der ventede os. En dejlig lejlighed på 2 sal over restauranten. Mange gæster hver aften. En ældre herre ville høre Ramona, og Randi fik en 20 krone seddel i tips hver gang. På andre fridage kørte vi sammen med værtsparret ud til andre hoteller. Bl.a. til Selje Hotel, hvor man havde en stor SPA pool. Randis tips drikkepenge gik som sædvanlig til byens parfumeri og solcenter og mine til køb af norske aktier. Fiskeri nede i havnen fra molen blev det også til. Men her gik det næsten for stærkt med fangsten, som på 2 timer udgjorde en hel fiskekasse fyldt med makrel.

 

Fra Måløy ultimo november hjem til Dianalund er der langt og igen mange timer i folkevognen over fjelde, på snoede og sne glatte veje. Hjem til en måned med juleforberedelser og afslapning og samvær med vore musikervenner i Regstrup. Allerede 3. Juledag skulle vi starte på in stedet Havna i Tjøme, lidt syd for Tønsberg. Et kendt sted med marina og et kendt hotel. Vi skulle så spille der ud januar i hotellets bar. Stedet var ret flot og besøgt af mange gæster fra bl.a. firmaer fra Oslo, som holdt konferencer og firmafester der. Vi fik en dejlig nybygget hytte med alt moderne udstyr og soveværelse på 1 sal. Beregnet til langtidsleje til sejlere og susserne fra Oslo om sommeren..” Hytten” lå tæt på hotellet og i Tjøme nåede vi endda at medvirke i en norsk spillefilm med kendte skuespillere, som blev indspillet der. Vi har aldrig set filmen eller en video fra den, men det var sjovt at medvirke. Vi var hotelgæster og orkester i flere situationer.

 

Nytårsaften blev det et meget dårligt vejr og mange gæster meldte afbud. Der var engageret et 4 mands orkester i hotellets store sal men kun 400 gæster mødte op. orkestret blev sendt hjem og alle gæsterne stuvet sammen oppe i den store bar, hvor vispillede.Mange af gæsterne varret unge mennesker og vort musikprogram var ikke lige hvad de forventede, så PAN Music fik for en gang skyld en klage på musikken. Vi talte med stedets direktør, som imidlertid sagde at fejlen nytårsaften var nok hans skyld og ikke vor musik. Det er nok den eneste gang, som jeg kan huske, at vi ikke rigtigt slog til med vor musik. En dag Randi ville pynte lidt op i hytten med blomster, selv om det var januar måned, plukkede vi nogle dunhammere tæt ved og satte dem i vand. Av, da vi om natten kom hjem fra jobbet var de grundet varmen i hytten sprunget ud og hele hytten var fyldt med tusindvis af fine, små dunhammer- dun. Randi udbrød forskrækket ” Uh nejse neger tissemændene (som nordmændene kalder dem) og så i gang med støvsugeren. Randi der ellers aldrig siger bandeord blev dritt forbandet og sagde mange hurtigt på een gang. Ja, hun kaldte dem endda forbandede negerpi....

 

Januar måned 1984 gik og engagementer oppe nord i Østerdalen på Skjerdingen ventede på os. Op på fjeldet i ca 700 meters højde var der et flot skiterræn, så det blev til megen ski gåen flere timer ind over fjeldet. Men koldt var det. Jobbet var hos Bekke et godt job med mange svenske gæster, som fyldte dansegulvet straks vi slog en melodi an. 4 takter af en melodi og svenskerne dansede straks kind mod kind. Nordmændene var noget mere træge og skulle mange steder først drikke sig lidt mod til. Men når nordmændene først kom i gang ville de ikke slutte og forstod ikke at dansen skulle slutte kl 24 på grund af hotellets andre gæster, som måske ville sove og ikke danse. Man bliver så dejlig træt efter en lang dag i sneen i den meget friske og kolde luft.Jeg var begyndt at spille trompet igen. Højre hånd til trompeten og venstre hånd på hammond orglet, venstre fod på fodbasserne og rytmeboksen i sving. Så kørte det derudad. Det gjorde vor folkevogns rugbrødikke, selv med vinterdæk på holdt bilen stille i de 2 måneder vi var på Skjerdingen. Det havde vi også prøvet før i Svejts og denne gang kostede det igen en ny lydpotte og på næste spillested et nyt batteri.. Ak, ja biler skal bruges regelmæssigt.

 

En anderledes sommer

 

Dette forår 1984 kørte vi ikke til Mallorca i bil og ned gennem Europa. Vi spillede som duo hver lørdag på Park Hotel i Ebeltoft og jeg havde nogle løse jobs i Aarhus på søndage på Varna. Vi blev nu også booked via Ole B Nielsen, booking i Randers, nu CB booking med Calle fra det tidligere Mc Kinleys band og gennem glasspilleren Erik Hansen i Aarhus, som havde booked mig alle gangene på Hotel Hvide Hus. En aften på Hvide Hus mødte jeg alle mine tidligere impresario kolleger, som havde årsmøde på hotellet. De hørte os og det kastede også nogle jobs af sig, men mange tilbud sagde vi pænt nej tak til.

 

Den sommer tog vi en 3 ugers charter rejse ned til Mallorca. Uden spilleri og uden instrumenter så vi frem til en sommer uden musik. Men ak. Jeg måtte jo op at hilse på vor impresario Emilio. ” Godt du kom Keld. Jeg savner dig til en nyåbnet piano bar ude i Porto Pi og kun en uge” . OK,ud i taxi og bus, men der kom ingen folk i pianobaren. Kun for at se på WM fodbold fra Mexico, hvor Danmark blev banket af Spanien vist nok 0- 5.Den aften var jeg ikke rigtig dansk iblandt alle spanierne. Da det kneb med at få den aftalte gage udbetalt holdt jeg op og fortsatte med at holde en dejlig ferie med Randi og hilse på gamle venner på Mallorca.

 

Fagre Stryn og Vestlandet i Norge

 

Hjemme fra Mallorca ferien var der igen bud efter os fra Norge. Denne gang fra Fagre Stryns hotel højt oppe midt i Norge og mange mil nord for Lillehammer. Stryn egnen er utrolig smuk, omgivet at høje fjelde med sne på toppen og selv i august måned er sommerski området åbent og mange tager en helikopter derop. Hotellet vi spillede på var nyt og moderne, beliggende lige ned til en kendt lakseelv. Ejerne var 2 damer og snart var Randi og jeg i gang med at ordne hele hotelhaven. Det fik vi en flot present for. Et tungt ægte tinfad. Ellers kørte vi op til et vand på fjeldet og solede os . Vi kunne ligge og se sneenhøjt oppe på Jostedalsbreen. Vandet var isgrønt og jeg fiskede lidt, som sædvanlig. Nabobyen var Loen med et af landets største hoteller Alexandra. Her skulle jeg komme til at spille 10 år senere under vinterolympiaden i 1994. Men det viste jeg jo ikke dengang.

 

En dag fiskede jeg efter laks i elven og en vred mand kom og spurgte om at se mit dag fiske kort. Hvad? Hotellet har givet mig lov til at fiske her. Jo tak men det koster 1000 kr for en dag. Er du dansk du?. Ja. OK så men pak hellere dit grej sammen og kom dig væk herfra. Nordmænd har egenlig altid været flinke mod os danskere, selvom vi på 1800 tallet og før sendte vore embedsmænd derop og krævede skat op. Men svenskerne er ikke så velkomne der, som vi danskere er i Norge. Og det danske sprog har de totalt misforstået og totalt ændret betydningen af mange ord. Især ude på Vestlandet, hvor sproget er nynorsk og med mange stærke dialekter, hvad vi skulle erfare måneden efter. Der kom masser af turistbusser hver eftermiddag til Fagre Stryn med isærmed amerikanske, tyske og franske turister til dinner og overnatning inden turen gik videre næste dag. Randi og jeg fik brug for hele vort store internationale repertoire på disse aftner. Vi havde fået nyt udstyr. Et stort B 200 hammondorgel med den største Lesley 950 man kunne købe. Nyt el piano og med den ret nye Korg Polysix synthesizerhavde jeg lige pludselig hele 5 manualer at spille på, Nyt stort sanganlæg med digital ekko maskine og store højttalere, nye mikrofoner og forskellige rytmemaskiner. Jo det var et rigtigt omrejsende musikcirkus og succes havde vi. Altid velklædte og præcise og selv jeg opførte mig ordentligt, så vi fik en rigtig god anbefaling med os til det næste job, der gik yderligere nordpå til Surnadal Hotel på Vestlandet i nærheden af Aalesund.

 

Et godt nyt hotel med en stor danserestaurant. Mange kurser og mange gæster. Her var restaurant chefen vor tidligere ven, direktøren fra Holsvangen, Holger viste det sig.Men desværre fik vi anvist et ret kedelig værelse med toilet og bad på gangen fælles med andre gæster. Og Randi udbrød ” Skal vi ikke holde op, hvis dette er standarden man nu byder os”. ” Vi bør slutte om ½ år og slå os ned i Danmark”. Desværre var der i disse år mange orkestre fra østlandene, der spillede i Norge og de tog sig til takke med næsten alt som de så rodede tilog ødelagde og lavede selv mad på værelserne. Så man reserverede ikke hotellets bedste rum for musikere mere. Samtidig begyndte lønningerne af blive trykket.Østeuropæerne spillede 3 eller 4 personer for den samme gage Randi og jeg fik forto. Det var 2 brødre, som drev hotellet og også her blev vi inviterede hjem privat og efter nogle få aftner ville de meget gerne have os tilbage i februar måned kommende år. ” I er det bedste vi har haft endnu og passer godt til vort publikum, så kom tilbage og I får et godt varmt værelse i februar” . På de steder, hvor vi kom flere gange sagde de ” Nå, nu kommer Randi og Keld, så må vihellere få gjort ordentligt rent ellers begynder Randi bare selv”. Hun blev for øvrigt tilbudt job som oldfrue forskellige steder og et sted på Hankø i Oslo fjorden kunne vi blive direktørpar på et af deres fjeldhoteller.

 

Fra Surnadal, hvor folk talte en ret mærkelig dialekt gik turen syd på over Oppdal fjeldet ned i Telemarken til byen Vinje. Her kom i weekenderne mange gæster fra Oslo og desværre ofte ret unge gæster, som raserede værelserne og der drak deres medbragte sprit, som jo i Norge er vanvittig dyrt på hotellerne. Vi boede i en funktionærbolig ved hotellet, besøgte vor tidligere arbejdsgivere på Vågslid. Fik besøg af vore musik venner fra Regstrup. En weekend ankom nogle af Randis tidligere naboer og veninder fra Verninge og blev noget forbavset, da de opdagede, hvem som stod og sang på scenen. Det var jo Randi.

 

Hankø, kongens Ø

 

Videre sydover til kongens ferieø, Hankø ved Frederikstad til Hankø Fjordhotel. Vi kunne ikke have bilen med over, men måtte læsse vore instrumenter og vort tøj på bøjler over i en fiskerbåd og på øen kom hotellet med en traktor og en ladvogn og læssede hele drejet op på ladet. Det var ikke det eneste sjok, som vi fik. Vi skulle bo i nærmest en tyskerbarak lignende bygning og på hvert sit værelse og med bad fælles med nogle danske piger, som jobbede der. Ingen skabsplads, ud på en svalegang til toilet og bad, intet spejl til sminkning og kun en seng på værelset. ” Det er som om 2. Verdenskrig ikke er slut herovre, sagde Randi”Hotellets direktør var bortrejst, men vi bestemte os for at rejse næste dag. Dette var for ringe forhold. Vi spillede så om aftenen for fulde huse, idet der var et stort kursus der. Da klokken blev 01,00, hvor vi skulle slutte musikken bad gæsterne om ikke vi ville spille lidt mere. Jo vi fortsatte så til kl02,00 i et kør. Den næste dag, da direktøren kom tilbage forelagde vi ham vor utilfredshed og jeg spurgte om ikke 2. Verdenskrig var slut herovre med den tysker barak, de havde til personalet og bad om at måtte rejse. ” Nej, det kan der ikke blive tale om” . Jeg hører I spiller så godt og endda 1 overtime uden af forlange ekstra betaling. I kan få chefkokkens lejlighed, han er den næste måned i Horten på Hotel Oasen”.

 

Det var en meget bestemt direktør, som vi fik et fint forhold til. Især efter at vi, især vist Randi,en nat havde ryddet alle bordene for glas mm i den store dansesal, da stedets natportier faldt og forstuvede sit ben og ellers havde dette ekstra natarbejde. Der var mange kursus gæster og mange fester og ikke mindst fra midten af November, hvor de store juleborde startede med 2 orkestre og folk var yderst fint klædt på. Hvordan kunne så mange mennesker dog fine herover på konge øen? Det var os en gåde. Til disse fine julebords aftener med flere hundrede susser inde fra Oslo kom næsten alle damerne i lang kjoler, herrerne i smoking.

 

Randi havde på den tid ingen lang kjole men stedets restaurant chefs kone lånte Randi en lang flot kongeblå selskabskjole til disse aftener. Ud over os spillede en kvartet, kendt fra flere cruise skibemed en dygtig sangerinde, men det program, som vi spillede afvekslende med det andet orkester faldt i rigtig god smag hos publikum. Det var Kim Larsen numre, svenske og norske valse, melodier fra Norsk toppen,svenske Carola- og Kiki country sange og alle sang med. Søndage var fridage og så tog vi båden over til fastlandet og lejede en stak video bånd, som vi så sad og så sammen med de mange danske piger, som arbejdede på hotellet.

 

Den sidste aften i november, hvor vi skulle rejse, var det heldigvis klart vejr og fuldmåne, da vi med hele vores grej blev sat i land fra båden på molen kl 02,00 om natten og skulle læsse folkevognen for i nattens løb at køre helt opvia Oslo, Fagernes, Tyin fjeldet til Aadalstangen til hotel Klingenberg.Aadalstangen lå dybt nede i dalen under høje fjeld. Roserne blomstrede i december måned i byen. Vi skulle heldigvis bo på selve hotellet og her fortsatte vi med, næsten hver aften i december, at spille til Norsk Hydros personalefester med juleborde. Vi var til sidst så trætte af at spise af det store kolde julebord, at vi bad køkkenet lave os en portion risgrød i stedet for.

 

Julen 1984 og gifte mål

 

Julen 1984 nærmede sig. Den sidste spilleaften var den 22. december hvor vi gerne skulle være hjemme i Danmark tiljuleaften. Denne sidste spille- aften kom sneen i store mængder og kørsel over fjeldet var indstillet. Ikke engang kolonne kørsel, hvor flere biler følges ad, fandt sted. Men vi ville hjem til jul og kørte i skarpe hårnålesving op på fjeldet og fulgte hele natten de riskoste, som var sat op i vejsiden, fra kost til kost og Randi dirigerede, ” lidt til venstre, lidt til højre” . Hvis vi havde stoppet eller var kørt fast i sneen havde jeg nok ikke kunnet skrive denne bog. Men over kom vi da og næste morgen gjorde vi holdt ved Tyen højfjeldshotel og spiste morgenmad. Vi var den eneste bil, der var kommet over fjeldet den nat. Ja, kun dumme danskere frygter ikke faren i deres uvidenhed om hvor farlig en sådan kørsel er på de norske fjeldveje. Ned gennem Sverige på E 6 endnu engang med lidt stop en halv time en gang imellem for at hvile og blunde lidt. Men hjem kom vi da, endnu engang, efter ca 20 timers kørsel.

 

Randi og jeg havde nu været sammen i lidt mere end 4 år og havde bestemt os for, at vi skulle giftes.Vi blev så borgerlig viet på min hjem bys rådhus af Dianalund kommunes kommunaldirektør, Erik Rasmussenden 29. december og holdt en lille fest på Gyrstinge Skovkro med kun min gamle mor og vor vennepar Winni og Anders. Derefter rejste vi på Mols, hvor min fætters hus måtte holde for endnu engang. Her var vi i hele januar måned og øvede nye numre. Det var en måned med megen sne. Een morgen tog det 2 timer at skovle rugbrødet fri i indkørslen. I slutningen af januar igen nordpå op gennem Sverige, op over Oppdal fjeldet til Surnadal Hotel, som vi havde lovet. Her var mere sne endi Danmark og vi kørte og dagen ud til idrætsforeningens store ski center med mange kilometre opkørte løjper. Koldt, men smukt. Vi fik et godt varmt værelse, som lovet og jeg lejede mig en Mac PC computer nede i byens butik center og startede min computeralder i en alder af 47 år.Men det kom mig senere til gode. På hotellet var der igen mange gæster og på enkelte aftener spillede bl.a. et meget kendt orkester January med sangerinden Marit. De var kendt fra flere plader og vi fik således en friaften.

 

Mens vi var hjemme i julen fik jeg lyst til at besøge min gamle ven, Jim Jensen i Karlslunde, som jeg jo havde drevet lidt business sammen med i 70.erne. Jeg brugtedengang hans gamle mikrofon fra hans musiker dage meddansktop gruppen Jim & Funny Boys. Hans søn Simon fik den flere år efter tilbage som et souvenir. Den blev forgyldt og hængt op og jeg fik en ny, men egentlig ringere Shure mikrofon i stedet for.

 

I Karlslunde præsenterede jeg min nygifte norske kone og aftenen endte med at han sagde ” Hvorfor starter du ikke hos os i EMC som salgschef, hvis I er trætte af at rejse rundt?”. Vi producerer og sælger Telco fotoceller i firmaet EMC via agenter verden over nu. Du kunne medvirke på årets Hannover Messe og vi kunne se, hvordan det spænder af”. ” Vi har til hensigt at flytte salgsafdelingen til Spanien og Spanien kender du jo noget til”.?

 

Den sidste vinter i Norge

 

Jeg slog til og vi forberedte os på de sidste par måneder med musikken. Det blev på Lifjell Hotel i Bø i Telemarken. Fra Surnadal ned over Oppdal fjeldet frøs det natten mellem 28. Februar og 1. Marts så meget at benzinen frøs i tilførselslangen til motoren. Klokken 7 om morgenen havde vi hostet os over fjeldet og ind på et mekaniker værksted. De kendte godt problemet med en folkevogn med motoren bagi og klarede derfor straks dette ved at sætte lidt tape på slangen og lede den hen langs siden af den varme motorblok. Enkelt men effektivt og næste eftermiddag kl 14 nåede vi til Lifjell, hvor en traktor måtte trække os det sidste stykke op til hotellets indgang. Her var det tøvejr og meget glat. Vi læssede af, men var så sne blinde at Randi knaldede hovedet ind i en røgfarvet glasdør, Fikdog stillet op og anvist en hytte lige over for hotellet.

 

Det var et stor og kendt sted og direktøren sagde efter de første par aftener.. ” I er velklædte, professionelle og man kan høre på jeres musik at I ved hvad der i gør.”

 

Her var også mange gæster og en restaurant med plads til ca 300 gæster hvilket også gav mulighed for at engagere andre bands.En aften lå der en seddel på mit orgel. Der stod; er du Keld Skovgaard fra Holbæk, så ring mig på tlf xxxxx. Det var min ven Aksel Halvorsen, som bl.a. spillede til min søn Kims konfirmation, havde haft orkester, haft Vig Kro og ham besøgte vi så i Porsgrund, hvor han var restauratør i Logens lokaler og flere år efter mødtes vi i Spanien. En anden aften vi spillede for flere hundrede gæster var der pludselig en dame, der sagde. Ja, men det er da Ejnars Randi der synger deroppe på scenen., Den Randi, som var i huset hos os, da hun var konfirmeret.”Det var Randis tante og noget forbavset blev hun da. Den sidste aften vi spillede var også et stort 20 mands big band fra Oslo. Det blev så det sidste job vi spillede som professionelle musikere og den 10. april ventede mit nye arbejde i Telco / EMC. Enspændende periode i mit og vort liv, som jeg vil berette om i et andet afsnit eller ien anden bog om mine 20 år iVerdens koncernen Telco.

 

8 år som salgschef og general manager hos EMC / Telco Globalt og i Spanien

 

Men med musikken var det ikke slut, som jeg troede. Efter 8 år i EMC/ Telco slap kræfterne op grundet de mange rejser verden over og firmaet ville gerne prøve en ny general manager i stedet for mig. Vi rejste hjem fra Spanien efter lige at have spillet til min gamle musiker ven Aksel Halvorsens begravelse i Malaga på et nyindkøbt Yamaha keyboard med en Fender guitar forstærker, som jeg for øvrigt havde købt af Aksel. Jeg havde solgt mit hammondorgel ogalt udstyr og måtte til at købe nyt. Jeg havde de sidste år kun spillet meget lidtMen, når der på mine mange rejser verden over stod et flygel kunne jeg jo ikke dy mig, men i både New York, Sidney, Toronto og andre steder rundt i Europa måtte jeg lige spille et nummer en gang i mellem..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Musiker igen

 

Hjemvendt til Danmark i april måned 1993 lejede vi et sommerhus ved Køge og så os om efter et sted at bo fast. Og helst et hus i nærheden. Det blev igen Bjæverskov , hvor vi havde boet fra 1985 til 1992 i en dejlig ejerlejlighed på en firelænget bondegård midt i byen.. Min mangeårige ven Poul Birkum Petersen, Johnny Reimars datter Lotte, Ole Mortensen Nykøbing Falster og andre satte mig alle straks i gang med at spille. Men nok mest Poul Birkum. ” Keld, du skal da ud at spille igen. Køb et nyt udstyr og gå så i gang, det må være den nemmeste måde at få tjent nogle penge på, sagde Poul”.. Så sagt så gjort og snart var jeg fuldt booked på steder som:færgen Halskov- Kiel,færgen Sjælland i Københavns havn. Til firma- og private fester Sjælland rundt. PAN MUSIC ringede i efteråret 1993 og spurgte om jeg kunne spille i hele Februar på hotel Alexandra under vinterolympiaden?, -dels i hotellet store spiserestaurant på et hvidt flygel og dels i baren på mine keyboard. Ja, hvorfor ikke en tur op over Stryne fjeldet til Loen igen. Her var et 6 mands band RICHS fra Prag i danserestauranten, skiftende norske bands i en festsal, store video skærme og så mig. Der skete virkelig noget på dette kæmpe hotel. Det var godt nok lidt kedelig at være af sted en måned uden Randi , men hun havde travlt med servering oppe på Benløse Kro til selskaber sammen med hendes veninde Birgit fra Bævergården og Randi havde flere gange om ugen rengøringsjob igennem BT personale Service ved Lone Houmand. Men altid i lidt finere hjem, hvor hun snart blev personlig veninde med mange af hendes kunder. Jeg havde virkelig meget at spille iårene fra 1993- til 1999, hvor vi igen kørte til Spanien og igen skulle jeg jobbe hos Telco helt frem til at kræftsygdommen imarts 2003 slog mig ud og pensionsalderen 67 år nået i levende live..

 

Nakskov Revyen 1994

 

Jeg fik i sommeren 1994 tilbudt at akkompagnere til Skovrevyen i Nakskov på Svinglen og ellers spille under middagen og til efterfølgende dans. Det var med landskendte skuespillere som Jeanne Boel, Karsten Jansfort og den lokale ” Kaj Løvring” skuespiller og overlærer

 

Claus Frost Jensen. Det var nogle sjove måneder i august og september det år. Jeg havde rygende travlt og arbejdede også freelance som revisor for et byggefirma TAP i Køge i dagtimerne. Revyen fik en fin kritik,- om musikken stod der ” han satte ikke een finger forkert” en flot kompliment. Vi var også både i TV 2 og i Lokalradioen fra Næstved med udtog fra revyen. Sjovt,men meget hårdt, kun spille lige det der stod på noderne, og det samme hver gang, tak. Ikke improvisere, som jeg plejede så jeg måtte skrive det hele ned og nøje følge det med streng disciplin. Men det var musikalsk sundt for mig og kom mig senere til gode, da jeg i Spanien begyndte at spille salmer og kirkemusik. Det blev til mange ” suppe, steg og is” engagementer på bl.a. Menstrup kro, Sorø Storkro, Herlev kro, Borup Kro, Hvide Hus Køge, Vallø Slotskro og rundt i forsamlingshusene og mange andre steder i de år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Randhi og Keld 2010

 

Tanker og mit musikliv

 

Det er blevet til mange år med musikken. Når jeg tænker på den helt fantastiske udvikling inden for elektronikken fra mit første key boards, som kun kunne spille een tone ad gangen og kun havde 3 oktaver til de automatiske akkompagnements keyboard i dag, hvor vi fodrer dem med disketter, zip- files eller fra computere og PC er. og 1 mand spiller både trommerytmerne, basgangen og akkompagnementog selve melodien med harmonier i en arbejdsgang. Det fylder med gode højttalere som et 4 mands band. er der en lang vej fra Claviolinen tildagens tangentinstrumenter.

 

Mine lidt korte tykke fingre har tjent mig ganske godt igennem nu mere en 50 år med musikken. Jeg plejer at sige, at jeg har spillet for alle, lige fra høj til lav. Lige fra prinsesser, fyrster, verdens jet set, ambassadører, sidstnævnte bl.a. med tidligere ambassadør i Kina, Argentina og Spanien, Christopher Bo Bramsen, som spiller en glimrende B tenor og sopran saxofon. For biskopper og til fru Hansens fødselsdag, bryllup, gudstjeneste, barnedåb og begravelse og alle steder som restauranter, hoteller, piano barer, natklubber, på skibe,til revyer, i forsamlingshuse, idrætshaller, butikscentre, selskabslokaler og spillekasinoer samt private hjem. Jeg plejer at sige,jeg mangler kun at spille til ildebrand. Lige nu indøver jeg igen en revy i den dansk- spanske forening hernede i Fuengirola på Costa del Sol og spiller som musikdirektør på orgel i den danske frimurerloge i Fuengirola samt er reserve organist, kordegn og kirkesanger i den danske kirke. Så i de sidste 5 år har jeg mere eller mindre lært Den Danske Salme Bogs 850 salmer og Højskolens melodibogens 500 nationale sange og er stadig” lidt ved musikken.”

 

Her i begyndelsen af 2007 startede en ny dansk radio hernede på Costa Del Sol ved navnet Radio Solkysten, og som er eget af udgiveren af månedsmagasinet Solkysten. Radio har til huse hos den svensk ejede station Radio Solkysten, hvor man sender dansk radio på FM 105 hverdage fra kl 14- 16. Den tidligere radiovært på Radio Solymar, Anne Bjerngaard kontaktede mig og nu er jeg vært på et ugentlig musikprogram ” Kelds Musikvenner ”, hvor gæsterne kommer i studiet med sine egne CD plader og vi spiller lytternes favoritter og gæsterne interviweivs af mig og anekdoter fortælles om livets oplevelser og fra musiklivet. Det har jeg meget glæde af- men også meget arbejde med tilrettelæggelsen,

 

Jeg fortryder ikke at mine forældre gav mig en harmonika i julegave i 1945. Musikken har bragt mig vidt omkring i verden og har givet mig mange, mange spændende oplevelser og gjort, at jeg har mødt mange spændende mennesker i mit liv ind til nu. Jeg har også tjent mange penge men har ikke helt fulgt min gamle far råd, som var ; ” Keld læg 10 øre til side at hver en krone, du tjener ved musikken, den 10 øre kan du alligevel ikke rigtig få noget for”.

 

Tak til alle, der nu har givet sig tid til at læse min ”bog”- fra en, synes jeg, spændende og anderledes tid, som ikke kommer igen. Dette er stationsby drengen Keld ’s ” krønike.”

 

 

Keld Skovgaard

Stensbjergvej 20

DK 4632 Bjæverskov

 

E- Mail: keld-s@live.dk